I Afsnit for mor og barn på Århus Universitetshospital er rummelighed en vigtig del af dagligdagen. Afdelingssygeplejerske, Trine Lisbeth Madsen, fortæller at afsnittet har 4 ansatte i fleksjob, som alle har nøglefunktioner der understøtter den daglige drift. Hun fortæller også, at ”hvis en ansat ønsker orlov, så gøres der meget for at opfylde vedkommendes ønsker og samtidigt er der åbenhed overfor at tage ledige sygeplejersker i praktik. Jeg forventer at tage en ledig somalisk sygeplejerske i praktik til februar 2016. Vi har mange somaliske mødre indlagt, og derfor kan jeg sagtens se en mulighed for at sygeplejersken på sigt kunne blive en del af afdelingen”.
”Sygefraværet er lavt, og det tror jeg blandt andet skyldes vores fokus på, at alle skal bidrage og trives”, siger Trine Lisbeth Madsen.