Direktionen har på sit møde 29. april 2014 godkendt ”Arbejdsmiljøredegørelse 2013” samt ”Arbejdsmiljøredegørelse 2013, Baggrund, fakta og eksempler”. HR-/Personalechefkredsen har med deltagelse af arbejdsmiljøkoordinatorerne 7. maj 2014 og Strategisk HR-Forum har 4. juni 2014 drøftet, hvordan der kan følges op lokalt via ledelses- og MEDsystemet, herunder understøtte den årlige arbejdsmiljødrøftelse.
Ifølge MED- og Arbejdsmiljøaftalen for Region Midtjylland drøfter RMU én gang årligt status på arbejdsmiljøområdet på baggrund af den årlige arbejdsmiljøredegørelse. Desuden blev det besluttet på RMU-mødet 5. december 2013, at en datapakke med aktuelle data på ulykker og påbud fremadrettet indgår i RMU’s årlige arbejdsmiljødrøftelse. Med baggrund i den årlige redegørelse samt aktuelle datapakke fastsætter RMU på sit døgnseminar 19. – 20. juni 2014 det kommende års tværgående strategiske fokusområder for arbejdsmiljøindsatsen i Region Midtjylland. Redegørelsens tre dele (inkl. ”Kort om arbejdsmiljøet”) bliver udsendt i trykt version til RMU-medlemmerne ca. en uge forud for døgnseminaret.
På baggrund af beslutning i RMU i februar 2013 har Koncern HR, Arbejdsmiljø, gennemført en viden- og læringsopsamling samt en årsagsanalyse af alle påbud/afgørelser fra Arbejdstilsynet i 2013 med henblik på at afdække faktorer, der kan forebygge fremtidige påbud. På ovennævnte møder i HR-/Personalechefkredsen og i Strategisk HR-Forum blev det drøftet, hvordan resultaterne heraf kan anvendes med henblik på at forebygge påbud og understøtte læring i fremtiden.
Hovedpunkter fra Arbejdsmiljøredegørelse 2013
Sundhed og trivsel
Der har på mange arbejdspladser været et stort fokus på at varetagelsen af kerneopgaven hænger nært sammen med arbejdsmiljøet og personalets trivsel. Generelt er der stort fokus på, hvordan de samlede ressourcer og medarbejdernes kompetencer bringes bedst muligt i anvendelse. Det gode patientflow er vigtigt for både patienten og medarbejderne.
Flere steder opleves arbejdspresset som stort på grund af forandringer, omstillinger, høj belægning og stadig mere komplekse opgaver. Der arbejdes mange steder med social kapital, relationel koordinering og procesoptimering som redskaber til at understøtte kerneopgave og trivsel. Reduktion af forstyrrelser i dagligdagen er et andet eksempel på en indsats målrettet kvalitet, patientsikkerhed og trivsel ved at understøtte, at medarbejdernes ressourcer anvendes meningsfuldt.
Forebyggelse af konflikter, trusler og vold har været vigtige indsatsområder, og der arbejdes med udvikling af politikker på området. Især Psykiatri og Social har gennem flere år sat fokus på den systematiske tilgang til såvel forebyggelse som håndtering og opfølgning.
Forandringsprocesserne i 2013 har haft fokus på implementering af tidligere vedtagne omstillinger samt planlægning og igangsætning af nye tiltag. Nogle af omstillingerne har haft fokus på kerneopgaven som for eksempel omlægninger af patientforløb, mens andre er organisatoriske. De fysiske rammer har spillet en helt særlig rolle med ny- og ombygninger og klargøring til ind- og sammenflytninger. Der har været særligt fokus på at imødegå arbejdsmiljømæssige belastninger i forbindelse med gennemførelsen af forandringerne.
Endvidere arbejdes der med flere forskellige sundhedsfremmeinitiativer på arbejdspladserne. Et eksempel er Job & Krop-kampagnen.
I 2013 blev der gennemført en omfattende evaluering af trivselsundersøgelse og ledelsesevaluering (TULE) samt arbejdspladsvurdering (APV) på regionens arbejdspladser. Evalueringen viste, at både TULE og APV giver værdi, men at værdien vil træde klarere frem gennem forenklinger og forbedringer.
Sygefravær
Nedbringelse af sygefravær er et centralt fokusområde. Det samlede sygefravær lå i 2013 på 4,46 %, svarende til i alt 1.201 fuldtidsstillinger, hvilket er et fald på ca. 140 stillinger siden 2009.
Ulykker
Antallet af ulykker med fravær er faldet fra 471 ulykker i 2012 til 428 i 2013, svarende til et fald på 9 %. Fraværsulykkerne er faldet med 18 % siden 2009, hvor den koncerntværgående forebyggende ulykkesindsats blev igangsat.
Der er, som de foregående år, fortsat en overhyppighed af arbejdsulykker i starten af ansættelsen – særligt i den første uge. For den første uges ansættelse ses dog et væsentligt fald fra ca. 5 til 3 gange i overhyppighed for perioden 2007-2013.
Ulykker – omkostninger og udgifter
En beregning viser, at ulykkerne i 2013 kostede Region Midtjylland i alt ca. 66 mio. kr. Dette beløb er ca. 4 mio. kr. større end året før, men set i forhold til både 2010 (ca. 78 mio. kr.) og 2011 (ca. 70 mio. kr.), er der tale om et fald. Stigningen fra 2012 til 2013 skyldes især udbetaling af lidt flere af de forholdsvis store erstatninger.
Ergonomi og forflytninger
I 2013 har ergonomi ved skærmarbejdspladser været i fokus. Der er arbejdet både på kortlægning og optimering af nuværende arbejdspladser samt udvikling af nye typer skærmarbejdspladser. Derudover er der arbejdet med indkøb af inventar og IT-udstyr, som opfylder arbejdsmiljøkravene, samt med adfærdsændring hos den enkelte medarbejder. Der er i 2013 udviklet et E-læringsprogram om kontorergonomi, som sætter fokus på det fysiske arbejdsmiljø og forebyggelse af fysiske gener og arbejdsskader. Der har tillige været stort fokus på forflytning og håndtering af patienter, inkl. den bariatriske patient.
Årsagskategorien ”Akutte tunge belastninger – personer” har mange ulykker med forholdsvist langt fravær, men der har været et fald fra 89 ulykker i 2010 til 67 ulykker i 2013.
Arbejdspladsvurdering (APV)
Ud over løbende APV gennemføres der APV hvert andet år i Region Midtjylland. Ca. 10 % af de ansatte gennemførte den ordinære APV i 2013. I 2014 skal alle driftsområder gennemføre APV. Det elektroniske arbejdsmiljøsystem giver systematik og overskuelighed for arbejdsmiljøgrupperne. Dertil kommer mulighed for at trække oplysninger til brug for det strategiske og forebyggende arbejde.
Påbud/afgørelser fra Arbejdstilsynet 2013
Arbejdstilsynet har i 2013 været på 72 besøg i Region Midtjylland, hvilket har resulteret i 63 påbud/afgørelser. I 2012 var der 82 besøg, der resulterede i 141 påbud/afgørelser. Antallet af påbud/afgørelser pr. besøg er dermed næsten halveret fra 2012 til 2013.
Fremtidigt fokus med udgangspunkt i Arbejdsmiljøredegørelsen
På baggrund af MED- og Arbejdsmiljøaftalen er det systematiske arbejdsmiljøarbejde i Region Midtjylland blevet styrket. Såvel RMU, HMU, CMU, LMU som de enkelte arbejdsmiljøgrupper skal i forbindelse med den årlige arbejdsmiljødrøftelse arbejde med resultaterne af deres arbejdsmiljøindsats, se på fakta og lægge planer for den fremadrettede prioritering.
I 2013 fastlagde RMU følgende tre fokusområder:
Sundhed og trivsel
Ergonomi og forflytning
Ulykkesforebyggelse
RMU’s udpegede fokusområder indgår i det systematiske arbejdsmiljøarbejde. Koblingen mellem arbejdsmiljø og kerneopgave har fået stigende fokus med indførsel af kulturmodellen OVAL’ens målsætninger om at:
styrke handlekraften i arbejdsmiljøarbejdet
tænke arbejdsmiljøet ind i det daglige arbejde
understøtte kvalitet og patientsikkerhed
De mange forandringer og omstillinger, der er i regionen, stiller nye krav til arbejdsmiljøopgaven. Når forandringer er en del af hverdagen, bliver det især vigtigt, at der er en tæt kobling mellem kerneopgave og arbejdsmiljø, så arbejdsmiljøindsatsen opleves meningsfuld, dynamisk og med størst mulig effekt. Anvendelse af OVAL’en som model kan bidrage til dette og understreger, at det gode arbejdsmiljø er et fælles anliggende.
Kulturen har stor betydning for, om arbejdsmiljøopgaver løses let og smidigt. Ledelsens rammesætning er væsentlig for at opnå øget effekt af arbejdsmiljøindsatsen, så det opleves meningsfuldt og understøttende for kerneopgaven, og for at små problemer løses, inden de vokser sig store.
I det daglige arbejde, er det vigtigt, at alle bidrager til at skabe en dynamisk arbejdsmiljøkultur, hvor små korte dialoger bidrager til sikker adfærd og trivsel. Arbejdsmiljøet kommer hverken foran eller efter det daglige arbejde. De gode løsninger skabes samtidig med, at opgaven planlægges og udføres til gavn for kvaliteten i forhold til borgere og patienter.
For at styrke det forebyggende arbejde er det vigtigt, at Arbejdsmiljøorganisationen arbejder systematisk og effektorienteret (jf. arbejdsmiljøopgaverne i MED- og Arbejdsmiljøaftalen). Valg af fokusområder, udsendelse af datapakker, granskning af påbud samt arbejdsmiljøgruppernes målrettede opfølgning på APV og TULE er et led i dette. I 2013 blev der gennemført en systematisk videnopsamling fra arbejdsmiljøgrupperne af påbud fra Arbejdstilsynet og udformet datapakker til HMU og RMU for at styrke det systematiske arbejdsmiljøarbejde.
Fremadrettet skal kulturarbejdet fortsat understøtte en systematisk og målrettet arbejdsmiljøindsats, hvor den enkeltes adfærd og bidrag til sikkerhed og trivsel er afgørende både for eget arbejdsmiljø og for det kollegiale fællesskab samt for kollegers sikkerhed og sundhed.
Arbejdsmiljøorganisationen har en væsentlig opgave med at understøtte store og små forandringer og skabe sammenhæng mellem kerneopgave og arbejdsmiljøindsats. Arbejdsmiljøindsatsen skal medvirke til at udvikle sikkerhed og trivsel i en fremadrettet og forudseende indsats, hvor fokus på kvalitet, patientsikkerhed og systematisk arbejdsmiljøarbejde gensidigt understøtter hinanden. Øget fokus på at styrke relationerne og den sociale kapital, såvel i forhold til kerneopgaven som arbejdsmiljøindsatsen, kan bidrage hertil og understøtte de mange forandringsprocesser.
Arbejdsmiljøkonference 2013 satte særlig fokus på trivsel, herunder gode eksempler på, hvordan man kan understøtte balance mellem krav og ressourcer samt forebygge vold og trusler. I 2014 er der peget på følgende tema for arbejdsmiljøkonferencen ”Arbejdsmiljøkultur i en forandringstid - Hvordan kan Arbejdsmiljøorganisationen hjælpe omstillinger og forandringsprocesser på vej?”.
Med baggrund i Arbejdsmiljøredegørelse 2013, herunder de mange påbud fra Arbejdstilsynet, opgørelsen af ulykker og arbejdsbetingede lidelser foreslås det, at ovenstående tre målsætninger fra ”Ovalen” danner rammen for indsatsen i det kommende år, og at der fortsat arbejdes fokuseret på at skabe målbare resultater med færre ulykker og lavere sygefravær.
Redegørelsen viser, at der er gode resultater af den fokuserede arbejdsmiljøindsats. Drøftelsen i HR-/Personalechefkredsen 7. maj 2014 og i Strategisk HR-Forum 4. juni 2014 peger ikke på behov for nye fokusområder. Strategisk HR-forum havde en række supplerende bemærkninger som vil blive eftersendt til RMU og præsenteret på mødet.
Viden- og læringsopsamling af påbud fra Arbejdstilsynet 2013
Region Midtjylland fik i 2013 i alt 63 påbud (inkl. 7 påbud om autoriseret arbejdsmiljørådgivning) og 5 afgørelser uden påbud.
Alle arbejdsmiljøgrupper blev kontaktet pr. telefon af Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø, og der blev gennemført strukturerede interviews. Opsamlingen resulterede i nogle råd fra de interviewede. Koncern HR´s sammenfatning heraf mundede ud i en række anbefalinger, der kan styrke forebyggelsen af fremtidige påbud.
HR-/Personalechefkredsen med deltagelse af arbejdsmiljøkoordinatorerne 7. maj 2014 har drøftet, hvilke overordnede områder der kan understøtte forebyggelse af påbud i fremtiden. Resultatet heraf blev:
Videnopsamling
Information
Systematik
Læring
Understøtte handling
Disse områder skal tænkes sammen med fokusområderne for arbejdsmiljøindsatsen i Region Midtjylland og indgå i det fremadrettede arbejdsmiljøarbejde. De angivne områder skal udmøntes i konkrete tiltag både i driftsområderne og koncerntværgående: Eksempler på konkrete tiltag er:
Supplerende arbejdsmiljøuddannelse (jf. mange påbud kan relateres til, at Arbejdsmiljøorganisationen ikke har tilstrækkeligt kendskab til arbejdsmiljølovgivningen).
Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø udvælger nogle konkrete påbud og informerer om dem i anonymiseret form i de kvartalsvise nyhedsbreve fra afdelingen.
De anbefalinger, viden- og læringsopsamlingen har givet anledning til samt eventuelle kommende påbud, vil løbende blive drøftet blandt arbejdsmiljøkoordinatorerne.