(Nina Skarum, personalejurist, Koncern HR, Stab, deltog under punktet).
Ole Thomsen orienterede om, at der er 108 spareforslag. Der arbejdes med at holde overblik over de mange forslag og sikre sammenhængen i spareplanen, og at der ikke tælles de samme besparelser med flere gange. Man har besluttet at anskue de stigende medicinudgifter som en fordel i stedet for en ulempe, da de er til patienternes fordel. Der sker en vurdering af, om spareforslagene modarbejder sundhedsplanen. De fleste forslag modarbejder den ikke, nogle understøtter den, men der er også enkelte, som er udfordrende i forhold til sundhedsplanen.
De nedsatte temagrupperne ser blandt andet på, hvor vi kan spare uden at det går ud over patienterne og personalet fx indkøbsaftaler, forsyning af varer, medicinbrug mv. Men der vil også være en række forslag, som vil få personalepolitiske konsekvenser, og som vil virke hårde og kontante.
Den seneste gennemgang af regionens økonomi viser, at udgifterne til især hospitalsmedicin, praksissektoren og tilskudsmedicin siden de oprindelige sparemål blev vedtaget i januar er steget mere end forventet. Det bevirker, at det første udspil på 660 mio. kr. er ændret til, at der laves spareforslag for 735 mio. kr. Det er tanken, at der skal være en buffer på 35 mio. kr. til prioritering.
Bo Johansen påpegede, at besparelserne er meget anderledes end i 2011. Denne gang er der kun få strukturelle besparelser, men mange forskellige forslag, hvor man er rundt i alle hjørner og kroge af organisationen. Der er ikke overblik over de personalemæssige konsekvenser endnu, men det er man i gang med at skabe. Der må forventes afskedigelser, og vi vil få brug for de netop reviderede retningslinjer om omplacering og afskedigelse. Erfaringen fra sidste gang var, at det heldigvis var langt færre end frygtet, som reelt endte med at blive afskediget.
Der var efterfølgende en længere drøftelse af udfordringerne i forbindelse med den kommende proces omkring spareplanen. Drøftelsen er i det følgende opsummeret under en række emne-overskrifter.
Kadance i orientering om spareforslagene
Det blev fra medarbejderside påpeget, at det virker underligt, at spareforslagene offentliggøres 27. april, men nogle ledere ved allerede nu, at de er i spil. Hvad med høringsprocessen?
Bo Johansen svarede, at det er et dilemma. Den formelle proces kan ikke sættes i gang, før spareforslagene er politisk besluttet. Men det er uetisk, hvis vi fx arbejder med at nedlægge en afdeling, og de, der har den daglige ledelse, ikke ved det. De ved, hvad konsekvenserne af en lukning vil være. I processen med at udarbejde spareforslag har temagrupperne haft behov for at søge råd hos centerchefer og afdelingsledelser.
Det blev fra ledelsesside bemærket, at lederne skal kunne håndtere både sig selv og deres egne medarbejdere, og derfor er det nødvendigt at fremrykke processen for deres vedkommende. Det duer ikke, hvis de først hører om det i medierne eller i forbindelse med offentliggørelse af sparekataloget.
Høringsperioden
Der blev fra medarbejderside udtrykt forståelse for behovet for denne kadance i orienteringen, men det skaber usikkerhed om, hvorvidt beslutningen reelt er truffet, og om høringsprocessen er reel. Det kan virke som en pseudoproces.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at den korte høringsperiode har været påtalt tidligere. Processen er koncentreret om LMU og HMU, men hvad med RMU?
Det blev fra ledelsesside understreget, at ingen ledere er varslet. De berørte ledere har fået information om, at der kommer et forslag for deres område, og hvordan det ser ud. Det, der er orienteret om, vil fremgå af sparekataloget. Der skal først foreligge en politisk godkendelse, før man går i gang med selve implementeringen af spareforslagene.
Der blev fra medarbejderside opfordret til at bruge tillidsrepræsentanterne i forhold til håndteringen af de kommende udfordringer fx i forhold til drejebogen. Der er tale om nogle lange processer med besparelser over flere år. Det handler om at komme hurtigt i gang. For den enkelte handler det også om jobsikkerhed, så man tør blive i sit job. Hvordan skaber vi tryghed og trivsel i den kommende periode?
Retningslinjer for omplacering og afskedigelse
Der blev fra medarbejderside gjort opmærksom på, at der er kommet en henvendelse fra en fællestillidsrepræsentant fra AUH på Nørrebrogade, hvor de nye retningslinjer tolkes som en forringelse. Hvis man få et omplaceringstilbud og takker nej, så får man ikke flere tilbud.
Nina Skarum oplyste, at de reviderede retningslinjer på det punkt er som de tidligere. Takker man nej til et relevant tilbud om omplacering, og den faglige organisation er enig i, at det er relevant, så får man ikke flere tilbud. Sådan var det tidligere, og sådan er det nu.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at nogle af problemstillingerne opstår, når omplaceringen er indenfor samme HMU-område, hvor omplaceringsprincipperne ikke gælder. Her gælder Funktionærloven, men der eksisterer en forståelse af, at der sker en forringelse (stram tolkning) i disse tilfælde.
Nina Skarum opfordrede til at tage de konkrete eksempler med, så man i fællesskab kan se på dem. Der er ikke sket ændringer, men præciseringer.
Vibeke Krøll sagde, at hun ikke kendte til, at der skulle være sket ændringer i tolkningen af retningslinjerne på AUH, men at hun ville følge op på det.
Bo Johansen foreslog, at der nedsættes en regional gruppe vedrørende omplacering (RGO) i lighed med omstillingsplanen i 2011, som kan drøfte og rette op på eventuelle misforståelser mv. Gruppen kunne bestå af næstformandskabet og repræsentanter fra koncern HR og evt. andre relevante personer.
(o)
Prioritering af behandling/patientgrupper
Der blev fra medarbejderside spurgt til, om man har forholdt sig til, om der er patientgrupper og behandlingstyper, hvor der kan spares - med henvisning til prioriteringsdebatten i England.
Bo Johansen sagde, at den principielle diskussion om, hvorvidt Danmark skal have et prioriteringsinstitut i stil med NICE er rejst politisk, men flere i Folketinget er meget kritiske. Vi har RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin), som vurderer, hvornår et produkt er så godt, at det rulles ud på alle hospitaler. Måske kunne man forestille sig, at de også skeler til økonomi.
Ole Thomsen henviste til et konkret eksempel med gigtmedicin, hvor man ved indkaldelse af patienter til kontrol skifter til et billigere præparat med helt samme effekt. Der sker også sammenlægninger, så behandlingen foregår et sted. Det kan give en ulempe i forhold til transport for patienten, men også en fordel, idet ekspertisen samles et sted.
Det blev fra medarbejderside tilkendegivet, at det handler om landspolitik, og at vi alle vedvarende må understøtte hinanden i at rejse disse spørgsmål.
Der er en udfordring i forhold til tidsplanen. Hvad sker der, hvis HMU’erne afgiver høringssvar, som modarbejder hinanden? Selve offentliggørelsen af spareforslagene den 27. april giver anledning til forvirring – hvem ved hvad, hvornår?
Udfordringer i forhold til tidsplanen
Jakob Olesen gennemgik kort tidsplanen og forklarede, at man vil se på om der er noget i høringssvarene, som går på tværs eller går imod hinanden. Der er lavet en proces, som netop forsøger at tage hånd om de nævnte problemstillinger.
Det blev fra medarbejderside konstateret, at processen omkring sparekataloget er gået meget stærkt, og at personale og fagpersoner ikke har haft mulighed for at ”stå på toget”. Der er fx indkommet 65 spareforslag fra medarbejdere, som pågældende organisationsrepræsentant ikke har kunnet få adgang til at se.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at den lokale proces er fornuftig med etablering af ekstraordinære HMU-møder, men det er ikke godt, at RMU ikke indkaldes til en orientering 27. april 2015.
Bo Johansen sagde, at der ikke kan afholdes et RMU-møde mandag eftermiddag, da der er temamøde i regionsrådet, men der vil kunne laves et præsentationsmøde med fx Ole Thomsen eller Christian Boel. Et RMU-lignende møde, hvor ledelsen vil stå til rådighed for at besvare spørgsmål. Der er ikke mulighed for at give RMU en orientering før den 27. april.
Det blev fra medarbejderside tilkendegivet, at det var et godt tilbud, men nok ikke særlig realistisk, da planerne for dagen på de enkelte enheder allerede er lagt. I en lignende situation fremover, bør RMU tænkes ind.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at man i RMU i andre sammenhænge løfter opgaverne sammen, og at processen virker meget forhastet. Medarbejdersiden i RMU ville kunne kvalificere spareforslagene, hvis de vidste noget mere om det.
Forskellige muligheder for et RMU-møde blev drøftet bl.a. et tidligt morgenmøde eller en vidiokonference den 27. april, et møde den efterfølgende dag, en mail med sparekataloget 24 timer før offentliggørelsen pålagt tavshedspligt mv.
Bo Johansen understregede, at regionen følger samme kadance som tidligere i forbindelse med omstillingsplanen i 2011. Tidsplanen var på det ekstraordinære RMU-møde 21. januar, og der var kun kommentarer til selve tidspresset i høringen. Det politiske system må respekteres. Det duer ikke, hvis RMU eller MED-systemet er så tidligt ude, at de ved mere end politikerne. Det er vigtigt at sikre, at administrationen med sit system af fagpersoner ligger nogle forslag frem, og politikerne på den baggrund træffer saglige beslutninger. Det er således nødvendigt at køre den proces, som er fastlagt, men medarbejdersidens bemærkninger tages til efterretning og vil blive tænkt ind fremadrettet.
Bo Johansen konkluderede, at medarbejdersiden må overveje, om de har behov for en eller andet form for arrangement i forbindelse med offentliggørelsen af sparekataloget. I så fald skal de kontakte Jakob Olesen, som vil sørge for at få det arrangeret.
Henning Vestergaard og Vibeke Krøll bemærkede, at de forskellige hospitalsenheder afholder stormøder, og at alle er velkomne til komme til disse møder.
Christian Boel tilkendegav, at præsentationsmaterialet i forbindelse med spareforslagene kan offentliggøre kl. 12.00, så RMU kan få et hurtigt overblik over forslagene.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at det er bredden i at være samlet som RMU, som er væsentlig. Ingen tvivl om, at processen er vanskelig, og at den må være lukket og uvildig, men medarbejderrepræsentanterne i RMU har ansvar for deres medlemmer og skal kunne stå på mål for de ting, som kommer op i processen. Bare et døgn havde gjort utrolig meget.
Implementering af spareforslagene
Bo Johansen konstaterede, at der er et dilemma i, hvornår processen omkring omplacering/afsked kan igangsættes – skal man gå på ferie med en opsigelse eller med en uafklaret situation? Begge situationer er problematiske. På ledelsesside har man talt om, at det bør være op til de lokale HMU’er at afgøre, hvad der passer bedst for dem.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at de fleste medarbejdere formentlig vil foretrække en uafklaret situation og vente til efter sommerferien og dermed have en større chance for omplacering, som er meget lettere i august og september. Der blev argumenteret for, at der vel bør være en vis samtidighed i tingene af hensyn til omplaceringsmulighederne.
Der blev fra ledelsesside advaret mod at lave alt for firkantede regler. Der bør være mulighed for at finde lokale løsninger. Der blev udtrykt ønske om mulighed for at kunne starte implementeringsprocessen op før sommerferien, hvis man kan blive enige om det lokalt.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at regionsrådet udmelder de økonomiske rammer 24. juni, og på det tidspunkt er der mange, som går på ferie. Bo Johansen sagde, at man lægger op til at anmode om politisk opbakning i budgetforligskredsen 9. juni 2015 til at kunne arbejde videre med implementeringen af spareforslagene i lighed med sidste gang i forbindelse med omstillingsplanen i 2011.
Det blev fra ledelsesside tilkendegivet, at de kommende besparelser har meget forskellig karakter og tidshorisont. Forudsat politisk opbakning vil der være nogle uger i juni, hvor der vil være mulighed for at handle afhængigt af de konkrete forslag. Er der fx en afdeling, som skal lukkes eller en ambulancebil, der skal opsiges, så vil man naturligvis ikke vente. HR skal i øvrigt være til stede, og det er klart, at der vil være uger i sommerferien, hvor der ikke varsles afskedigelser.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at det lyder som om, at alle 700 mio. kr., skal spares lige efter sommerferien. Det skal de ikke, men Bo Johansen understregede, at det i nogle situationer er nødvendigt at minimere usikkerheden hurtigt.
Ansættelsesstop
Det blev fra medarbejderside anbefalet at indføre et hurtigt generelt ansættelsesstop for medarbejdere på regionsplan, som efterfølgende kan lempes. Dette blev dog blødt op af andre fra medarbejderside, som mente, at det bør være op til de lokale HMU’er at indføre et evt. ansættelsesstop. Det er efterhånden en kendt øvelse, som regionen har procedurer og retningslinjer for.
Bo Johansen tilkendegav, at han godt kunne se en idé i et ”intelligent ansættelsesstop” – dvs. at man opslår internt i regionen i en periode, men ikke eksternt. Alle har Region Midtjylland som ansættelsesområde. Hvornår et evt. ansættelsesstop skal være fra må drøftes i direktionen.
Det blev fra medarbejderside bemærket, at de ønsker tid til at tænke over forslaget om et evt. ansættelsesstop.
Det blev fra ledelsesside bemærket, at Strategisk HR-forum ikke har ment, at det var en god idé med et generelt ansættelsesstop. Det vil alt for mange komme til at lide under. Der vil være særlige situationer, hvor man må dispensere, da der er mangel på nogle typer medarbejdere.
Bo Johansen konkluderede, at direktionen vil overveje et eksternt ansættelsesstop, således at stillinger først skal opslås internt, inden evt. eksternt opslag. Der vil komme en udmelding herom.
Der blev fra medarbejderside spurgt til de nuværende stillinger, som er i opslag og proces, hvilket direktionen vil overveje.
Der var et spørgsmål fra medarbejderside til bilaget med personaleomsætning, hvor der på side 3 omtales ”før-uddannelsesstillinger”, og hvad det dækker over. Det er blot et begreb, som i det konkrete notat er brugt om unge, der i en periode ansættes som pædagogmedhjælpere, inden de går i gang med en uddannelse. Det er ikke et egentligt fagudtryk.
Konklusion:
Det blev besluttet, at der skal nedsættes en regional gruppe vedrørende omplacering (RGO) i lighed med omstillingsplanen i 2011.
Hvis medarbejdersiden i RMU vurderer, at de har behov for en særlig orientering om sparekataloget, kontakter de Jakob Olesen, som vil sørge for, at der laves et arrangement. Der holdes fast i planen om, at der afholdes ekstraordinært RMU møde med henblik på at drøfte spareplanen og HMUernes høringssvar den 12. maj 2015 kl. 15-17.
Præsentationsmaterialet vedrørende sparekataloget offentliggøres 27. april 2015 så man kan få et hurtigt overblik over spareforslagene.
(Det er efterfølgende besluttet af direktionen, at der indføres et midlertidigt stop for eksternt opslag af alle stillinger på Region Midtjyllands arbejdspladser fra 1. maj 2015 og indtil videre. RMU fik en mail herom 23. april 2015).