Pernille Blach Hansen bød velkommen til HMU-formandskaberne og AMIR'erne, og Jakob
Olesen orienterede kort om aftenens arrangement.
Ole Thomsen fortalte indledningsvist om kriseledelse på koncernniveau under COVID-19, hvorefter Anders Kjærulff fortalte om pandemiplanen.
De slides, som blev brugt i forbindelse med de to oplæg, er vedlagt som bilag.
Lisbeth Holsteen Jessen fortalte dernæst om nogle af de initiativer og den læring, der er arbejdet med lokalt på Regionshospitalet Horsens i forbindelse med COVID-19. Hun frem-hævede bl.a. at vi oplevede, at vi lykkedes med at løse opgaven. Der var sammen-hængskraft, det var meningsfuldt, der var et fælles mål og retning og fleksibiliteten var stor. Vi kom dog bagud ledelsesmæssigt med information - også til MED-systemet. En læring er, at i kriser skal vi også have MEDsystemet med. Vi var hele tiden bagud med information til medarbejderne, fordi retningslinjerne fra centralt hold kom om aftenen, og så forventede man, at det var implementeret om morgenen. En anden læring er, at vi oplevede, at hyppige og korte møder virker godt. Der var som sagt stor sammenhængs-kraft i huset, sociale relationer og social kapital, men der hvor vi står nu, er vi under pres og trængt på kapacitet og rekruttering. Vi skal tilbage og samle nogle bolde op og se på sammenhængskraften og den sociale kapital.
Professor Poul Duedahl, historiestudier, Aalborg Universitet, holdt derefter et oplæg om, hvad vi kan lære af historien set i et langt perspektiv. Han har været med i tænketanken "Om 100 år", der bl.a. har sat fokus på, hvad vi kan lære af historien med hensyn til ud-bredelsen og håndteringen af pandemier.
De slides, som blev anvendt i forbindelse med oplægget, er vedlagt som bilag.
Opsummering af bemærkninger og spørgsmål fra mødedeltagerne:
• Der er mønstre, som gentager sig. Er der noget ved COVID-19, som adskiller sig fra tidligere? Ja, vi lærer som samfund noget efter hver epidemi og sætter ind med noget. Vi bør i de normale perioder bruge mindre medicin som fx antibiotika til svin og kyllinger.
• Vi formår at tale, men ikke at handle. Nytter det overhovedet noget? Hvor meget kan vi lære af historien, når vi ikke formår at gøre noget ved det? De store æn-dringer sker under epidemierne som fx pesten. Der opdagede man, at karantæne og isolation hjalp. Det sker, mens man er midt i det. Hver eneste epidemi har æn-dret noget.
• Kan vi forudsige, hvilken epidemi der vil ramme næste gang? Nej, det kan man ik-ke. Vi kan intet forudsige, men vi skal regne med, at epidemier kommer med større hastighed på grund af øget befolkningstæthed og rejsemønstre på tværs af kloden.
• Er jeg den eneste, som troede, at epidemier var et overstået kapitel? Nej, det er en udbredt opfattelse og misforståelse.
Herefter blev der gennemført gruppedrøftelser om, hvad vi har lært som organisation og individer under COVID-19, og hvilke handlinger det kalder på fremadrettet med efterføl-gende opsamling i plenum.
Opsamling i plenum
• Vi glemmer hurtigt de forebyggende tiltag og forholdsregler, fx afspritning. Hvor står vi med beredskabet, hvis COVID-19 for alvor vender tilbage til efteråret, og der kommer 2-3 andre udfordringer? Der har været noget "ulven kommer" hen-over situationen, når vi fx fik at vide, at vi skulle levere 148 respiratorer. Man skal kunne stole på den mobilisering, som man skal lave. Mobilisering handler også om globalisering.
• Har vi tillid nok til hinanden og myndighederne? Vi er heldige med, at vi generelt har stor tillid i Danmark.
• Er vi godt nok klar på de nye hospitaler, hvis vi oplever en pandemi i forhold til plads og mulighed for afstand mv? Overvågning – er vi gode nok, og hvor meget må vi?
• Der er forskellige vilkår på forskellige matrikler bl.a. på grund af geografi. Var vi hurtige nok til at kompetenceudvikle medarbejderne til det sted, hvor de skulle hen? Medarbejdernes trivsel blev ramt af usikkerheden og mangel på socialt sam-vær. MEDsystemet havde stor værdi som kommunikationskanal begge veje. Kan vi bruge MEDsystemet på samme måde til rekruttering/fastholdelse? Vi må ikke glemme andre sygdomme, som også er kritiske/dødelige.
• Under en pandemi er der nogen, som bliver skyldige, fx dem, der ikke vil vaccine-res. Socialisering og skyld og skam kommer til at fylde meget. Hvordan er per-spektiverne på medarbejderne i pandemiplanen? Ved man forlods, hvad man skal og har man meldt sig? Er der bred involvering?
• Hvordan sikrer vi ensartethed i implementering af retningslinjer samtidig med, at vi også har opmærksomhed på at undgå "overimplementering"? Det er vigtigt at sikre information om mening/årsag/strategi. En krise på 3 uger kan man klare, men 1,5 år koster virkelig meget.
• Tidlig involvering af arbejdsmiljøorganisationen, MED, AMIR og TR er vigtigt. Intern kommunikation er helt central for tilliden og det at kunne gå i takt. Stolthed, aner-kendelse og mening i dagligdagen er afgørende også i forhold til øvrige opgaver. Når vi har fælles udfordring som corona, så er det helt vildt, som vi kan rykke og sprinte sammen. Tværfagligt samarbejde kan levere noget helt fantastisk og spændende.
• Det blev bemærket, at i forhold til mening, så må forskere også reflektere over deres mange meget forskellige udmeldinger. De har haft deres "high-time" og er blevet en autoritativ kerne, som også er blevet en del af den politiske virkelighed.
Konklusion
Pernille Blach Hansen takkede for oplæg og input og henviste til, at vi tager dem med i det videre arbejde med læring, fremtidsscenarier mv.
