Folketinget har den 24. juni 2021 vedtaget lov om beskyttelse af whistleblowere. Loven er en gennemførelse af et EU-direktiv. Med loven bliver det et lovkrav, at offentlige myndigheder herunder regionen inden den 17. december 2021 har etableret en whistleblowerordning.
Whistleblowerordningen har til formål:
- at give medarbejdere og samarbejdspartnere en øget mulighed for at ytre sig om lovovertrædelser, alvorlige fejl og kritisable forhold i regionen.
- at beskytte medarbejdere og samarbejdspartnere, der benytter sig af ordningen, mod repressalier.
- at opdage fejl og forsømmelser og derved højne niveauet af regionens ydelser.
Ordningen kan benyttes af alle ansatte i Region Midtjylland og af de eksterne samarbejdspartnere, som regionen har.
Whistleblowerordningen skal ses som et supplement til den interne dialog og åbenhed, der er i Region Midtjylland. Ordningen er tiltænkt de situationer, hvor forholdet ikke kan håndteres ved henvendelse til ledelsen, tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentanter eller via regionens MED-system.
Ordningen kan bruges til at indberette om forhold, hvor der er begrundet mistanke eller viden om overtrædelser af EU-retten, misbrug af økonomiske midler, bedrageri, underslæb, bestikkelse, tyveri m.v., grove eller gentagne overtrædelser dansk ret f.eks. forvaltningsloven, herunder de forvaltningsretlige principper samt tilfælde af seksuel chikane eller grov chikane.
Der kan ikke indberettes om overtrædelser af retningslinjer af mindre alvorlig karakter. Det er heller ikke hensigten med ordningen, at den skal bruges til at indberette samarbejdsproblemer, utilfredshed med ledelsesmæssige beslutninger eller patientbehandling på et hospital.
Organisering af en whistleblowerordning i Region Midtjylland
Der er ikke i lovgivningen krav til, hvordan ordningen i praksis skal etableres. Det foreslås, at ordningen skal evalueres i regionen, når ordningen har været i drift i et år. Det betyder, at der vil blive forelagt en evaluering for Regionsrådet senest i starten af 2023. Evalueringen forventes forinden at blive forelagt til høring i RMU.
Inddragelse af ekstern virksomhed
Det foreslås, at det er en ekstern virksomhed – et advokatfirma -, der administrer og modtager indberetningerne. Dette ikke mindst for at sikre whistleblowerens anonymitet igennem hele forløbet herunder også i de tilfælde, hvor den konkrete henvendelse ikke er omfattet af whistleblowerordningen. Den eksterne virksomhed, der har ansvaret for den indledende vurdering af, hvorvidt indberetningen falder inden for eller uden for ordningens materielle anvendelsesområde.
Hvis en indberetning skal behandles i ordningen, videresender den eksterne virksomhed indberetningen i anonymiseret form til en Vurderingskomité. Komitéen består af vicedirektøren for Regionssekretariatet, økonomidirektøren samt vicedirektøren fra Koncern HR med ansvar for løn og personale.
Sagsbehandlere fra Regionssekretariatet foretager den indledende sagsbehandling eventuelt i samarbejde med andre medarbejdere fra andre stabe, som måtte være berørt af indberetningen, og laver indstilling til Vurderingskomitéen i forhold til håndtering af indberetningen. Det er ligeledes sagsbehandlere fra Regionssekretariatet, som følger op på Vurderingskomiteens beslutninger, herunder sikrer, at der følges op på henvendelserne og tages de fornødne skridt.
I forbindelse med den indledende sagsbehandling tages der i hver enkelt sag stilling til eventuelle (in)habilitetsspørgsmål, og det sikres, at der i den videre håndtering af indberetningen ikke indgår medarbejdere eller ledere, som må eller kunne anses for at være inhabile. Dette gælder også i forhold til Vurderingskomiteen og Direktionens behandling.
Sagen oversendes som udgangspunkt videre fra Vurderingskomiteen til den del af organisationen, der som udgangspunkt ville have fulgt op på den pågældende sag, hvis ikke der havde været etableret en særlig whistleblowerordning.
Det vil herefter være denne del af organisationen, som udarbejder en redegørelse, hvor der tages stilling til de oplysninger, der fremgår af indberetningen samt forholder sig til, hvilken opfølgning indberetningen evt. giver anledning til. Hvis der er konstateret lovovertrædelser eller andre alvorlige forhold, så kan opfølgningen fx bestå i ændrede arbejdsgange, ansættelsesretlige skridt, politianmeldelse m.v.
Når redegørelsen er endelig, sendes den til den eksterne virksomhed, der tager stilling til, hvorvidt der er foretaget de nødvendige undersøgelser i anledning af indberetningen samt fulgt tilstrækkeligt op på redegørelsen. Den eksterne virksomhed vil således også være en form for garanti for, at regionen har håndteret indberetningen korrekt.
Hvis den eksterne virksomhed vurderer, at der er fulgt tilstrækkelig op på indberetningen, giver den eksterne virksomhed feedback til whistlebloweren med respekt for reglerne om tavshedspligt. Såvel Vurderingskomiteen som direktionen orienteres samtidig om indberetningen samt den eventuelle opfølgning, den har givet anledning til.
Hvis den eksterne virksomhed vurderer, at der ikke er fulgt tilstrækkelig op på indberetningen, underretter den eksterne virksomhed såvel Vurderingskomiteen som direktionen herom, som herefter, eventuelt efter en dialog med den eksterne virksomhed, tager endelig stilling til, hvorvidt og eventuelt hvordan der kan følges yderligere op på indberetningen.
Forhandlinger med eksterne virksomheder
Regionsekretariatet undersøger og forhandler sideløbende med beslutningen om organisering af whistleblowerordningen med de to eksterne virksomheder, som regionen har indhentet tilbud fra.
Når den endelige model for whistleblowerordningen er vedtaget af regionsrådet, vil der blive iværksat en særlig kommunikationsindsats i forbindelse med etablering af den nye whistleblowerordning i samarbejde med Koncern Kommunikation.
Tidsplan over beslutningsforløbet i regionen
12. oktober | Behandling i RMU I fællesmødet mellem RMU og FU gives en indledende orientering om den ordning, der senere lægges op til Forretningsudvalget. |
28.oktober | Behandling i koncernledelsen |
23.november | Behandling af sag i Forretningsudvalget |
1. december | Behandling af sag i Regionsrådet |
17. december | Whistleblowerordning i drift |