Koncern HR har udarbejdet den årlige personaleredegørelse og indleder med en kort præsentation af hovedbudskaber og udvalgte personaledata fra Personaleredegørelse 2023.
Der vil herefter være mulighed for dialog i grupper, inkl. de årlige drøftelser vedrørende ansatte på særlige vilkår (Det Sociale Kapitel) og sygefravær med afsæt i de relevante afsnit i Personaleredegørelse 2023, med opsamling i plenum.
Personaleredegørelsen dækker et bredt felt af personaledata. Personaleredegørelsen er i år blevet kortet ned for at fokusere på de oplysninger, som vurderes mest relevante og efterspurgte. Designet er samtidig blevet opdateret for at forbedre læsevenligheden.
Redegørelsen er opdelt i følgende overordnede kapitler: Hvem er vi, Rekruttering og tilknytning, Løn, Fravær, Mangfoldighed samt Politiske fokusområder. På de fleste områder er det muligt at følge den historiske udvikling.
Herunder gives en kort opsummering på de vigtigste udviklingstendenser:
Hvem er vi:
Antallet af fuldtidsansatte er i november 2023 opgjort til 30.269. Det er en stigning på 209 fuldtidsstillinger sammenlignet med november 2022. Den største faggruppe i Region Midtjylland er sygeplejersker, der udgør 8.295 fuldtidsstillinger i november 2023, hvilket er en stigning på 159 fuldtidsstillinger sammenlignet med november 2022.
Rekruttering og tilknytning:
Personaleomsætningen har i de seneste år været stigende, hvilket dog skal ses i sammenhæng med Covid-19. I perioden november 2022 til november 2023 er personaleomsætningen 14,7%, hvilket er tæt på niveauet fra før Covid-19.
Andelen af medarbejdere på fuldtid har ændret sig marginalt i perioden fra november 2023 til februar 2024. I november 2023 var 69,3% på fuldtid, mens andelen på fuldtid i februar 2024 er 69,2%.
Løn:
Lønniveauet i Region Midtjylland i november 2023 var på 45.810 kr. (bruttoløn inkl. stedtillæg), hvilket er ca. 1.500 kr. under regionernes gennemsnitlige lønniveau på 47.258 kr. Region Hovedstaden har den klart højeste gennemsnitlige bruttoløn inkl. stedtillæg på 49.131 kr.
Mangfoldighed:
Kønsfordelingen er stadig forholdsvis skæv, idet kvinder udgør 78,9% af regionens ansatte i november 2023. Det er en marginal stigning sammenlignet med november 2022, hvor andelen af kvinder var 78,8%. Andelen skal dog også ses i sammenhæng med at større faggrupper som sygeplejersker, social- og sundhedspersonale samt lægesekretærer, hvor der er et stort flertal af kvinder, udgør næsten halvdelen af Region Midtjyllands ansatte.
Seniorordninger:
Antallet af seniorordninger, der er givet tilskud til i opgørelsesperioden for 1. oktober 2022 til 30. september 2023, er 611, hvilket er en stigning på 43 aftaler sammenlignet med den foregående periode.
Politiske fokusområder:
Udviklingen i antallet af speciallæger er fortsat positiv. I marts 2024 er antallet af speciallæger opgjort til 2.022, hvilket er en stigning på 1,71% sammenlignet med året før. Hvis speciallægeudviklingen i Region Midtjylland følger den udvikling, som Sundhedsstyrelsen forventer på landsplan, er forventningen, at der i 2035 vil være 2.759 speciallæger i Region Midtjylland. Stigningen forventes på tværs af næsten alle lægespecialer undtagen neurokirurgi.
Særligt vedr. sygefravær og Det Sociale Kapitel:
I henhold til Region Midtjyllands overordnede sygefraværspolitik ”Roller og ansvar i forbindelse med sygefravær i Region Midtjylland” https://www.medarbejder.rm.dk/siteassets/ansattelsesforhold/fravar/rolle-og-ansvar/roller-og-ansvar-i-forbindelse-med-sygefravar-i-region-midtjylland.pdf, skal MEDudvalg på alle niveauer mindst én gang årligt bl.a. drøfte status vedrørende sygefraværsstatistik og Det Sociale Kapitel.
Sygefravær:
Sygefraværet udgjorde i 2023 5,57%, hvilket er mindre end i 2022, hvor sygefraværet var på det højeste niveau i Region Midtjyllands levetid på 6,08%. Sygefraværet er i 2023 stadig på et højere niveau end sammenlignet med årene før Covid-19. Langtidssygefraværet er steget til 2,39%, og det ses, at langtidsfraværet stiger med alderen, hvilket bl.a. kan tilskrives, at risikoen for at blive ramt af alvorlig sygdom stiger med alderen. Samtidigt har tilbagetrækningsreformen medført, at nogle ikke har mulighed for at trække sig ud af arbejdsmarkedet, selvom de har helbredsmæssige problemer. Samlet set er det særdeles positivt, at mange flere seniorer bliver længere tid i arbejde, og andelen af medarbejdere over 60 år på regionens arbejdspladser udgjorde således 13,12 % af antal fuldtidsstillinger i 2023. Til sammenligning var andelen over 60 år 6,7% i 2010.
Det Sociale Kapitel:
Med henvisning til rammeaftalen om Det Social Kapitel § 3 skal der ske en generel og overordnet drøftelse i RMU med henblik på at fremme en fælles forståelse af og holdning til beskæftigelse på særlige vilkår mv.
Det fremgår af tallene i personaleredegørelsen, at antallet af ansatte på særlige vilkår er steget til at udgøre 2,1% marts 2024. Region Midtjylland er således fortsat en arbejdsplads, der er bevidst om sit sociale ansvar. Blandt andet ved i størst mulig omfang at tilbyde ansættelse på særlige vilkår til ansatte, som får nedsat eller ændret arbejdsevne, og ved at bidrage til at indsluse ledige personer - både med og uden særlige behov. Regionens arbejdspladser opfylder således også tilsammen målsætningen i Bæredygtighedsstrategien om, at mindst to procent er ansat på særlige vilkår (fleksjob, løntilskud og lign.).
En ny tendens i beskæftigelsespolitikken er at indsluse personer på kanten af arbejdsmarkedet med en ansættelse i få timer i såkaldte småjobs og CSR-jobs. Analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at selv få timer med løn giver langsigtede positive effekter for udsatte ledige. Ansættelse i småjobs kan være med til at frigive ressourcer ved det øvrige personale til at varetage kerneopgaver samtidigt med, at udsatte borgere på kanten af arbejdsmarkedet får en ny chance. Region Midtjyllands arbejdspladser viser interesse for også at tage et socialt ansvar på denne måde. Blandt andet har Regionshospitalet Randers igangsat et projekt, som har til formål at ansætte 10 udsatte borger i et CSR-job. Erfaringer fra dette projekt vil blive videreformidlet til resten af Region Midtjyllands arbejdspladser.
Region Midtjylland har fortsat et samarbejde med ”KLAPjob”, som har til formål at skabe fleksjob – eller job med løntilskud til førtidspensionister med kognitive handicaps. Der er udarbejdet en pjece om hvordan man som arbejdsplads kan samarbejde med KLAPjob. Der forventes udsendt en mail til hovedpostkasserne efter sommerferien, hvor arbejdspladserne kan læse mere om KLAPjob og evt. få besøg af den regionale KLAPjob jobkonsulent.
Læs mere om KLAPjob initiativet på www.klapjob.dk
Link til kort informationspjece om KLAPjob: klapjob---hjalp-til-smaopgaver-trivsel-og-arbejdsglade.pdf (rm.dk)
Personaleredegørelsen for 2023 er vedhæftet dagsordenspunktet.
Tidligere personaleredegørelser kan findes på Region Midtjyllands hjemmeside: https://www.rm.dk/om-os/organisation/statistikker/