Abonnér
Dagsorden
til
mødet i Regions-MEDudvalget
den 20. juni 2013 kl. 13:00
i Skanderborg Park, Skovsvinget 10, 8660 Skanderborg


Sagnr.: 1-01-77-1-13

1. Program for RMU-døgnseminar 20.-21. juni 2013

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet program for RMU's døgnseminar 20.-21. juni 2013. Programmet er vedlagt som bilag.  

Beslutning

Bo Johansen bød velkommen til døgnseminaret og præsenterede kort programmet.

 

Referat samt plancher i forbindelse med temadrøftelserne er vedhæftet som bilag til dette punkt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

2. Godkendelse af dagsorden (5 min)

Resume

Dagsordenen godkendes.

Det indstilles,

at dagsordenen godkendes.

Sagsfremstilling

Dagsorden godkendes.

Beslutning

Punkt 16 vedr. orientering om tilbagemelding til Arbejdstilsynet på tværgående påbud behandles i forlængelse af punkt 4 vedr. temadrøftelsen om arbejdsmiljø. Der orienteres under eventuelt om regionens beredskab i tilfælde af konflikt vedr. praksisområdet.

 

Dagsorden blev herefter godkendt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

3. Godkendelse af referat fra mødet 11. april 2013 (5 min)

Resume

Referatet af mødet 11. april 2013 er vedlagt som bilag.

Det indstilles,

at referatet af mødet 11. april 2013 godkendes.

 

Sagsfremstilling

Referatet af mødet 11. april 2013 er vedlagt som bilag.

 

Til orientering kan referatet af mødet mellem RMU og FU 7. maj 2013 findes via følgende link: www.rm.dk/via100674.html.

Beslutning

Referatet blev godkendt uden bemærkninger

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-77-368-12

4. Temadrøftelse: Arbejdsmiljøredegørelse 2012 samt årlig arbejdsmiljødrøftelse (50 min)

Resume

Ifølge MED- og Arbejdsmiljøaftalen for Region Midtjylland drøfter RMU en gang årligt status på arbejdsmiljøområdet på baggrund af den årlige arbejdsmiljøredegørelse. Med baggrund heri fastsætter RMU det kommende års tværgående strategiske fokusområder i Region Midtjylland.

 

I 2012 blev der arbejdet med tre fokusområder:

  • Ulykkesforebyggelse

  • Ergonomi og forflytning

  • Sundhed og trivsel – med særlig fokus på sygefravær og organisatorisk stress

 

Drøftelserne i HR-/Personalechefkredsen med deltagelse af arbejdsmiljøkoordinatorerne den 6. maj 2013 og Strategisk HR-Forum den 30. maj 2013 peger ikke på behov for nye fokusområder.

Det indstilles,

at status på arbejdsmiljøarbejdet drøftes med baggrund i Arbejdsmiljøredegørelse 2012 og
at det kommende års tværgående strategiske fokusområder i Region Midtjylland fastsættes.

Sagsfremstilling

Direktionen har på sit møde 30. april 2013 godkendt Arbejdsmiljøredegørelse 2012 inkl. bilagsdel. Redegørelsen viser, at der er gode resultater af den fokuserede arbejdsmiljøindsats. HR-/Personale-chefkredsen har med deltagelse af arbejdsmiljøkoordinatorerne 6. maj 2013 drøftet, hvordan der kan følges op lokalt via ledelses- og MEDsystemet, herunder understøtte den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Strategisk HR-Forum har 30. maj 2013 drøftet eventuel justering af de nuværende fokusområder.

 

”Arbejdsmiljøredegørelse 2012” viser status på arbejdsmiljøarbejdet 2012 i Region Midtjylland. Herudover er der udarbejdet en separat bilagsdel ”Arbejdsmiljøredegørelse 2012 – Baggrundsfakta og eksempler”. Bilagsdelen er opdelt i del A-G og kan læses særskilt i det omfang, der ønskes uddybende detaljer. Dataindsamling fra MED-systemet er foregået via fokusgruppeinterview med arbejdsmiljøkoordinatorerne.

 

Ifølge MED- og Arbejdsmiljøaftalen for Region Midtjylland drøfter RMU en gang årligt status på arbejdsmiljøområdet på baggrund af den årlige arbejdsmiljøredegørelse. Med baggrund heri fastsætter RMU det kommende års tværgående strategiske fokusområder i Region Midtjylland.

 

Jonna Pedersen, chef for Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø, præsenterer kort Arbejdsmiljøredegørelse 2012 inkl. bilag. Redegørelsen vil blive udleveret i trykt udgave på mødet.

 

 

Hovedpunkter fra Arbejdsmiljøredegørelse 2012

 

Ergonomi og forflytninger

I forhold til indsatsen for at undgå bevægeapparatskader er der i 2012 både udskiftet inventar og indkøbt mange nye hjælpemidler, også på bariatriområdet. Indsatsen har blandt andet haft sit udspring i APV-opfølgninger samt ergonomipåbud fra Arbejdstilsynet og har betydet mindre belastende arbejdssituationer.

 

Når der ses på arbejdsulykker med fravær, er årsagskategorien Akutte tunge belastninger – personer, én af de kategorier, der har flest fraværsulykker. 

 

Sundhed og trivsel

Der arbejdes med en lang række initiativer på området. Der er tiltagende fokus på sundhedsfremme på arbejdspladserne.

 

Under temaet psykisk arbejdsmiljø har temaer som trivsel, kommunikation og samarbejde, sikkerhed og arbejdsgange været i fokus. I forbindelse med Region Midtjyllands Trivselsundersøgelse og Ledelsesevaluering (TULE) er der ultimo 2012 uddelt omkring 21.000 spørgeskemaer, hvoraf 76 % er blevet besvaret.

 

I dele af organisationen har der været et stort fokus på vold, mobning og chikane. Det drejer sig om de driftsområder eller afdelinger, der oplever eller forbereder sig på at komme til at opleve vold, mobning eller chikane i kontakten med borgerne.

 

Ulykker

Arbejdsulykkerne i 2012 er indberettet til Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens database EASY. Ulykkerne er suppleret med en intern indberetning i Region Midtjylland, der så vidt muligt er anvendt som grundlag. Antal registrerede ulykker med fravær i 2012 er 468, hvilket er en stigning på 2,4 % i forhold til 2011. Set i forhold til tallene i 2009 og 2010 er der stadig tale om et fald på 11 % henholdsvis 9 %, hvilket måske kan tilskrives ulykkesindsatsen.

Frekvensen for ulykker med fravær er steget fra 8,9 i 2011 til 9,2 i 2012, men ligger fortsat under de to forudgående år. 

 

Ulykker – omkostninger og udgifter

Arbejdsulykker genererer en række omkostninger og udgifter. Når disse lægges sammen fås et beløb på 62 mio. kr. i 2012. Til sammenligning var beløbene i 2010 og 2011 78 mio. kr. henholdsvis 70 mio. kr., svarende til et årligt fald på 8 mio. kr. i perioden 2010-2012.

 

Sygefravær

Det samlede sygefravær i 2012 ligger på 4,5 %. Det svarer til 1.198 fuldtidsstillinger og er et fald på 61 stillinger i forhold til 2011 eller 143 stillinger siden 2009.

Nedbringelse af sygefravær har været og er fortsat et centralt fokusområde i Region Midtjylland.

 

Arbejdspladsvurdering (APV)

Der er ved hjælp af det elektroniske arbejdsmiljøsystem gennemført APV-kortlægning blandt 90 % af medarbejderne ultimo 2012. Systemet giver systematik og overskuelighed for arbejdsmiljøgrupperne. Dertil kommer mulighed for at trække oplysninger til brug for det strategiske og forebyggende arbejde.

 

Påbud/afgørelser fra Arbejdstilsynet 2012

Arbejdstilsynet har været på 82 besøg i Region Midtjylland i 2012, og det har afstedkommet 141 påbud/afgørelser. Region Midtjylland modtog i august og oktober 2012 to tværgående rådgivningspåbud fra Arbejdstilsynet om at bruge autoriseret arbejdsmiljørådgiver inden for henholdsvis det ergonomiske og det psykiske arbejdsmiljøområde.

 

Det kommende års fokusområder 

Region Midtjyllands nye fælles MED- og Arbejdsmiljøaftale er trådt i kraft pr. 1. januar 2013.  

Aftalen stiller krav om, at der skal gennemføres en ”årlig arbejdsmiljødrøftelse” på alle niveauer i MED-/arbejdsmiljøorganisationen. Hvert år skal der sættes mål for arbejdsmiljøindsatsen, det forrige års mål og resultater skal evalueres, og der skal udformes en plan for de(t) kommende års arbejde.

 

I 2012 blev der på baggrund af arbejdsmiljødrøftelserne i 2011 udviklet en model, der skal medvirke til, at arbejdsmiljøindsatsen understøtter en helhedsorienteret forbedringskultur. Det forebyggende arbejde og effekten af indsatsen kan imidlertid styrkes yderligere ved at gøre arbejdsmiljøet til en del af det daglige arbejde – og et fælles anliggende – ikke kun et ansvar for MED-/arbejdsmiljøorganisationen. I Region Midtjylland vil vi have en helhedsorienteret forbedringskultur

 

[image] 

 

Arbejdsmiljøet kommer hverken foran eller efter det daglige arbejde. De gode løsninger skabes samtidig med, at opgaven planlægges og udføres til gavn for kvaliteten i forhold til borgere og patienter.   

 

Den enkeltes adfærd og bidrag til sikkerhed og trivsel er afgørende, både for eget arbejdsmiljø og for det kollegiale fællesskab samt for kollegers sikkerhed og sundhed.

MED-/arbejdsmiljøorganisationen skal styrke det systematiske arbejdsmiljøarbejde og støtte op om de gode løsninger og hjælpe dem på vej. Ledelsen skal være tydelig og sørge for, at arbejdsmiljøindsats og handling foregår balanceret og fokuseret ved at understøtte hurtig, proaktiv og forebyggende handling i det daglige arbejde.

 

I 2012 blev der arbejdet med tre fokusområder:

  • Ulykkesforebyggelse

  • Ergonomi og forflytning

  • Sundhed og trivsel – med særlig fokus på sygefravær og organisatorisk stress

 

På landsplan sætter ”Strategi for Arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020” mål for at:

  • Alvorlige ulykker skal nedbringes med 25 %

  • Muskel-skelet overbelastninger skal nedbringes med 20 %

  • Psykiske overbelastede skal nedbringes med 20 %

 

I arbejdsmiljødrøftelsen bør indgå en overvejelse om Region Midtjyllands nuværende fokusområder skal fastholdes samt hvilke områder, der har behov for skærpet forebyggelsesfokus.

 

Det tværgående rådgivningspåbud indenfor ergonomi peger på, at overvejelser om inddragelse af arbejdsmiljø tidligt i processer ved indretning og indkøb fortsat kan forbedres. Det tværgående rådgivningspåbud inden for psykisk arbejdsmiljø peger på, at forebyggelse af vold og trusler samt fokus på balancen mellem krav og ressourcer er væsentlige udfordringer flere steder. Erfaringer viser, at en helhedsorienteret forbedringskultur og fokuseret ledelsesindsats giver gode resultater.

 

Målsætningerne for Region Midtjyllands arbejdsmiljøindsats kan fremadrettet sætte fokus på at:

 

  • Styrke handlekraften i arbejdsmiljøarbejdet

  • Tænke arbejdsmiljøet ind i det daglige arbejde

  • Understøtte kvalitet og patientsikkerhed

 

Med baggrund i Arbejdsmiljøredegørelse 2012, herunder påbuddene fra Arbejdstilsynet, opgørelsen af ulykker og arbejdsbetingede lidelser foreslås det, at ovenstående tre målsætninger fra ”Ovalen” danner rammen for indsatsen i 2013, og at der fortsat arbejdes fokuseret på at skabe målbare resultater med færre ulykker og lavere sygefravær.

 

Drøftelserne i HR-/Personalechefkredsen med deltagelse af arbejdsmiljøkoordinatorerne den 6. maj 2013 samt i Strategisk HR-Forum den 30. maj 2013 peger ikke på behov for helt nye fokusområder.  

 

I forbindelse med Strategisk HR-Forums drøftelse af Arbejdsmiljøredegørelsen 30. maj 2013 blev der konkluderet følgende:

  • De tre fokusområder bør fastholdes, men rækkefølgen bør ændres så Sundhed og Trivsel nævnes først, da dette emne er særligt aktuelt, og derfor bør have særlig opmærksomhed. Der bør under de tre fokusområder fortsat være råderum til lokalt at vælge, hvor og hvordan der konkret skal sættes ind.

  • Det er vigtigt at være tydelig og realistisk i kommunikationen omkring forventninger til rammevilkårene. Vi vil fortsat blive stillet over for nye krav til ydelser og kvalitet, og stort pres, forandringer og effektiviseringer udgør et grundvilkår. Der er ikke umiddelbart udsigt til, at vi får tilført nye ekstra ressourcer i de kommende år. Dialog om, hvordan medarbejdere og ledere i Region Midtjylland bedst muligt håndterer, at vi ikke kan forvente væsentlige forbedringer af disse rammevilkår er meget vigtig. 

 

Temaet for Arbejdsmiljøkonferencen 2013 bliver trivsel på arbejdspladsen – handlinger og muligheder. Formålet er her at styrke forebyggelse af vold og trusler samt evnen til at skabe balance mellem krav og ressourcer.

 

Beslutning

Jonna Pedersen præsenterede Arbejdsmiljøredegørelse 2012 inkl. bilag.

 

De plancher, som blev benyttet i forbindelse med oplægget, er vedlagt referatet.

 

Arbejdsmiljøredegørelse 2012, baggrundsfakta og eksempler samt opgørelse over ulykker med fravær i 1. kvartal 2012 og 2013 blev udleveret på mødet.

 

 

Bemærkninger fra mødedeltagerne:  

I forbindelse med drøftelserne af arbejdsmiljøredegørelsen og det kommende års tværgående strategiske fokusområder blev der fremsat følgende bemærkninger fra mødedeltagerne:

 

Arbejdsmiljøredegørelse 2012   

  • Arbejdsmiljøredegørelsen er meget bredt formuleret – hvordan skal udmøntningen ske i praksis? Jonna Pedersen svarede, at der i henhold til MED- og Arbejdsmiljøaftalen skal der være en årlig drøftelse i MED på alle niveauer. Det er vigtigt, at vi hjælper vores arbejdsmiljøorganisation med at fokusere.

 

  • I Psykiatri og Social er man flyttet sig mere i retning af, at man skal forholde sig til, hvordan man arbejder med risikovurdering, forebyggelse mv.

  • Hvor mange APV’er laver regionen udover de planlagte fx i forbindelse med ændringer og besparelser? Jonna Pedersen havde ikke det nøjagtige tal, men der bliver lavet mange. Der er behov for fornyelse af APV-begrebet. Det er noget af det, som der undervises i på arbejdsmiljøuddannelsen.

 

  • Flere af RMU’s medarbejderrepræsentanter læser modellen vedrørende den helhedsorienterede forbedringskultur som om, at det er den enkelte medarbejder, der bærer hovedansvaret for at sikre arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. Det må være ledelsen, der har ansvaret for at skabe rammerne for arbejdsmiljøet, hvilket blev bekræftet af Jonna Pedersen. Det afgørende er, at der skabes samspil mellem ledelsen og den ansatte om at sikre arbejdsmiljøet. Jonna Pedersen gjorde opmærksom på, at ulykkesforskning og erfaringer viser, at den enkeltes vilje til at tage ansvar er meget afgørende.

  • Bør der være mere fokus på, hvordan vi får modellen implementeret og brugt i dagligdagen?

 

  • På Regionshospitalet Randers har det været skelsættende, at de har fået et enstreget system. De har fået et forum, hvor de hele tiden har fokus på arbejdsmiljø. Desuden kommer Arbejdstilsynet ofte, og de ser ting, som de ikke selv har fokus på, hvilket er positivt.

  • I psykiatrien har man en fælles vision om ”fælles viden, fælles ansvar og sikkerhed for alle”. Det giver god mening i psykiatrien.

 

  • Det er vigtigt, at der er fokus på formidling af både succeshistorier og selve modellen – evt. gennem brug af filmklip, hjemmeside og MidtNyt.

 

  • Modellen er god til at have en dialog i det enkelte afsnit og afdeling. Relationerne til hinanden er det allervigtigste. Det foreslås, at modellen udbygges med ”pile” i modellen, som går begge veje og illustrerer sammenhængen og det fælles ansvar.

 

  • De virkelige tunge fraværssager, hvor folk ofte ikke kommer tilbage på arbejdspladsen, er indenfor det psykiske arbejdsmiljø. Der er også her der er et stort økonomisk potentiale ved at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø, som ikke giver anledning til fravær.

 

 

Det kommende års tværgående fokusområder:  

  • Det giver god mening at fortsætte med de tre indsatsområder.

 

  • Det er positivt, at sundhed og trivsel prioriteres højt og rykkes op som det øverste indsatsområde. Det skal konkretiseres, hvordan vi omsætter det til praksis, og de gode eksempler skal bringes frem.

 

  • På Regionshospitalet Randers er man meget konkrete og forsøger at implementere indsatsområderne – fx udvælger man konkrete tiltag, som går på tværs og beder afdelingerne udpege ekstra fokusområder. Der er løbende opfølgning i HMU og LMU. Dette blev rost som en eksemplarisk måde at arbejde med indsatsområderne på, hvor man lokalt understøtter det, som RMU har fokus på. Det er vigtigt for de ansatte at se, at der er overensstemmelse mellem holdninger og handlinger.

 

  • Det er godt at få nogle data på bordet. Vi skal huske, at der er mennesker bag hvert tal.

 

  • Det er vigtigt, at der ikke arbejdes med parallelle ledelsesspor og arbejdsmiljøspor. Måske skal fokus på social kapital og relationel koordination boostes.

 

  • Hvis ikke forventningerne er afstemt, så går det galt, og det har meget med social kapital at gøre.

 

  • Måske kunne en af RMU’s arbejdsmiljørepræsentanter blive involveret i forhold til den løbende dialog og sparring der finder sted om arbejdsmiljøredegørelsen.

 

  • Plakaten med S’et er vigtig, fordi den understreger det kollektive aspekt i arbejdsmiljøarbejdet.  

 

Konklusion  

Bo Johansen konkluderede, at orienteringen om arbejdsmiljøredegørelsen tages til efterretning.

  • Der indsættes en pil i modellen om arbejdsmiljøindsatsen, som illustrerer sammenhængen mellem ledelsens overordnede ansvar (det som omkranser modellen) og den ansattes ansvar i forhold til at sikre arbejdsmiljøet.

  • De tre fokusområder fra 2012 fastholdes i 2013.

  • Sundhed og trivsel rykkes op, så det står øverst.

  • En arbejdsmiljørepræsentant fra RMU vil blive involveret i den løbende dialog og sparring om arbejdsmiljøredegørelsen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-82-1-12

5. Drøftelse af udkast til it-strategi for Region Midtjylland (40 min)

Resume

Det blev i 2012 besluttet at udarbejde en it-strategi for Region Midtjylland. Formålet er at skabe et grundlag for de mange enkeltbeslutninger, som træffes på it-området. Strategi-forslaget er udarbejdet i samarbejde mellem ledelsesrepræsentanter fra hospitalerne og administrationen i samarbejde med it-afdelingens ledelsesgruppe. Strategi-forslaget blev behandlet i RMU 11. april 2013 og er efterfølgende drøftet i en gruppe udpeget af RMU. Udkastet til it-strategi eftersendes og vil blive præsenteret på mødet.

Det indstilles,

at forslaget til it-strategi drøftes, og
at RMU's eventuelle bemærkninger til forslaget fremsendes til regionsrådet.

Sagsfremstilling

Det blev i 2012 besluttet at udarbejde en it-strategi for Region Midtjylland. Formålet er at skabe et grundlag for de mange enkeltbeslutninger, som træffes på it-området. It-strategien skal dels bidrage til at skabe sammenhæng mellem beslutningerne, dels levere en begrundelse for, hvorfor nogle indsats-områder bliver prioriteret på bekostning af andre.

 

Forslaget er delt i tre dele:

  • Første del handler om Region Midtjyllands behov for it. Der bliver taget udgangspunkt i Ledelses- og Styringsgrundlaget, men der refereres også til nationale strategier. It-strategien er et blandt flere midler til at realisere Region Midtjyllands mål og visioner.

  • Anden del handler om, hvordan man styrer it-udviklingen, herunder det vigtige spørgsmål om, hvordan it-udvikling og –drift finansieres.

  • I tredje del af strategien beskrives de generelle principper for it i Region Midtjylland, hvilke it-ydelser der bliver leveret, hvordan de nødvendige ressourcer, herunder medarbejderkompetencer, er til rådighed, og hvordan den overordnede it-arkitektur ser ud.

 

Strategi-forslaget er udarbejdet i samarbejde mellem ledelsesrepræsentanter fra hospitalerne og administrationen i samarbejde med it-afdelingens ledelsesgruppe. Strategi-forslaget blev behandlet RMU i 11. april 2013 og efterfølgende drøftet i en gruppe udpeget af RMU. Det medførte ændringer, bl.a. at RMU og HMU'erne skal inddrages i de kommende midtvejsevalueringer af strategien.

  

It-strategien er formuleret overordnet, og det er planen at udarbejde en mere konkret strategiplan i efteråret 2013. It-strategien vil desuden blive suppleret med sektorstrategier for sundhedsområdet, det administrative område og social og psykiatri-området.

 

Strategiforslaget behandles i regionsrådet 26. juni 2013. RMU's eventuelle bemærkninger til forslaget kan fremsendes til regionsrådet.

 

Det foreliggende udkast til it-strategi eftersendes og vil blive præsenteret på mødet.


Beslutning

Bo Johansen orienterede om, at forslaget til it-strategi skal behandles i regionsrådet 26. juni 2013. Det blev besluttet at eftersende RMU’s bemærkninger til forslaget til it-strategi til regionsrådet i form af referatet fra de efterfølgende drøftelser.

 

It-chef Jørn Lodahl og kontorchef Peter Bruun Nielsen præsenterede kort udkastet til it-strategi. De plancher, som blev benyttet i forbindelse med oplægget, udsendes sammen med referatet.

 

Bemærkninger fra mødedeltagerne: 

Oplægget blev rost, og der blev udtrykt tilfredshed med, at vi får en samlet strategi på IT-området.

 

I forbindelse med drøftelserne af strategien blev der fremsat følgende bemærkninger fra medarbejderside:

 

  • Nogle af forklaringerne fra indledningen til dagens oplæg kunne med fordel tages med i it-strategien, ligesom det kunne tydeliggøres, hvilke dele af strategien der er indadgående og udadgående. Det er i øvrigt generelt vigtigt at få kommunikeret, når systemerne kan tale sammen på tværs af regioner og sektorer, så der ikke fortsat eksisterer myter om det modsatte.

  • Det bør fremgå mere klart, hvem it-strategien er henvendt til.

  • Man kunne evt. indledningsvist kort præsentere it-afdelingen og dens organisering.

  • Ordvalget ”forretninger og forretningsenheder” virker forkert og bør ændres

  • Der står at IT-afdelingens kapacitet er for lille. Hvad bliver der gjort ved det? Der blev henvist til, at ventetider til Servicedesk har afledte effekter i driften.

  • Det blev foreslået, at der bliver lavet en ”evalueringsanordning”, så der kommer tilfredshedsspørgsmål i forbindelse med kontakt med servicedesk samt et program, som måler ventetiden, og hvor mange der springer fra i køen. Andre udtrykte modstand mod idéen med brugerevaluering med henvisning til, at brugerne ikke bør skulle bruge tid på dette. Ventetiden skal bare fjernes.

  • Det lyder forkert, når der står, at IT ønsker at rekruttere nyuddannede. Måske skulle man skrive, at man ønsker en blanding mellem nyuddannede og erfarne medarbejdere.

  • Der blev erindret om, at der altid vil være en del borgere, som ikke vil kunne finde rundt i it-systemerne. Der bør være alternative muligheder for dem.

  • Det er ikke tydeligt nok, hvad der gælder omkring medinddragelse og involvering af MED-systemet, jf. MED- og arbejdsmiljøaftalen.

  • Der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det er muligt med en langsigtet plan for sourcing, når vi hele tiden hurtigt skal kunne tilpasse os nye krav og udfordringer. Man risikerer at binde sig for meget, hvis man outsourcer. Det er vigtigt at holde systematisk øje med outsourcede områder.

  • Det er vigtigt, at der eksisterer nødberedskaber ved nedbrud.

  • Det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på at ITsystemer skal kunne tale sammen. Det er godt med EPJ, men der er fortsat andre systemer som ikke taler sammen med EPJ.

  • Strategien er meget ordrig, og den kunne med fordel gøres kortere. Der står en del, som er meget teknisk i de 10 it-principper.

 

Der blev henvist til følgende fire bemærkninger fra IT’s LMU:

 

1) Overordnet er det et godt dokument som ledelsen skal have ros for. Det indeholder punkter, som har været savnet i vores daglige arbejde, og det vil hjælpe med at træffe beslutninger og prioritere opgaver.

2) Det er vigtigt at holde fast i, at der skal udarbejdes mere detaljerede, rullende planer for de konkrete initiativer, som skal gennemføres.

3) Vi skal have fokus på problemstillingerne omkring at rumme muligheder for innovation samtidig med, at vi vil en mere koncernorienteret sammenhæng.

4) Vi arbejder løbende med kompetenceudvikling og har meget fokus på dette, og vi vil også have et højt behov for uddannelse fremadrettet, som PRU-midlerne ikke er tilstrækkelige til at dække.  

 

Bo Johansen roste It-afdelingen for en meget flot præstation i forbindelse med at konsolidere It-området. Region Midtjylland er den første region, som har et fælles EPJ-system, som vi selv har udviklet. Med hensyn til oppe-tid, så må vilkårene ændres, hvis en oppetid på 99 pct. i praksis betyder tre ”sorte tirsdage”, dvs. dage hvor it-systemet ikke fungerer.

 

Jørn Lodahl konstaterede, at der var kommet mange fine kommentarer fra RMU og forholdt sig til en række af de fremsatte spørgsmål og kommentarer.

 

Det er bevidst, at der ikke er fokus på konkrete it-værktøjer, da der er tale om en langsigtet strategi, men vi skriver, at mobilitet kommer til at fylde meget.

Med hensyn til længden på it-strategien er den relativt kort sammenlignet med andre store organisationers, og der er foretaget en afvejning af behov og interesser. Forretningsenheder er ikke et godt ord, men vi har ikke et bedre forslag. Forslag modtages gerne.

 

I forhold til Servicedesk så er den nuværende ambition, at man højst må vente to minutter, og det bliver ofte overholdt. Der følges op på målinger af Servicedesks ventetider. Det er en sund diskussion at holde omkostningerne ved ventetid oppe mod omkostningerne ved at opnormere Servicedesk. Samme problematik gør sig gældende med hensyn til nødsystemer og oppe-tid. Det handler om, hvor mange ressourcer man vil bruge på det. Men hensyn til brugertilfredshed med servicedesk, så gør man allerede en del ud af at monitorere. I vinter blev der lavet en stor spørgeskemaundersøgelse, og Region Midtjylland ligger på samme niveau som andre store arbejdspladser.

 

Med hensyn til hurtig tilpasning og outsourcing, så er Region Midtjylland et stor skib at manøvrere rundt med, og det er stadig relativt nyt for It at være én stor afdeling. Helt overordnet så skal vi starte med at være herre i eget hus. Det forsøger vi at skrive i strategien. Med hensyn til, at flere systemer skal kunne tale sammen, så er vi meget interesserede i det, men første skridt er at få antallet af systemer ned, da det ellers er alt for dyrt og teknisk problematisk at få de mange systemer til at tale sammen.

 

Der er etableret et opslags-EPJ, som fungerer, hvis systemet er nede.

 

Peter Bruun Nielsen henviste til, at en række af arbejdsgruppens kommentarer er indarbejdet i strategien, og at der nederst på side 14 henvises til hvad der gælder omkring inddragelse af MED-systemet. Der var enighed om at afsnittet om MEDinddragelse får en selvstændig overskrift. Der er overvejelser om at lave et executive summary og en pixi-udgave af strategien, men det vil i givet fald først ske senere.

 

Det blev fra ledelsesside bemærket, at det er væsentligt at have ambitioner på it-området. Der bør også stilles krav til e-boks og andre eksterne systemer. Vi tror fejlagtigt, at det er aldersbetinget ikke at kunne benytte e-boks og andre IT-systemer. Der er også mange unge, som ikke kan anvende systemerne.

 

Konklusion

 

Bo Johansen takkede for oplægget og en efterfølgende god drøftelse, og henviste til at der kommer underliggende planer for udmøntningen. Bemærkningerne fra mødet skrives i referatet, som eftersendes til regionsrådet.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-36-12

6. Drøftelse af udredning af hospitalsapoteksområdet (20 min)

Resume

Arbejdsgruppen for udredning af hospitalsapoteksområdet afleverede i efteråret sin rapport om den fremtidige struktur for hospitalsapoteksområdet i Region Midtjylland. På baggrund af denne og hospitalernes høringssvar anbefaler direktionen en fusion af hospitalsapotekerne til et fælles regionalt hospitalsapotek.

Rapporten har siden RMU-mødet 21. februar 2013 været i høring i relevante lokale MEDudvalg og fremsendes til Regions-MEDudvalget.  

Det indstilles,

at direktionens indstilling til politisk beslutning vedr. organisering af hospitalsapoteksområdet drøftes.

Sagsfremstilling

Lederforum for økonomi (LFØ) nedsatte i december 2011 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at lave en udredning af hospitalsapoteksområdet. Gruppen skulle opstille et beslutningsgrundlag for etablering af en fremtidssikret model for apoteksdrift i Region Midtjylland.

 

Den færdige rapport er siden behandlet i LFØ, og har været i høring på hospitalerne. Derudover har direktionens indstilling været hørt i Strategisk Sundhedsledelsesforum, hvorefter den blev sendt i høring i MED-systemet hos Hospitalsapotekernes LMU, hospitalernes HMU og CMU på Aarhus Universitetshospital.  

 

Som aftalt ved sidste behandling i RMU 21. februar 2013 fremsendes høringssvarene fra MEDudvalgene til RMU til brug for RMU's genbehandling af sagen.

 

Direktionens anbefaling

På baggrund af rapporten og hospitalernes faglige høringssvar anbefaler direktionen en model, hvor de tre nuværende hospitalsapoteker fusioneres til et fælles regionalt hospitalsapotek, under ledelse af en hospitalsapoteker. Hospitalsapoteket etableres med lokale afdelinger og lokal afdelingsleder i Aarhus, Horsens, Randers, Viborg og Herning.

 

Der etableres et rådgivende driftsråd for det nye fælles regionale hospitalsapotek, med repræsentanter for alle hospitalerne. Det regionale hospitalsapotek etableres som selvstændig regional afdeling med reference til direktionen.

 

Der forventes flere rationaler ved en fusion af hospitalsapotekerne, hvor der især er potentialer inden for logistikområdet. Som følge deraf pålægges det fælles regionale hospitalsapotek at indhøste driftsgevinster efter sammenlægningen på i alt 5 mio. kr. Disse afsættes dog i en central pulje, hvor hospitalsapoteket kan søge om frigivelse af midler til konkrete projekter. Den konkrete udmøntning af besparelsen varetages af ledelsen af det nye fælles hospitalsapotek.

 

Der henvises til bilag for uddybet beskrivelse af direktionens anbefalinger, som blev forelagt RMU på mødet 21. februar 2013.

 

Videre proces

Efter drøftelsen i RMU fremsendes sagen til direktionen med høringssvar fra MED-systemet. Direktionen drøfter sagen igen, hvorefter den videresendes til politisk beslutning efter sommerferien.

Beslutning

Bo Johansen bemærkede indledningsvist, at vi står i en klassisk situation med forskellige opfattelser og interesser afhængig af, hvor man er ansat.

 

Der blev fra medarbejderside konstateret, at der ikke er den store forskel på den indstilling, som tidligere er behandlet i RMU og den, som foreligger nu. Der ligger nogle rigtig fine høringssvar, men de har ikke påvirket indstillingen. Det er svært at forstå, at man vil lave noget om, som fungerer rigtig godt i dag. Fra starten af processen har man ikke været enige.

 

I HMU for Hospitalsenheden Vest er der enighed på ledelses- og medarbejderside om det høringssvar, der er fremsendt. Man har lokalt et meget velfungerende hospitalsapotek, og det er væsentligt, at man også i fremtiden får en ydelse, som er tæt på, og at der ikke kommer ekstra regninger.

 

Det blev fra medarbejderside bemærket, at hvis der skal flyttes noget, så skal det give mening. Selvom man afgiver et høringssvar, så er det ikke sikkert, at det ændrer på beslutningen, men de foreliggende høringssvar kræver et mere kvalificeret svar.  

Det blev fra medarbejderside endvidere bemærket, at det afgørende må være, hvordan betjeningen fra den kommende hospitalsapotekerfunktion bliver. Man skal kunne levere varen, og det må ikke blive bureaukratisk. Et stort hospitalsapotek kan give potentiale til mere forskning og udvikling.

 

Der blev spurgt til, om vi med et hospitalsapotek og fem hospitaler vil kunne stille krav til vagtapotekerne om at stille medicin til rådighed hos vagtlægen, så familier med børn, eller ældre borgere ikke først skal til vagtlægen? Det er grotesk, hvad man i dag byder familier, som skal køre langt, og hvor de først skal til vagtlægen og ofte derfra videre til vagtapoteket. Det må kunne organiseres mere borgervenligt.

 

Det blev fra afslutningsvist fra medarbejderside pointeret, at det er vigtigt med et stort ambitiøst apotek i forhold til DNU.  

 

Konklusion 

Bo Johansen konkluderede at kommentarerne kan opsummeres med tre hovedbudskaber:

    • 1)Businesscasen er spinkel,

    • 2) Hvis man vælger at lave et fælles regionalt hospitalsapotek, så skal man være sikker på, at det kommer til at fungere godt og giver en ligeså god eller bedre kvalitet.

    • 3) Det må ikke koste flere penge.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-16-02-1-13

7. Drøftelse af forslag til retningslinjer om anvendelse af teknologi med henblik på sporbarhed/lokalisering af medarbejdere (20 min)

Resume

På RMU's møde 22. februar 2013 blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle forholde sig til etiske spilleregler ved indførsel af sporbarhed/lokalisering af medarbejdere, herunder lagring af data.

 

Arbejdsgruppen har udarbejdet et oplæg til retningslinjer.

Det indstilles,

at retningslinjerne drøftes med henblik på vedtagelse, herunder om RMU kan bidrage med yderligere eksempler på situationer, hvor lokalisering og evt. lagring af oplysninger vil være hensigtsmæssig.

 

 

Sagsfremstilling

På RMU's møde 22. februar 2013 blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle forholde sig til etiske spilleregler ved indførsel af sporbarhed / lokalisering af medarbejdere, herunder lagring af data.

 

Arbejdsgruppen har udarbejdet et oplæg til retningslinjer.

 

Oplægget til retningslinjer har følgende hovedpunkter:

  • Ordforklaring

  • Generelt om sporbarhed/lokalisering og logning

  • Iværksættelse af sporbarhed/lokalisering

  • Iværksættelse af logning og lagring af data

  • Evaluering af retningslinjerne

  • Bilag med eksempler

 

Arbejdsgruppen lægger op til,

 

  • at en beslutning om anvendelse af teknologi til sporbarhed / lokalisering skal behandles i det / de relevante MEDudvalg, før der træffes beslutning herom. Endvidere, at der skal være en dialog med de medarbejdere, der konkret bliver omfattet af lokalisering,

  • at der kun i helt konkrete og særlige tilfælde - og efter drøftelse i MEDsystemet - kan ske en tidsbegrænset lagring af oplysninger - f.eks. i forbindelse med konkrete kvalitetssikrings- og forskningsprojekter,

  • at RMU skal orienteres 1 gang om året om de beslutninger, der er lokalt er taget om indførelse af sporbarhed / lokalisering af medarbejdere.

  • at RMU skal inddrages før der træffes beslutning herom i forbindelse med overvejelser om lagring af data,

  • at retningslinjerne evalueres inden udgangen af 2014.

 

 

En enkelt af arbejdsgruppens medlemmer har ikke været enig i forslaget til retningslinjer. Den pågældende har bl.a. anført:

  • Der skal slet ikke skal indføres sporbarhed/lokalisering af medarbejdere. Logning og lagring bør ikke finde sted.

  • Det beløb, der anvendes til sporbarhed/lokalisering af medarbejdere (ca. 1 mio. kr. på DNU) kunne anvendes bedre

  • Orientering af og dialog med de medarbejdere, der konkret berøres bør ske minimum 1 måned før det indføres. Helst 3 måneder før.

 

Arbejdsgruppen foreslår, at RMU evt. bidrager med yderligere eksempler på situationer, hvor lokalisering og evt. lagring af oplysninger vil være hensigtsmæssig.

 

Arbejdsgruppen foreslår, at retningslinjerne evalueres af RMU inden udgangen af 2014.

Beslutning

Personalejurist Nina Skarum orienterede kort om arbejdsgruppens arbejde og forslaget til retningslinjer, hvorefter der var en længere drøftelse af forslaget.

 

Hovedbudskaber fra mødedeltagerne: 

  • Fristen for orientering under punkt B.10 på 2 uger for de medarbejdere, der konkret bliver omfattet af sporbarhed, er for kort, selvom der forinden skal være en drøftelse i det relevante MED-udvalg.

 

  • Der er på medarbejderside enighed om, at hvis der opstår situationer, hvor data ønskes lagret, så skal det først drøftes i RMU. Nina Skarum henviste til, at det er beskrevet i punkt C.13, hvordan MEDsystemet involveres.

 

  • Det er en forkert rækkefølge at iværksættelse af logning og lagring af data først skal behandles i LMU, HMU og til slut RMU (punkt C.13). Det bør først behandles i RMU, før der må lagres. Bo Johansen henviste til, at det først må behandles lokalt, men det skal i henhold til retningslinjerne godkendes i RMU.

 

  • Sprogbrugen i punkt C.13 bør ændres fra ”efter behandling i LMU og HMU” til ”efter drøftelse i LMU og HMU”.

 

  • Det bør præciseres, hvad lagringen må bruges til. Nina Skarum henviste til den indledningsvise beskrivelse under punkt C ”Hvis ledelsen i forbindelse med konkrete kvalitetssikrings-, forskningsprojekter el.lign. …”.

 

  • Det fremgår ikke, at sporbarhed ikke må bruges til kontrol. Nina Skarum henviste til punkt A.2, hvor der står, at ”sporbarhed/lokalisering ikke bruges som en kontrolforanstaltning i forhold til enkelte eller grupper af medarbejdere”.

  • Det har været en god arbejdsproces i arbejdsgruppen, og alle står bag forslaget.

 

  • Der er mange medarbejdere, der går alene i Psykiatri og Social, og som er interesserede i, at man kan spore dem.

 

  • Det er nogle rigtig gode retningslinjer. Medarbejdersiden bør overveje, om de ikke har tillids til, at HMU’erne kan bære denne opgave. Vi skal huske på, at det er et værktøj til at tilrettelægge arbejdsgange.

 

  • Det er nyt, at vi begynder at lagre data, og det er nye grænser, som vi sætter, og det er noget, som medarbejdersiden tager meget alvorligt.

 

  • Hvis der ikke havde været de verserende sager om Aarhus havn og Aarhus sporveje, hvilken tilgang ville vi så have haft? Interessant at vende sagen på hovedet, hvordan ville vi se på, at retspsykiatriske patienter blev udstyret med en chip? Vi må lave en pragmatisk løsning, som understøtter vores værdigrundlag.

 

  • Det er forkert at sammenligne situationen med medarbejdere, som går alene, og kan føle tryghed ved at kunne spores med retspsykiatriske patienter. Det handler om sikkerhed, hvis der sker noget, når man er alene.

 

  • Sporbarhed i forhold til sikkerhed kan være fornuftigt.

 

  • Sporbarhed/lokalisering er ikke lavet for, at ledelsen skal kunne kontrollere ting, men for at man kan lokalisere ting og personer.

  • Brug af sporbarhed og lagring af data er indirekte en udvidelse af ledelsesretten.

 

 

Konklusion 

(o) Bo Johansen konkluderede:

  • RMU godkender retningslinjerne vedrørende sporbarhed/lokalisering med den tilføjelse,

  • at såfremt man ønsker at gøre brug af lagrede data, så drøftes det først lokalt i LMU og HMU, og herefter fremsendes en indstilling indeholdende formål og mål til RMU med henblik på endelig stillingtagen til anvendelse af lagrede data.

  • Fristen i punkt B.11 sættes op til 4 uger i stedet for 2 uger.

  • At retningslinjerne skal evalueres af RMU inden udgangen af 2014.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-15-0-77-1-12

8. Drøftelse af revideret forslag til principper og gode råd vedr. samarbejde med frivillige og frivillige organisationer (15 min)

Resume

Forslag til principper og gode råd vedr. samarbejdet med frivillige og frivillige organisationer i Region Midtjylland har været i høring i HMU’erne m.fl. Den af RMU nedsatte arbejdsgrupper har på baggrund af drøftelser af høringssvarene udarbejdet et revideret udkast til RMU's godkendelse.

Forslag til principper og gode råd forelægges for regionsrådet til september/oktober 2013.



Det indstilles

at det reviderede forslag til principper og gode råd vedrørende samarbejde med frivillige og frivillige organisationer på Region Midtjyllands arbejdspladser drøftes med henblik på RMU's godkendelse.  

Sagsfremstilling

Forslag til principper og gode råd vedr. samarbejdet med frivillige og frivillige organisationer i Region Midtjylland har været i høring i HMU'erne samt en række frivillige organisationer, brugerråd m.fl.

 

På RMU-mødet 11. april 2013 blev det besluttet, at arbejdsgruppen skulle udarbejde forslag til, hvordan bemærkningerne fra høringssvarene kan indarbejdes i forslaget, og at det reviderede forslag skulle behandles på døgnseminaret.
 

Arbejdsgruppen har på denne baggrund udarbejdet et revideret udkast til RMU's godkendelse.

Forslag til principper og gode råd forelægges for regionsrådet til september/oktober 2013.

 

Baggrund

RMU besluttede på sit møde 1. december 2011, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, som havde til opgave at udarbejde et forslag til principper og gode råd vedr. anvendelsen af frivillige i Region Midtjylland.

Arbejdsgruppens forslag blev drøftet på RMU’s møde 13. december 2012. Det blev besluttet, at forslaget skulle sendes i høring i HMU’erne, Sundhedsbrugerrådet og andre relevante fora i første kvartal 2013. 11. april 2013 fik RMU en orientering om status vedr. udarbejdelsen af principper og gode råd, og det blev besluttet, at arbejdsgruppen skulle udarbejde forslag til, hvordan bemærkningerne fra høringssvarene kan indarbejdes i forslaget.

Beslutning

Bo Johansen konstaterede indledningsvist, at der fra medarbejderside var tilslutning til udkastet til principper og gode råd vedr. frivillige i Region Midtjylland.

 

Der var en enkelt medarbejderrepræsentant, som gav udtryk for, at de frivillige skal stoppe ved indgangen til regionens arbejdspladser.

 

Det blev fra medarbejderside understreget, at man helt principielt ikke peger på særlige fagområder i forhold til samarbejde med frivillige.  

 

Konklusion

Forslaget til principper og gode råd vedrørende samarbejde med frivillige og frivillige organisationer på Region Midtjyllands arbejdspladser blev godkendt af RMU, og præsenteres efterfølgende for regionsrådet.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

9. Drøftelse af forslag om nedsættelse af arbejdsgruppe vedr. Region Midtjylland som uddannelsessted (5 min)

Resume

På sidste RMU-møde 11. april blev det fra medarbejderside foreslået at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende Region Midtjylland som uddannelsessted for elever og studerende. Forslaget drøftes på mødet.

 

Det indstilles,

at medarbejdersidens forslag om nedsættelse af en arbejdsgruppe vedr. Region Midtjylland som uddannelsessted drøftes.

Sagsfremstilling

På sidste RMU-møde 11. april blev det fra medarbejderside foreslået at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende Region Midtjylland som uddannelsessted for elever og studerende.

 

Der blev henvist til gode erfaringer fra arbejdet med uddannelsesaftaler/strategier i amternes tid, og at det er yderst relevant, som en del af kvalitetssikringen, at uddannelsessøgende i forhold til den konkrete uddannelse sikres et ens uddannelsestilbud uanset, hvor de måtte være i praktik.

 

Det blev aftalt, at man på ledelsesside ville overveje forslaget, og at forslaget ville blive behandlet på RMU's døgnseminar 20.-21. juni 2013.

Beslutning

Bo Johansen orienterede om, at forslaget har været drøftet i Strategisk HR-forum, som foreslog, at man inviterer til et kaffemøde for at få kortlagt praksis og eksisterende initiativer på området.

 

Det blev fra medarbejderside pointeret, at det helt afgørende er, at der sker noget på dette område. Det er fint at starte op med et møde. Alle fagområder med uddannelsessøgende bør indtænkes – det kan være RMU-medlemmer, men også organisationsrepræsentanter.

 

Konklusion 

  • Der inviteres til et møde efter sommerferien. (o)

  • Alle fagområder med uddannelsessøgende bør indtænkes – det kan være RMU-medlemmer, men også organisationsrepræsentanter.

 

  • Næstformandskabet for RMU melder snarest mulig skal inviteres med til møde fra medarbejderside.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-21-78-1-13

10. Orientering om budget 2014 (20 min)

Resume

I henhold til tidsplanen for medarbejderinddragelse i budgetlægningen skal RMU informeres om og drøfte den centralt indgåede økonomiaftale og budgetrammerne for 2014 i forbindelse med RMU’s døgnseminar den 20.-21. juni 2012. Der vil på mødet blive givet en kort orientering om den indgåede økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen om regionernes økonomi 2014.

Det indstilles,

at orienteringen om budget 2014 tages til efterretning, og
at det afklares hvorvidt medarbejdersiden ønsker at afgive en udtalelse til regionsrådet, og at input hertil evt. drøftes.

Sagsfremstilling

Der vil på mødet blive givet en orientering om den indgåede økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen om regionernes økonomi 2014. (Aftalen blev fremsendt til RMU 4. juni 2013).

Den videre politiske proces er, at der på baggrund af økonomiaftalen udarbejdes forslag til budgetrammer, som drøftes på mødet i forretningsudvalget 18. juni 2013.

I henhold til tidsplanen for medarbejderinddragelse i budgetlægningen skal RMU informeres om og drøfte Økonomiaftale og budgetrammerne for 2014 i forbindelse med RMU’s døgnseminar den 20.-21. juni 2013.

Materiale til forretningsudvalgets møde 18. juni 2013 præsenteres på mødet/eftersendes til orientering og drøftelse.

Torsdag den 1. august 2013 er der frist for eventuel udtalelse fra RMU til forretningsudvalg og regionsråd vedrørende rammer for budget 2014, jf. tidsplanen for medarbejderinddragelse i budgetprocessen for 2014. Medio august fremsendes forslag til Budget 2014 til Ledelsesområderne med henblik på drøftelse i HMU’erne og eventuel afgivelse af høringssvar. 30. august 2013 er der frist for høringssvar fra HMU’erne til 2. behandlingen og evt. supplerende udtalelse fra RMU.

Beslutning

Bo Johansen orienterede på mødet om økonomiaftale 2014 og forudsætninger for budgetrammer.

 

De plancher, som blev benyttet i forbindelse med oplægget, udsendes sammen med referatet. 

 

Konklusion 

Orienteringen om budget 2014 blev taget til efterretning. Medarbejdersiden i RMU fremsender en udtalelse til forretningsudvalget og regionsrådet vedrørende rammer for budget 2014 senest 1. august 2013. (o)

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-07

11. Status vedr. Det Sociale Kapitel (15 min)

Resume

Det Sociale Kapitel beskriver, hvordan Region Midtjylland arbejder med socialt ansvar og samfundsansvar. Formålet med Det Sociale Kapitel er at medvirke til at styrke Region Midtjylland som en attraktiv arbejdsplads, der tager et socialt ansvar.

 

Det indstilles,

at status vedr. Det Sociale Kapitel drøftes med afsæt i det vedlagte notat, og

 

at Koncern HR's opgørelser over antal ansatte på særlige vilkår udvides fremover til også at omfatte personer omfattet af løntilskud til førtidspensionister, §56 og delvis raskmelding.    

Sagsfremstilling

I henhold til rammeaftale om Socialt Kapitel § 3 skal der ske en generel og overordnet drøftelse i RMU med henblik på at fremme en fælles forståelse af og holdning til beskæftigelse på særlige vilkår, fastlæggelse af retningslinjer for beskæftigelse af personer med nedsat arbejdsevne og ledige samt drøfte retningslinjer og konsekvenser for personale- og arbejdsvilkår for øvrige ansatte mv. RMU har tradition for, at denne drøftelse finder sted årligt i forbindelse med døgnseminaret i juni.

 

I forbindelse med RMU's drøftelser vedr. Det Sociale Kapitel udarbejder Koncern HR statistiske opgørelser over antal ansatte på særlige vilkår. I opgørelsen er det imidlertid ikke muligt at medtage opgørelser af alle typer ansættelser på særlige vilkår, jf. vedlagte notat. For at nuancere statistikken og give et mere fyldestgørende billede af omfanget af ansættelser på særlige vilkår anbefaler Koncern HR og RMU's følgegruppe vedr. Social kapitel og Mangfoldighed, at opgørelsen fremover udvides med følgende ordninger: løntilskud til førtidspensionister, §56 aftale og delvis raskmelding. Omfanget af disse typer ordninger vil Koncern HR kunne opgøre via InfoRM/lønsystemet, uden at det belaster de lokale enheder/HR-funktioner administrativt. 

 

Statusnotat vedr. Det sociale Kapitel vedlægges som bilag.

 

Informationer om Det Sociale Kapitel i Region Midtjylland findes på hjemmesiden via følgende link: http://www.regionmidtjylland.dk/via12682.html

 

 

 

Beslutning

Punktet blev udskudt til et senere møde.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

12. Drøftelse af RMU´s opgaver, indsatsområder, prioriteringer og arbejdsform 2013-2015

Resume

RMU's opgaver, indsatsområder, prioriteringer og arbejdsform i de kommende år drøftes. Der er udarbejdet en oversigt over RMU's opgaver og foreløbige temadrøftelser i 2013 og 2014. Der henvises i øvrigt til aftaler om arbejdsformen i det tidligere RMU samt hovedbudskaberne i perspektiveringen af evalueringen af MEDsystemet og MEDaftalen i 2010.  

 

Det indstilles,

at RMU's opgaver, indsatsområder, prioriteringer og arbejdsform 2013-2015 drøftes.  

Sagsfremstilling

Det blev på RMU-mødet 11. april 2013 besluttet, at RMU's opgaver, indsatsområder, prioriteringer og arbejdsform i de kommende år skulle drøftes på døgnseminaret 20.-21. juni 2013.

 

Der er udarbejdet en oversigt over RMU's opgaver og foreløbige temadrøftelser i 2013 og 2014 på baggrund af rammeaftalen samt aftaler og forslag i det tidligere RMU.

 

Der kan i øvrigt henvises til, at det tidligere RMU aftalte følgende om sin arbejdsform:

 

  • Der planlægges så vidt muligt mindst én temadrøftelse på hver RMU-dagsorden med mulighed for strategiske og innovative/visionære drøftelser.

 

  • Bordopstilling og dagsorden tilrettelægges, så der er mulighed for at indlægge drøftelser i mindre grupper og variere dialogformerne/processerne.

 

  • Mødedeltagerne bør stå op, når de siger noget på møderne.

 

  • Der indsættes tidsestimater på dagsordenen og tydelig angivelse af om punkter er ”til drøftelse”, ”til beslutning” eller ”til orientering”.

 

  • Der afholdes fællesmøder/seminarer for RMU og HMU-repræsentanter (f.eks. RMU-døgnseminar)

 

  • Det tilstræbes, at det ikke alene er RMU-medlemmer, som udpeges, når der nedsættes arbejdsgrupper. Det kan også være medlemmer af HMU’erne.  

 

Endelig kan der henvises til hovedbudskaberne i perspektiveringen af evalueringen af MEDsystemet og MEDaftalen i 2010: 

 

  • Værdsæt og værn om den gode dialog og det tillidsfulde samarbejde – også når det er svært.

 

  • Inddrag medarbejderne/MEDsystemet/underliggende udvalg tidligt i beslutningsprocesserne.

 

  • Sæt fokus på arbejdspladsens visioner, mål og kerneydelser vedr. patienter/brugere/borgere.

 

  • Sørg for god introduktion/uddannelse til nye MEDudvalg/udvalgsmedlemmer.

 

  • Brug tid på opfølgning på møder inkl. kommunikation om vigtige emner, fx i personaleblade.

 

  • Sæt fokus på sammenhæng, samarbejde og rollefordeling mellem MEDudvalg/-niveauer.

 

  • Eksperimenter med dialogformer og processer – både i og på tværs af MEDudvalgene.

 

Der vil blive lagt op til, at drøftelsen evt. kan foregå som som "walk and talk i mindre grupper" i de naturskønne omgivelser med en kort fælles opsamling i plenum.    

Beslutning

  • Der blev henvist til, at både medarbejder- og ledelsesside på formøderne havde gjort sig nogle tanker om RMU's opgaver, indsatsområder, prioriteringer og arbejdsform i 2013-2015.

  • Sekretariatsfunktionen samler bidragene, som drøftes på et møde i RMU-formandskabet efter sommerferien.

 

Punktet vil blive sat på dagsordenen til RMU-mødet 16. september 2013

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

13. Nyt vedrørende hospitalsbyggerierne (10 min)

Resume

Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt, vil på mødet orientere om status vedrørende Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Akutcentret og generalplanen for renovering af højhuset.

Det indstilles,

at orienteringen om nyt vedrørende hospitalsbyggerierne tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt, vil på mødet orientere om status vedrørende Vestdansk Center for Rygmarvsskade, Akutcentret og generalplanen for renovering af højhuset.  

Beslutning

Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt, orienterede om status på byggeriet på Regionshospitalet Viborg.

 

De plancher, som blev benyttet i forbindelse med oplægget, udsendes sammen med referatet.

 

Henning Vestergaard, DNV-Gødstrup, orienterede om status på byggeriet. Man er lagt fremme med etape 1, som har været karakteriseret ved at være meget tempofyldt. Der er pt. meget pres på antallet af kvadratmeter. Efter beslutningen om at bygge et sundhedshus i Holstebro er der et kvadratmeterpres på 10.000. Ca. halvdelen er fundet, men der mangler fortsat 5.000 m2.

Henning Vestergaard redegjorde for en række optioner for at få antallet af kvadratmeter ned, herunder bl.a. andre muligheder for kostforsyning, inddragelse af tagterasseområde mv. Man forsøger at styre udenom klinikken. Der er to andre muligheder i spil, at Lemvig bliver liggende, hvor det gør, med de nuværende aktiviteter, ingen opførelse af patienthotel. Begge dele noget, som man forventer at kunne undgå.

Der blev fra medarbejderside spurgt til, om man senere vil kunne bygge patienthotellet, hvis man ikke bygger det nu. Henning Vestergaard svarede, at det bliver tegnet, og man har taget højde for, at det kan bygges senere.

 

Konklusion

Orienteringen blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-16-0-13-12

14. Orientering om organisering af serviceområdet på AUH (20 min)

Resume

På AUH har der været gennemført et arbejde omkring afdækning af fremtidens serviceopgaver på det samlede Aarhus Universitetshospital. Resultatet af dette arbejde har resulteret i, at Hospitalsledelsen har truffet beslutning om, hvorledes serviceopgaverne fremover skal organiseres.

RMU er tidligere blevet orienteret om, hvordan det forudgående arbejde har været tilrettelagt.

Der orienteres om den fremtidige organisering af serviceområdet på AUH.

 

Det indstilles,

at orienteringen om resultatet af projektet omkring organisering af serviceområdet tages til efterretning.  

Sagsfremstilling

Resultatet af projektet med afdækning af serviceområdet på AUH, som det er organiseret i dag, samt hvilke forhold man skal være opmærksomme på fremadrettet, ligger nu klar, og  Hospitalsledelsen har på den baggrund truffet beslutning om, hvorledes serviceopgaverne fremover skal organiseres. AUH vil gerne orientere RMU om resultatet af projektet.

 

Beslutningen skal forelægges regionsrådet til endelig godkendelse 26. juni 2013.

 

Vedlagt bilag om beslutningsgrundlag for organisering af serviceområdet på Aarhus Universitetshospital.

Beslutning

Bo Johansen orienterede kort om status for processen omkring valg af fremtidig organisering af serviceområdet på Aarhus Universitetshospital.

Der har været en del debat med nogle af de faglige organisationer. Organiseringen af serviceområdet skal behandles i forretningsudvalget, med afsæt i hospitalsledelsens anbefaling. Sagen blev udsat på det seneste forretningsudvalgsmøde.

 

Det blev endvidere fra medarbejderside tilkendegivet, at der har været afholdt et godt møde mellem hospitalsledelsen og 3F og FOA. Intentionerne bag forslaget er rigtig gode, og lige nu oplever 3F og FOA, at de er i god dialog med sygehusledelsen.

 

Der blev fra medarbejderside spurgt til psykiatrien. Vibeke Krøll orienterede om, at de er inviteret til et møde mandag den 24. juni 2013.

 

Konklusion 

Orienteringen blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-13-4-5-13

15. Orientering om overordnede stillingsbeskrivelser for ledelser (10 min)

Resume

Direktionen har haft nedsat en arbejdsgruppe til udarbejdelse af funktions- og stillingsbeskrivelser for hospitalsledelse, driftsledelse i Psykiatri og Social, centerledelse og afdelingsledelse. Hospitalsledelser, Psykiatri og Socialledelse og repræsentanter fra RMU og FAS har været inddraget. Direktionen vil træffe beslutning i sagen på møde i juni 2013 på baggrund af de indkomne bemærkninger.

Det indstilles,

at RMU orienteres om de udarbejdede forslag til funktions- og stillingsbeskrivelser.

 

Sagsfremstilling

I juni 2012 nedsatte direktionen en arbejdsgruppe til udarbejdelse af funktions- og stillingsbeskrivelser for hospitalsledelse, driftsledelse i Psykiatri og Social, centerledelse og afdelingsledelse.

Arbejdsgruppen har afholdt fire møder. Der har vist sig et behov for at udarbejde et notat om forventninger til overenskomstansatte overlæger, herunder at tydeliggøre det organisatoriske ledelsesansvar under afdelingsledelsesniveauet.

Forslagene har været drøftet på Strategisk Sundhedsledelsesforum 22. november 2012 og 24. januar 2013 og med repræsentanter fra RMU 22.november 2012 og 18. april 2013. Forslaget vedrørende forventninger til overenskomstansatte overlæger er drøftet med FAS 19. april 2013.

 

På baggrund af indkomne bemærkninger har direktionen tilrettet forslagene på møde den 14. maj 2013.

 

Forslagene vil blive præsenteret på Strategisk Sundhedsledelsesforum 19. juni 2013 og på RMU-døgnseminaret 20. juni 2013 med henblik på efterfølgende beslutning i direktionen.

Beslutning

Det blev fra medarbejderside bemærket, at nogle havde forventet en mere direkte inddragelse af en række af de relevante faglige organisationer.

En række organisationer har ikke været direkte involveret i processen, såsom repræsentanter for terapeuter, jordemødre og psykologer. Det er vigtigt at der skabes klarhed for alle faggrupper.

 

Der blev fra medarbejderside spurgt til, hvorfor der ikke er beskrevet, hvilken lederuddannelse man forventer?

 

Der er fokus på faglig ledelse, men der mangler fokus på ledelse som profession.

I takt med at de opgaver og krav som ledelserne skal kunne håndtere har udviklet sig, er der stigende behov for at fokusere på professionel ledelse.

 

Der blev fra medarbejderside opfordret til at se både vertikalt og horisontalt, og på den måde understøtte det sammenhænge patientforløb.

 

Der er behov for, at de enkelte fagområder kan se sig ind i en organisations- og ledelsesstruktur.

 

Ledelse af Psykiatriområdet og det sociale område er også beskrevet, hvilket er positivt. Med hensyn til afsnitsledelse så er andre faggrupper end de store også nævnt i papiret.

 

I forhold til uddannelseskrav, så har regionen en politik for at beskrive, hvilke kompetencer der skal til i forbindelse med stillingsopslag.

 

Bo Johansen erklærede sig enig i, at vi skal stille krav til ledelse og uddannelse. Det hører dog ikke hjemme i dette papir, som kun handler om det rent strukturelle. Han udtrykte forståelse for, at de mindre faggrupper spørger ind til, hvor de er henne i dette papir.

 

Bo Johansen foreslog, at RMU sagde ok til de overordnede stillingsbeskrivelser, og at der efterfølgende inviteres til dialog med de relevante faglige organisationer om udmøntningen.

 

Konklusion 

Bo Johansen konkluderede, at RMU tilslutter sig de overordnede principper, der er beskrevet i de overordnede stillingsbeskrivelser.

Direktionen vil godkende forslaget, og de relevante organisationer vil efterfølgende blive inviteret til en dialog om den videre udmøntning og om der er behov for en beskrivelse af andre faggrupper i relation til ledelsesstrukturen.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-77-368-12

16. Orientering om tilbagemelding til Arbejdstilsynet på to tværgående rådgivningspåbud vedrørende ergonomi og psykisk arbejdsmiljø (5 min)

Resume

Koncern HR har udarbejdet tilbagemeldinger til Arbejdstilsynet om, hvordan Region Midtjyllands to tværgående rådgivningspåbud vedrørende ergonomi og psykisk arbejdsmiljø er efterkommet. Tilbagemeldingerne tager udgangspunkt i igangværende tiltag. Der er tillige udført videns- og læringsopsamling af de bagvedliggende påbud med henblik på fremadrettede, tværgående og lokale arbejdsmiljøløsninger.

  

Direktionen har på sine møder 29. januar og 16. april 2013 besluttet, at tilbagemeldingerne til Arbejdstilsynet følges op via ledelses- og MEDsystemerne for at understøtte effekten.

Det indstilles,

at orienteringen om tilbagemelding til Arbejdstilsynet på tværgående rådgivningspåbud vedrørende ergonomi og psykisk arbejdsmiljø samt den fremadrettede opfølgning gennem MED-/ledelsessystemerne tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland modtog i 2012 to tværgående rådgivningspåbud om brug af autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Påbuddet vedrørende ergonomi blev modtaget den 6. august 2012, og påbuddet vedrørende psykisk arbejdsmiljø blev modtaget den 25. oktober 2012.

 

En styre- henholdsvis arbejdsgruppe har inddraget erfaringer fra det daglige arbejdsmiljøarbejde i forhold til vidensopsamling og handlingsplaner. Koncern HR har udarbejdet vedlagte tilbagemeldinger over, hvordan de to rådgivningspåbud er efterkommet. Redegørelserne er sendt til Arbejdstilsynet i februar henholdsvis april 2013.

 

Tilbagemeldingerne tager udgangspunkt i Arbejdsmiljøredegørelsen 2011 og omfatter lokale samt tværgående tiltag. Disse understøtter en mere helhedsorienteret forebyggelse og fokuseret opfølgning for derigennem at bidrage til at skabe større effekt af arbejdsmiljøindsatsen. Der er tillige udført videns- og læringsopsamling af de bagvedliggende påbud med henblik på fremadrettede, tværgående og lokale arbejdsmiljøløsninger. Der tages afsæt i den igangværende fornyelse af arbejdsmiljøindsatsen omkring en helhedsorienteret forbedringskultur - styrke handlekraft, tænke arbejdsmiljø ind i det daglige arbejde samt understøtte kvalitet og patientsikkerhed.

 

Direktionen har på sine møder 29. januar og 16. april 2013 besluttet, at tilbagemeldingerne til Arbejdstilsynet følges op via ledelses- og MEDsystemerne for at understøtte effekten. Handlingsplanerne for de to tværgående påbud drøftes samtidigt i de respektive HMU’er, LMU’erne orienteres, og HMU'erne beder evt. om tilbagemeldinger fra LMU´er, hvor der er konstateret behov for en særlig indsats.

 

Ergonomi 

Ergonomi (og forflytning) er et strategisk fokusområde i regionen, og fremadrettet arbejdes med:

 

Ledelsesbevågenhed

Erfaring viser, at ledelsens kommunikation af sikkerhed er afgørende for effekt og adfærd på individ- og gruppeniveau. Lederne skal via kommunikation, opmærksomhed og handling understøtte ergonomisk arbejdsmiljørigtige indkøb, anvendelse af hjælpemidler og sikker adfærd. Lokalt arbejdes der med forskellige metoder til at styrke ledelsesbevågenhed. Der er tillige udviklet metode til løbende risikovurdering og styrkelse af sikkerhedskultur.

 

Hospitalsbyggeri (ny- og ombygning samt indretning)

Der udarbejdes designguides, der omfatter ergonomikrav. Der er pligt til at orientere sig om regler og vejledninger i forhold til god indretning samt anvende regionens designguides mv.

 

Indkøb

Fremadrettet nyindrettes skærmarbejdspladser med hæve/sænke funktion. Hospitalsledelser drøfter, hvordan man forholder sig til eksisterende skærmarbejdspladser, der ikke har hæve/sænkefunktion. Arbejdsmiljøgrupper inddrages ved indkøb. Viden udbredes til indkøbere, tekniske afdelinger mv. Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljøs konsulenter deltager i regionale udbudsrunder med fokus på blandt andet ergonomi.

 

Uddannelse

Fokus på lokale pilotprojekter omkring e-learning inden for forflytning og hjælpemidler, bariatri. I forbindelse med den regionale ulykkesindsats er der skærpet fokus på introduktion af nyansatte.

 

Psykisk arbejdsmiljø

Sundhed og Trivsel (psykisk arbejdsmiljø) er et strategisk fokusområde i regionen, og fremadrettet arbejdes med: 

På koncernniveau

Det er vigtigt, at forebyggelsen af problemer i det psykiske arbejdsmiljø forankres i den lokale arbejdsmiljøgruppe og i lokalMEDudvalget, samt at den knyttes tæt til daglig praksis omkring kerneopgaven. Samtidig er det vigtigt, at forebyggelsen sker på alle niveauer i organisationen, og at niveauerne i ledelses-, MED- og arbejdsmiljøorganisationen gensidigt, både vertikalt og horisontalt i organisationen, understøtter hinanden i indsatsen og bidrager til erfarings- og videndeling.

 

Der udvikles en række tilbud som supplerende arbejdsmiljøuddannelse med det formål at kompetenceudvikle arbejdsmiljøorganisationen til at bidrage relevant til styrkelse af indsatsen i forhold til det psykiske arbejdsmiljø lokalt.

 

Som et bidrag hertil er det besluttet, at Region Midtjyllands arbejdsmiljøkonference i 2013 har det overordnede tema ”Trivsel på arbejdspladsen – handlinger og muligheder” med to temaområder: a) bedre balance mellem krav og ressourcer og b) forebyggelse af vold og trusler. Konferencens målgruppe er medlemmer af RMU, HMU'erne, CMU'erne og repræsentanter for arbejdsmiljøgrupperne.

 

I ”Delpolitik om vold, mobning og chikane – i Region Midtjylland” og i ”Politik for forebyggelse af stress i Region Midtjylland” beskrives rolle- og ansvarsfordelingen for såvel ledelses- som MED-organisationsniveauerne. Desuden beskriver førstnævnte delpolitik, at forekomsten af denne adfærd er uacceptabel. Som supplement vil der i Region Midtjylland blive arbejdet med at afklare og præcisere centrale definitioner inden for temaerne vold (fysisk og psykisk) og traumatiske hændelser samt krav og ressourcer, og hvor der kan hentes oplysninger og inspiration omkring disse forhold.

 

På HMU-niveau

Med baggrund i arbejdsmiljøredegørelsen 2012 vil Koncern HR i samarbejde med de enkelte driftsområder udvikle en datapakke på HMU-niveau indeholdende udtræk fra APV, TULE, ulykker, sygefravær og personaleomsætning specifikt for det enkelte HMU-område, som kan bruges fremadrettet til forebyggelse og opfølgning på regionens indsatsområder på arbejdsmiljøområdet. Det vil være naturligt, at den fremadrettede forebyggelse planlægges og vurderes i forbindelse med de årlige arbejdsmiljødrøftelser/arbejdsmiljøgennemgange.

 

Koncern HR udsender desuden specifik datasamling i forlængelse af det aktuelle påbud, inklusiv et forslag til procesplan for en drøftelse af konkrete udfordringer inden for driftsområdet. Det forventes, at HMU drøfter, hvordan konkrete problemer dagsordenssættes og behandles inden for driftsområdet.

 

På LMU-niveau

Det er afgørende, at LMU og arbejdsmiljøgrupperne drøfter og vurderer, hvilke forhold i det psykiske arbejdsmiljø, det lokalt er vigtigt at sætte fokus på fremadrettet med vedligeholdelses- eller forbedringsindsats, herunder drøftelse af proces, roller og ansvar i den helhedsorienterede, fremadrettede proces. Det forventes, at man undersøger og drøfter, hvilke metoder, der kan bidrage til lokale løsninger med udgangspunkt i anbefalinger og materialesamlingen (beskrevet under afsnittet om HMU-niveauet).

 

Det vil være relevant med en særlig opmærksomhed på gode erfaringer med at forebygge konflikter, vold og trusler samt med forebyggelse af ubalance mellem krav og ressourcer, herunder hvordan man forholder sig til forandringer. Det vil endvidere være relevant at være opmærksom på, hvordan arbejdet med andre former for modeller, retningslinjer og instrukser (f.eks. Den Danske Kvalitetsmodel) også kan bidrage til en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø.

 

Endelig anbefales det, at LMU drøfter, hvorvidt og i givet fald hvordan man eventuelt involverer den lokale HR-afdeling. 

Opfølgning

Der følges op på strategiske fokusområder på tværs af regionen via den årlige arbejdsmiljødrøftelse og arbejdsmiljøredegørelse på alle niveauer i MED- og arbejdsmiljøorganisationen. Endvidere gennemføres TULE og APV minimum hvert andet år, og der arbejdes mange steder med løbende APV. Koncern HR gennemfører videns- og læringsopsamling af alle påbud/afgørelser i 2013, og resultatet drøftes primo 2014 med RMU og HR-/cheferne med henblik på eventuelle tværgående tiltag.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

17. Orientering om uniformsprojektet i Region Midtjylland

Resume

Strategisk Sundhedsledelsesforum gav 26. maj 2011 tilsagn om at igangsætte et samarbejdsprojekt til udvikling af nyt uniformsprojekt på tværs af alle regionens hospitaler. Kirsten Hansen er udpeget som repræsentant for RMU i referencegruppen for projektet.  

 

Det indstilles,

at orienteringen om uniformsprojektet tages til efterretning.  

Sagsfremstilling

Strategisk Sundhedsledelsesforum gav 26. maj 2011 tilsagn om at igangsætte et samarbejdsprojekt til udvikling af nyt uniformsprojekt på tværs af alle regionens hospitaler. Projektet er organiseret med en styregruppe, en referencegruppe, en projektstab og adhoc arbejds- og medarbejderinddragelsesgrupper.

Der er vedlagt et notat, som beskriver status vedr. uniformsprojektet nærmere, og som vil blive formidlet til resten af MED-organisationen.

RMU blev orienteret om projektet 1. december 2012, og MED-organisationen er senest orienteret om projektet i mail af 22. oktober 2012. Kirsten Hansen er udpeget som repræsentant for RMU i referencegruppen.


Grundsortiment
Forslaget til nyt grundsortiment testes lige nu af 270 medarbejdere i deres hverdag. Testen kører til og med juli 2013. Testpersonerne er udvalgt med henblik på at få en god fordeling på afdelingstyper, køn og faggrupper under hensyntagen til logistikken under testen. Testpersonerne er primært på Kirurgisk Afdeling Regionshospitalet Herning, Patienthotellet Regionshospitalet Viborg, Ergo- og fysioterapien Regionshospitalet Randers og Medicinsk Endokrinologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Efter testen laves tilpasninger af kollektionen under inddragelse af projektets medarbejderforum og referencegruppe.

 

Operationsuniformer
På baggrund af en infektionshygiejnisk vurdering af regionens forskellige operationsuniformskollektioner har styregruppen valgt kollektionen fra midtVask. Projektet afventer undersøgelser vedr. stof i midtVask.

 

Tidsplan

April 2012 – december 2012: Udviklingsfasen

Designudvikling, test af tekstiler, tekniske tests, opsyning af

prototyper, bestilling af testkollektion.

 

Januar 2013 – november 2013: Testfase

Afprøvning af testkollektion i gå-test blandt 270 medarbejdere og

sideløbende vurdering i forhold til vaskeri og logistik. Vandreudstilling

rundt på regionens hospitaler. Efterfølgende tilpasning af

kollektionen.

 

December 2013 – medio 2015: Indkøb af uniformer

Indkøb af uniformer via udbudsproces.

 

Medio 2015 og frem: Klargøring og udrulning

Klargøring, trinvis udrulning og implementering.


Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

18. Gensidig orientering

Beslutning

Ingen bemærkninger.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-1-13

19. Eventuelt

Beslutning

Anne Jastrup orienterede om beredskabet i Region Midtjylland i tilfælde af konflikt på det almenpraktiserende lægeområde.

Der er juridisk uenighed om, hvorvidt PLO kan deportere ydernumrene pr. 1. september 2013. Kammeradvokaten mener, at det skal ske med et individuelt varsel på 6 måneder. I så fald vil det tidligst kunne have virkning fra 1. januar 2014. Uanset hvad der gælder, må regionen tage bestik af, hvordan vi undgår, at patienterne kommer i klemme.

 

Region Midtjylland vil ikke varsle sine medarbejdere nu, da vi ikke ved, hvad der skal varsles og i øvrigt mener, at det skal koordineres gennem Danske Regioner. Der er i den sammenhæng ikke noget, som hedder konfliktramt arbejde, da de praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende. Regionen vil bestræbe sig på at overholde varslingsregler mv., men vi kan komme ud i nødretslige tilstande.

 

Tilgangen vil blive, at der skal etableres en meget omfattende telefonvisitation, og der arbejdes med flere faser i forløbet, hvor vi må se på, hvilke type patienter der falder ind under de forskellige faser. Udgangspunktet er, at det enkelte hospital skal organisere lokale løsninger. Lovforslaget 2. behandles 25. juni og 3. behandles 27. juni. Lægerne holder stormøde 29. juni 2013

Tilbage til toppen