Abonnér
Referat
til
mødet i Regions-MEDudvalget
den 15. september 2016 kl. 12:00
i Regionshuset Viborg, lokale B4


Sagnr.: 1-01-77-7-15

1. Mødedeltagere

Sagsfremstilling

Deltagere ved mødet:

 

Lederside:
Jacob Stengaard Madsen (regionsdirektør), Ole Thomsen (koncerndirektør), Christian Boel (koncerndirektør), Poul Michaelsen (hospitalsdirektør, Hospitalsenheden Vest), Lars Dahl (hospitalsdirektør, Hospitalsenhed Midt),  Jonas Dahl (hospitalsdirektør, Regionshospitalet Randers), Lisbeth Holsteen Jessen (hospitalsdirektør, Regionshospitalet Horsens), Helle Dybkjær (ledende ergoterapeut, Hammel Neurocenter), Ditte Hughes, (afdelingschef, Koncern HR), Jørn Mørup (afdelingschef, Koncern HR), Jakob Olesen, (sekretariatschef, Koncern HR, Stab), Rachel Mortensen, (HR-konsulent, Koncern HR, Stab).

 

Medarbejderside: 

Anja Laursen (kredsformand, DSR), Jette Ohlsen (sektorformand, FOA, Aarhus), Mette Thomsen (regionsformand, Dbio), Jette Nielsen (regionsformand, Kost og Ernærings- forbundet), Rene Lodal Christensen (socialpædagog, Granbakken), Henrik Ørskov (sygeplejerske, Risskov), Elin Randrup (SOSU-assistent, Hospitalsenheden Vest), Helle Engelsen (sygeplejerske, Regionshospitalet Viborg), Lise Lotte Christensen (Regionshospitalet Silkeborg), Pirkko Dinnesen (sygeplejerske, Regionshospitalet Randers), Kirsten Ægidius (fysioterapeut, Aarhus Universitetshospital), Lene Buhl (sekretær, Hospitalsenhed Midt), Vibeke Grusgaard Andersen (ergoterapeut, Psykiatri og Social), Lene Buhl Carstensen (lægesekretær, Regionshospitalet Viborg), , Helle Maibritt Jørgensen (telefonist, Aarhus Universitetshospital), Mikkel Seneca (reservelæge, Aarhus Universitetshospital), Therese Simonsen Straarup (reservelæge, Aarhus Universitetshospital), Peter Hansen (fuldmægtig, Regionshuset Viborg), Rose Marie Mollerup (psykolog, Risskov), Kirsten Hansen (sygeplejerske, Aarhus Universitetshospital), Marianne Kirk-Thomsen (oftalmologiassistent, Regionshospitalet Holstebro), Maria Gaden Bjerre (jordemoder, Regionshospitalet Randers), Jens Boe Krag (plejer, retspsykiatrien, Risskov).
 

Afbud til mødet:

Erik Sejersen (afdelingschef, Regional Udvikling), Nethe Lunden (faglig sekretær 3F), Ole Echers (konsulent, Regional Udvikling), Gert Pilgaard (direktør, Psykiatri- og Social). 

 

Øvrige mødedeltagere:

Kristine Brodam Lorentzen, ac-fuldmægtig, Regionssekretariatet (punkt om kodeks); Anders Kristensen, mangfoldighedskonsulent, Koncern HR (punkt om mangfoldighedspolitik/strategi), Anja Amdisen, specialkonsulent, Koncernkommunikation (punkt om Politik for billed- og lydmedier).  

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

2. Godkendelse af dagsorden (5 min)

Resume

Dagsordenen godkendes.

Det indstilles,

at dagsordenen godkendes.

Sagsfremstilling

Dagsordenen godkendes.

Beslutning

Det blev aftalt at rykke punkt 10 om arbejdet med akutområdet op på dagsordenen, da Jonas Dahl var nødt til at gå kl. 14.30.

 

Dagsordenen blev godkendt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

3. Godkendelse af referat fra RMU-døgnseminar 9. - 10. juni 2016 (5 min)

Resume

Referat af det ordinære møde 9. juni 2016 godkendes.

Det indstilles

at referat af det ordinære møde 9. juni 2016 godkendes.

Sagsfremstilling

Referat af det ordinære møde 9. juni 2016 godkendes.

 

Referat fra temadrøftelserne 10. juni 2016 er vedlagt til orientering.

Beslutning

Referatet blev godkendt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-10-81-1-16

4. Drøftelse af udkast til kodeks for Region Midtjylland (30 min)

Resume

Administrationen har udarbejdet et udkast til et kodeks for politisk rådgivning og bistand i Region Midtjylland, som hermed sendes i høring i MED-systemet. Der vil på mødet blive givet en kort orientering om status og den videre proces.

Det indstilles,

at RMU tager orienteringen til efterretning, og

 

at RMU sender udkast til kodeks samt udkast til kommunikationsstrategien videre i høring i HMU'erne, med opfordring til at inddrage relevante LMU'er.

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet et udkast til et kodeks for politisk rådgivning og bistand i Region Midtjylland, som hermed sendes i høring i MED-systemet.

 

Inspirationen til kodekset stammer fra Bo Smithudvalgets rapport fra 2015, der indeholder et forslag til et kodeks for ledere og ansatte i den offentlige administration.

 

Udkastet til kodeks for Region  Midtjylland er udarbejdet på baggrund af seks fokusgruppeinterviews. Her er regionsrådspolitikere, medarbejdere i stabe og fællesfunktioner, ledere i stabe og fællesfunktioner, HMU for stabe og fællesfunktioner, hospitalsledelser og medarbejderrepræsentanter i RMU blevet interviewet om, hvordan de ser de syv temaer i en Region Midtjylland-kontekst samt om, hvordan de tænker, at et kodeks bedst kommer ud at leve blandt regionens medarbejdere

 

RMU drøftede på mødet i juni arbejdet med et kodeks i Region Midtjylland. På mødet blev det aftalt, at medarbejderrepræsentanterne fra RMU skulle inviteres til et fokusgruppeinterview. Dette blev afholdt i august. Medarbejderrepræsentanterne gav både på RMU-mødet i juni og til fokusgruppeinterviewet tydeligt udtryk for at de har svært ved at se relevansen i et kodeks om ansattes samspil med regionsrådet, enten fordi de ikke til dagligt arbejder med betjening af det politiske niveau, eller fordi de føler, at de syv temaer allerede følges og i øvrigt beskrives mange andre steder; fx i MED-håndbogen, i ledelses- og styringsgrundlaget eller i etiske regler for de forskellige personalegrupper.

 

Direktionen har taget dette til efterretning og ændret målgruppen for kodeks, så det ikke længere omfatter alle ansatte, men hovedsageligt er rettet mod ansatte i administrative funktioner.

 

På den baggrund sender direktionen nu udkast til kodeks for samspil med regionsrådet i Region Midtjylland i høring i MED-systemet i kaskadehøring, således at RMU sender udkastet i høring hos HMU'erne indtil januar 2017. Direktionen opfordrer til, at RMU beder HMU'erne om at inddrage de relevante LMU'er.

 

RMU har efterfølgende mulighed for at behandle de indkomne høringssvar og udarbejde et samlet høringssvar på mødet den 6. februar 2017. Det endelige høringssvar fra RMU sendes til direktionen inden den 10. februar 2017.

 

Direktionen har sammen med udkastet til kodeks også besluttet at sende kommunikationsstrategi for kodeks i høring. Formålet er, at MED-systemet får indflydelse på, hvordan kodeks bedst kommer ud at leve i organisationen.

 

Efter udløbet af høring i MED-systemet drøftes materialet igen i direktionen, hvorefter regionsrådet på et temamøde i marts 2017 får lejlighed til at drøfte materialet inden sagen forelægges til  godkendelse i regionsrådet.

Beslutning

(Kristine Brodam Lorentzen, ac-fuldmægtig, Regionssekretariatet deltog under behandlingen af punktet).  

 

Jacob Stengaard Madsen orienterede kort om baggrund, status og den videre proces. Fokus er ændret, så kodeks hovedsageligt retter sig mod personer i administrationen, idet medarbejdersiden i RMU har givet tydelig udtryk for, at de har svært ved at se, hvorfor medarbejdere i klinikken skal være en del af målgruppen. 

 

Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:

 

  • Det ville være godt at få drøftet kodeks på tværs af faggrupper i administrationen fx på "gå-hjem-møder" i høringsperioden. Kodeks læses meget forskelligt og vil derfor være godt at få drøftet.
  • Det er ærgerligt, at der er behov for et kodeks. Det sender et kedeligt signal. Det opfattes som et "envejs-papir", som rejser mange spørgsmål.
  • Kodeks fremstår top-down-styret og instrukspræget, og det understøtter ikke udmøntningen af regionens værdier. Kodeks kan opfattes som værende i modstrid med andre ledelsesgrundlag og værdibaseret styring.
  • Kodeks stiller nogle spørgsmål med hensyn til, hvad tillidsrepræsentantens rolle er. Der står i kodeks, at "du skal i første omgang gå til nærmeste leder, hvis du mener, at en af dyderne krænkes. Hvis han eller hun ikke vil gøre noget ved sagen, skal du gå til din leders overordnede eller til din tillidsrepræsentant. Du skal orientere din leder, hvis du er gået videre med din bekymring". Man kan godt gå til sin tillidsrepræsentant uden at orientere sin nærmeste leder. Det blev foreslået at slette linjen "Du skal orientere din leder, hvis du er gået videre med din bekymring".
  • Vi skal huske på, at det ikke er længe siden, at vi aftalte, at vi ikke ønskede en whistleblowerordning.
  • Der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvordan den sidste overskrift i de syv overskrifter (Vi skal håndtere fejl åbent, så vi kan lære af fejlene) vil blive set på udefra. Hvorfor signalerer vi, at vi kun har åbenhed om fejl? 
  • Samspillet mellem embedsmænd og politikere går kun den ene vej i kodeks.  Hvad med det gode politikeransvar, kommandoveje og hvordan man henvender sig ind i administrationen?
  • Skal kodeks indgå i introduktionen af alle nyansatte, når det nu ikke er målrettet alle?  
  • Det bør ikke være RMU, som sender kodeks videre i høring i HMU'erne, men direktionen.  
  • Direktionen bør være opmærksom på, at der sidder ledere i alle HMU'er og LMU'er. Når kodeks skal dække alle ledere, hvilke MED-udvalg skal det så ikke ud til? Ikke alle ledere synes, at kodeks er en god idé.

 

Jacob Stengaard Madsen takkede for de mange gode input og refleksioner. Det er en fin idé med debatmøder i høringsperioden. Der vil blive set på formuleringerne i kodeks på baggrund af bemærkningerne på mødet. Kodeks gælder alle ledere og personale i administrationen. Med hensyn til at indgå i introduktionen af nyansatte er det alene i forhold til administrationen. Et kodeks for politikeradfærd er vanskeligt at forestille sig. Et kodeks vil hjælpe os i samspillet med regionsrådet. Det ville være underligt, hvis vi som den eneste region ikke har et kodeks.

 

Konklusion

Direktionen sender udkast til kodeks samt udkast til kommunikationsstrategien i høring i HMU'erne med opfordring til at inddrage relevante LMU'er. Der vil snarest blive udsendt høringsbrev herom til HMU'erne. 

(o)

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

5. Status vedrørende økonomi og budget 2017 og forberedelse af møde med forretningsudvalget 11. oktober 2016 (20 min)

Resume

Der orienteres om status vedrørende økonomi og budget 2017. Forslag til temadrøftelse med forretningsudvalget 11. oktober drøftes.

Det indstilles,

at orientering om status vedrørende økonomi og budget 2017 tages til efterretning, og

 

at forslag til emner til det kommende møde med forretningsudvalget 11. oktober drøftes.

 

Sagsfremstilling

Der gives på mødet en orientering om status vedrørende økonomi og budget 2017.

 

På det sidste møde mellem forretningsudvalget og RMU 13. maj 2016 blev RMU-formandskabets forslag til ny mødeform afprøvet med mere nærværende og aktuelle temadrøftelser og ny bordopstilling med flere gruppedrøftelser, og det blev besluttet, at møderne fremover skulle afvikles under denne form.

 

Forslag til emner, som ønskes drøftet på det kommende møde med forretningsudvalget 11. oktober, drøftes. Der kan henvises til høringssvaret til Budget 2017 fra medarbejderside i RMU, som er vedlagt som bilag.

 

Høringssvar til Budget 2017 fra HMU'erne vil snarest blive lagt på RMU's hjemmeside.

Link: http://www.rm.dk/om-os/organisation/med-hjemmeside/regions-medudvalget-rmu/

Beslutning

 Status vedrørende økonomi og budget

 

Jacob Stengaard Madsen orienterede kort om status vedrørende økonomi og budget 2017. Processen blev kort, fordi man fra politisk side ønskede et hurtigt forlig for at undgå længerevarende usikkerhed omkring nogle af de områder og funktioner, som var i spil under budgetprocessen. Indholdsmæssigt har man forsøgt at undgå besparelser i forhold til sundhedspersonalet, men det er ikke lykkedes helt. Fokus er rettet mod  besparelser på almen praksis, tandlægeområdet, bedre ressourceudnyttelse og det forudsættes, at der findes besparelser på indkøbsområdet.    

 

Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:

 

  • Medarbejdersiden har i deres høringssvar kommenteret på processen, da de aftalte procedurer  omkring inddragelse af MEDsystemet og de demokratiske spilleregler blev brudt i forbindelse med det hurtige budgetforlig. De  ansatte har således ikke haft mulighed for at udtale sig inden budgetforliget. Formuleringen sidst i høringssvaret skal også ses i lyset af forløbet i forbindelse med besparelserne i 2016 og tidligere.
  • Direktionen bør forklare overfor politikerne, hvor mange ressourcer det koster at lave høringssvar i MEDudvalgene, hvis de alligevel ikke bruges.
     
  • Uanset hvad, så må vi ikke glemme de tidligere besparelser på 699 mio. kr., som er lagt ud på hospitalerne. Det er glemt i debatten i medierne. Der er allerede store besparelser i gang.
  • Det er problematisk, at det fra politisk side bliver meldt ud, at man skåner personalet. Der er ikke tilstrækkeligt fokus på arbejdsmiljø, og mange gør opmærksom på, at de ikke kan holde til presset, hvilket igen og igen har været oppe i medierne.
  • Det er godt med en drøftelse af processen, og at medarbejdersiden tilkendegiver sine frustrationer.

 

 

Møde med forretningsudvalget 11. oktober

 

Jakob Olesen opridsede kort muligheden for to temaer på mødet med forretningsudvalget med afsæt i medarbejdersidens høringssvar: 1) Mulighed for at kommentere på budgettet, herunder hvordan processerne tilrettelægges. Her vil der også være mulighed for at drøfte og kommentere forhold omkring arbejdsmiljø. 2) Nye styringsformer inden for sundhedsområdet og de forventninger vi har til dem. Hvilke potentialer er der, og hvad skal der til for at vi lykkes?

Det blev overladt til formandskabet at få udarbejdet en endelig dagsorden til mødet med forretningsudvalget med fokus på det foreslåede emner, og gerne med mulighed for at drøfte hvad der er vigtigt for RMU-medlemmer og politikere i budgetprocessen og idéer til hvordan vi kan gribe processen an fremadrettet.

 

Konklusion

Orienteringen om status vedrørende økonomi og budget 2017 blev taget til efterretning.

 

Formandskabet og sekretariatet udarbejder  en dagsorden til mødet med forretningsudvalget 11. oktober 2016 med afsæt i de foreslåede emner.    
(o)

 

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-15-09

6. Revideret mangfoldighedspolitik/strategi for Region Midtjylland (20 min)

Resume

Region Midtjylland har en mangfoldighedspolitik (mangfoldighedsindsats), vedtaget af regionsrådet i 2008, som har fokus på ligestilling, etnisk ligestilling og handicap.

 

På baggrund af regionsrådets behandling af ligestillingsredegørelsen 2015 vedtog regionsrådet, at der skal udarbejdes en revideret mangfoldighedspolitik/-strategi for Region Midtjylland inden udgangen af indeværende valgperiode.

 

Der er udformet et oplæg med procesplan og foreløbige overvejelser om fokusområder og indhold, som kort vil blive præsenteret på mødet. Herefter vil der blive lagt op til en drøftelse af input til den reviderede politik/strategi.

 

Det indstilles,

at input til den reviderede politik/strategi drøftes.

 

Sagsfremstilling

I forbindelse med regionsrådets behandling af ligestillingsredegørelsen 2015, vedtog regionsrådet, at der skal udarbejdes en revideret mangfoldighedspolitik/-strategi.

 

Der er udformet et oplæg (vedlagt) med procesplan og nogle foreløbige overvejelser om, hvilke temaer politikken/strategien eventuelt kan adressere, alt efter hvad der ønskes opnået med politikken/strategien.

 

Oplægget er udformet på baggrund af blandt andet drøftelserne i regionsrådet og en første drøftelse omkring proces og fokusområder i RMU's følgegruppe vedr. mangfoldighed, Det Social Kapitel og livsfasepolitik "samt nogle analyser" af udvalgte personaledata/statistik.

 

Oplægget sætter fokus på tre temaer:

 

1. Lige karrieremuligheder og en personalesammensætning der afspejler arbejdsmarkedet

2. Nuværende og fremtidige rekrutteringsudfordringer

3. Inkluderende kultur uden diskrimination af medarbejdere og borgere/patienter

 

Som bilag til oplægget er der præsenteret en række statistikker/data vedrørende de ansatte på Region Midtjyllands arbejdspladser med fokus på kønsfordeling, etnicitet og aldersfordeling på basis- og lederstillinger samt optag på uddannelsesinstitutioner i Region Midtjylland.

 

Statistikkerne er medtaget for at give nogle databaserede billeder af graden af mangfoldighed på regionens arbejdspladser og dermed baggrundsinformation til overvejelser om, hvad den reviderede politik/strategi skal fokusere på.    

 

De mest interessante pointer i forhold til mulige fokusområder i en revideret politik/strategi, som kan udledes af de vedlagte statistikker, vurderes at være:

 

  • Der er for alle faggrupper en mindre andel af kvinder i de ledende stillinger end i basisstillingerne. Tendensen er særligt tydelig inden for gruppen af chefer omfattet af chefaftalen. For lægegruppernes vedkommende er der især på afdelingslæge- og cheflægeniveau (/lægefaglige direktører) en mindre andel af kvinder, som er ledere, i forhold til de øvrige faggrupper inden for lægeområdet

 

  • Der er markant forskel på, hvor stor andelen af indvandrere og efterkommere er inden for forskellige faggrupper og nogle ligger langt under gennemsnittet. Dette hænger bl.a. sammen med, at der også er forskel på, hvor mange med anden etnisk baggrund end dansk, der uddannes inden for de forskellige fagområder. Inden for en række udvalgte faggrupper er der en mindre andel af indvandrere og efterkommere i de ledende stillinger end i basisstillinger. Eksempelvis er der ingen med anden etnisk baggrund ansat i stillinger omfattet af chefaftalen

 

  • Inden for flere faggrupper er der fortsat en meget skæv kønsfordeling, hvilket også hænger sammen med, hvor mange kvinder og mænd der uddannes inden for de forskellige fagområder. Udvalgte statistikker fra VIA vedrørende optaget på uddannelsesinstitutionerne i de seneste år viser bl.a., at der fortsat kun optages meget få mænd på sygeplejerstudiet og relativt få med anden etnisk baggrund end dansk.

 

Der er lagt op til en proces omkring udformningen af strategien, der tidligt inddrager repræsentanter for både ledelses- og MEDsystemet samt politikere med henblik på at give mulighed for input og sikre relevant fokus og ejerskab.

 

Punktet vil blive indledt med en kort præsentation af de foreløbige overvejelser om politikkens/strategiens fokus.

 

Beslutning

Jakob Olesen præsenterede kort det foregående arbejde og de foreløbige overvejelser om politikkens/strategiens fokus samt den videre proces.

 

De slides, som blev anvendt i forbindelse med præsentationen, er vedlagt referatet.

 

Herefter var der en kort summen ved bordene om de foreløbige overvejelser om strategiens fokus.

 

Opsummering af bemærkningerne i plenum: 

  • Den nuværende politik virker nogenlunde robust. Et let revision kunne være et bud.

 

  • Den skæve kønsfordeling starter tidligere i fødekæden på uddannelsessiden.

 

  • I forhold til påvirkning af optag på uddannelserne kunne man med fordel inddrage organisationerne noget mere, da de sidder med i den forbindelse.
     
  • Er der nogle barrierer i systemet med hensyn til kønsligestilling - fx karriereudvikling?
  • Følgegruppen har bl.a. drøftet, hvad måltal på ledelse skal være. Bør den afspejle kønsfordelingen inden for faggruppen eller være 50/50?

 

  • På den ene side er der stor gevinst med hensyn til forskellighed på køn, alder osv. På den anden side er det svært at påvirke disse faktorer - fx vanskeligt at få mænd som jordemødre.
  • Hvad med ligeløn? Undersøgelser viser, at kvinder går glip af lønstigninger, når de bliver mødre, mens fædre stiger. Der ligger ingen forklaringer bag disse forhold – måske er det noget kulturelt.
  • Besparelserne gør, at det bliver sværere at nå op på måltallene for de udsatte grupper. Det er væsentligt, at en stor arbejdsplads som Region Midtjylland sender et signal om, at vi fortsat vil gøre en indsats for de udsatte grupper.

 

  • Mangfoldighedspolitik kan også være, hvordan vi behandler fx borgere med anden etnisk baggrund og mænd og kvinder. Det hører derfor også hjemme under fokusområdet i sundhedsplanen vedr. "På patientens præmisser". Erfaringer fra følgegruppens studietur til Gøteborg tilsiger, at man evt. burde interessere sig mere for, om den tilgang vi møder borgerne med og den behandling der anbefales er præget af kønsspecifikke forforståelser.  

 

  • 2025-planen indikerer, at vi alle skal blive længere på arbejdet. Der bør være en bredere tilgang i forhold til, hvordan vi kan blive længere på arbejdsmarkedet – og ikke kun en drøftelse af seniorordninger.

 

  • Det kunne være spændende at måle os op mod noget andet, f.eks. statistik fra Aarhus Kommune. 

 

Jakob Olesen takkede for input, som vil blive taget med i det videre arbejde med udarbejdelsen af en politik/strategi.

 

Konklusion

Input til den reviderede politik/strategi blev drøftet. HMU-formandskaberne vil nu få mulighed for at komme med input, og RMU vil blive involveret igen, når der foreligger et udkast til politik/strategi.
(o)

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

7. Justering af Politik for billed- og lydmedier (15 min)

Resume

Der lægges op til, at Region Midtjyllands politik for billed- og lydmedier justeres, som beskrevet i det vedlagte udkast til revideret politik. To RMU-medarbejderrepræsentanter har deltaget i udarbejdelsen af det reviderede udkast på baggrund af drøftelse og beslutning på RMU-møde 28. april 2016.

Det indstilles,

at justeringen tages til efterretning, og

 

at det kort drøftes, hvordan politikken kan synliggøres og anvendes i organisationen.

Sagsfremstilling

Der lægges op til, at Region Midtjyllands politik for billed- og lydmedier justeres.

 

Medarbejderrepræsentanter fra RMU, Henrik Ørskov og Ole Echers, har på møde 30. maj gennemgået og drøftet politikken med administrationen, herunder de punkter, der blev drøftet af RMU på møde 28. april. På baggrund heraf foreligger nu et revideret udkast.

 

Følgende afsnit i politikken er blevet revideret:

 

1. I afsnittet "Generelt om fotografering på regionens matrikler" (s. 3) er teksten:

 

Som medarbejder eller leder må man IKKE tage fotos, lyd eller filme patienter, brugere m.fl., med mindre fotografering er klart defineret som en del af arbejdsopgaven. Således må medarbejdere og ledere ikke optage, vise, videregive eller offentliggøre private film, fotos eller lyd af patienter, brugere m.fl.

 

Tilføjelsen er en beskrivelse af gældende regler. Der har konkret været episoder, hvor medarbejdere uden samtykke har fotograferet patienter. Det ønskes derfor tydeliggjort i politikken, at dette ikke må ske.

 

2. Desuden er der (pga. en nyopstået problematik) tilføjet en tekst om, at man som medarbejder eller leder ikke må lave film, fotos eller lyd af patienter, medarbejdere m.fl. med privat- eller arbejdsmobiltelefon m.v. (s. 3).

 

3. Afsnittet om fotos af medarbejdere på skærme m.v. og krav til samtykke (s. 5) er desuden revideret – dette er sket på baggrund af administrationens juridiske vurdering.

 

Desuden er der tilføjet et eksempel med brugere, der videoovervåger i eget hjem (s. 8). Herud over er der foretaget en række mindre justeringer.

 

RMU-repræsentanter og administration har i forbindelse med revideringen drøftet muligheder for at synliggøre og anvende politikken og lægger op til, at RMU tager en kort drøftelse heraf.

 

Vedlagt revideret politik. I politikken er afsnit og sætninger med rettelser fremhævet med grøn markering i teksten og kommentarer til ændringerne ses af de røde kommentarfelter.

 

Beslutning

Jacob Stengaard Madsen tilkendegav indledningsvist, at der skal arbejdes mere med punkt 2 i sagsfremstillingen, da udviklingen går i en anden retning fx med hensyn til brugen af facebook, twitter mv. Der er både juridiske og kommunikationsmæssige spørgsmål, som bør undersøges nærmere.

Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne: 

 

  • Implikationerne i forhold til klinisk logistik bør også undersøges nærmere. Lægerne tager også fotos af patienter. 
  • Meget af RMU's input fra mødet 28. april er taget med i revisionen. Det vil dog være en fordel at skrive mere om, hvad man må, idet det kan forvirre rent formidlingsmæssigt, når der står så meget om, hvad man ikke må.

 

  • Der mangler måske også noget om de etiske overvejelser fx patienternes mulighed for at sige til og fra. Bliver de overhovedet spurgt og bør de ikke det?

 

  • Måske skal politikken deles op i forhold til personale og patienter, og de etiske overvejelser der er.

 

  • Der kan eventuelt beskrives  nogle eksempler. 

 

Konklusion

Der ses nærmere på punkt 2 i sagsfremstillingen, hvorefter politikken vil blive forelagt for RMU igen.

(o)

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

8. Drøftelse af udkast til procesplan for evaluering af MED- og Arbejdsmiljøaftalen samt program til møde med de centrale parter (10 min)

Resume

Der er udarbejdet udkast til tids- og procesplan for evaluering af MED- og Arbejdsmiljøaftalen samt program til mødet med Danske Regioner og Forhandlingsfælleskabet.

8. december 2016. Der er lagt op til, at evalueringen af MED- og Arbejdsmiljøaftalen kan indgå som en del af mødet med Danske Regioner og Forhandlingsfælleskabet 8. december 2016. Tids- og procesplan samt program for mødet med de centrale parter præsenteres kort på mødet med henblik på godkendelse.

Det indstilles,

at tids- og procesplan for evaluering af MED- og Arbejdsmiljøaftalen samt program til mødet med Danske Regioner og Forhandlingsfælleskabet godkendes.

Sagsfremstilling

MED- og Arbejdsmiljøaftalen skal evalueres hvert 4. år - 1. gang i 2016, jævnfør aftalens § 40. På RMU-mødet 28. april 2016 blev RMU orienteret om, at de centrale parter - som led i et projekt om samarbejde i regionerne ved OK15 - ønsker at besøge Region Midtjylland 8. december 2016, og der blev lagt op til, at mødet udgør en del af evalueringen af RMU's egen MED- og Arbejdsmiljøaftale.

 

Der er på den baggrund udarbejdet udkast til en tids- og procesplan for evaluering af MED- og Arbejdsmiljøaftalen samt program til mødet med Danske Regioner og Forhandlingsfælleskabet (vedlagt).

 

Der er som aftalt på RMU-mødet 28. april 2016 sørget for en bred repræsentation på mødet med de centrale parter, og både RMU og HMU-formandskaberne vil blive inviteret. En mindre kreds tænkes at deltage i et efterfølgende møde med repræsentanterne fra de centrale parter om erfaringerne med aftalesystemet.

 

Forberedelsen af mødet sættes på RMU-dagsordenen 1. december 2016.

Beslutning

Jacob Stengaard Madsen orienterede kort om udkast til tids- og procesplan for evaluering af MEDaftalen samt udkast til program for besøg af de centrale parter 8. december 2016.

 

Der blev fra medarbejderside spurgt, om man kunne man forestille sig et spørgsmål i retning af: "Giver det mening for ledelsen at få kvalificeret sine beslutninger via input og spørgsmål fra medarbejderside?"

 

Dette spørgsmål kan samtidigt give anledning til modspørgsmålet: "Giver det mening for medarbejderne at blive præsenteret for ledelsens betragtninger?"

 

Konklusion

Tids- og procesplan for evaluering af MED- og Arbejdsmiljøaftalen samt program til mødet med Danske Regioner og Forhandlingsfælleskabet blev godkendt. Sekretariatet  sørger for tilpasning af spørgsmålene.
(o)   

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-72-202-15

9. Orientering om status vedrørende Steno Diabetes Center Aarhus (10 min)

Resume

Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden har indledt et fælles projekt om etableringen af Steno Diabetes Center Aarhus. Parterne har i foråret udarbejdet et fælles visionsoplæg for centret, som blev endelig godkendt i regionsrådet den 24. august 2016. Oplægget forelægges til godkendelse i Novo Nordisk Fondens bestyrelse den 6. september 2016. Forudsat at visionsoplægget tilsvarende godkendes her, overgår projektet til næste fase, hvor der gennem en bred inddragelse fra de relevante fagmiljøer skal udarbejdes en drejebog og et aftaleudkast for centret.

 

Det indstilles,

at orientering om status for projekt Steno Diabetes Center Aarhus tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden har den 1. april 2016 indledt et fælles projekt omkring etableringen af et nyt diabetescenter i Region Midtjylland. Centret placeres ved Aarhus Universitetshospital og får navnet Steno Diabetes Center Aarhus. Der er tale om et fælles regionalt center, som i tæt samarbejde med regionshospitalerne, Aarhus Universitet og øvrige relevante samarbejdsparter, skal varetage behandling, forskning og uddannelse inden for diabetesområdet.

 

Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden har i foråret 2016 udarbejdet et fælles visionsoplæg, der beskriver de overordnede visioner og rammer for centret, herunder centrets aktiviteter inden for forskning, behandling og uddannelse, såvel som centrets ledelsesmodel, finansiering og fysiske rammer.

 

Visionsoplægget blev godkendt af regionsrådet den 24. august 2016. Oplægget forelægges til godkendelse i Novo Nordisk Fondens bestyrelse den 6. september 2016. Forudsat at visionsoplægget tilsvarende godkendes i fondens bestyrelse, overgår projektet til næste fase, hvor der udarbejdes en mere konkretiseret beskrivelse af centrets aktiviteter i form af en drejebog. Der skal i drejebogsfasen være en bred inddragelse af relevante aktører, herunder de relevante klinikere og forskere fra diabetesområdet, kommuner, almen praksis, Aarhus Universitet, øvrige relevante uddannelsesinstitutioner og patienter.

Det forventes, at der i drejebogsfasen vil blive nedsat tre arbejdsgrupper, som skal udarbejde oplæg til beskrivelse af centrets aktiviteter inden for henholdsvis behandling, forskning og det tværsektorielle samarbejde. Der vil i arbejdsgrupperne være en bred repræsentation på tværs af regionens hospitaler, de relevante faggrupper samt voksen- og børnediabetologien. Derudover vil der efter behov ske en løbende inddragelse af andre relevante inputgivere blandt andet i forhold til beskrivelse af organisationsstruktur samt ledelses- og finansieringsmodel.

Det forventes, at den endelige drejebog samt udkast til den formelle aftale mellem Novo Nordisk Fonden og Region Midtjylland vil blive forelagt til endelig godkendelse i regionsrådet og fondens bestyrelse i løbet af foråret 2017.

 

 

 

 

 

 

 

 

Beslutning

Ole Thomsen orienterede kort om baggrunden og status for initiativet omkring etablering af Steno Diabetes Center Aarhus. Initiativet vurderes at give rigtig gode muligheder for at løfte en i forvejen god diabetesindsats i Region Midtjylland. 

 

Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:

  • Meget spændende initiativ, men der er  også en lang række udfordringer. Behandlingen  er en tværsektoriel indsats, og hvordan sikrer man sig, at nogen løfter sig op over det "fag-faglige"? Vi er startet på et højt niveau med hensyn til, hvad det er for en samfundsmæssig opgave, vi står overfor. Kommuner og almen praksis ser også meget godt i visionsoplægget. 
  • Man kunne godt forestille sig en ledelsesorganisering, som kobler sig til regionens øvrige ledelsesstruktur i lighed med Region Hovedstaden? Region Midtjyllands bud på en ledelsesmodel med reference til Aarhus Universitetshospital er mere integreret i driften end modellen i Region Hovedstaden, hvilket er positivt.
  • Det kunne overvejes at nedsætte en følgegruppe.

 

  • Hvad med de øvrige regioner – kommer der diabetescentre udover Region Midtjylland og Hovedstaden, og hvad med geografien, hvorfor har man valgt Aarhus Universitetshospital og ikke Hospitalsenheden Vest? De andre regioner laver også aktiviteter, men ikke helt som vores. Samarbejdet med Hovedstaden har gjort, at fonden har sagt, at det skal være i forbindelse med universitetshospitalerne, og det kan derfor ikke være i Vest. Den helt store styrke er forskningsmiljøet på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, og dertil kommer også, at der er et stort antal patienter i Aarhus-området.

 

  • Er der ikke nogen, som har været bekymret for samarbejdet med et medicinalfirma, og hvad det kan medføre? Der er i regionsrådet en bekymring for, hvor meget fonden/bestyrelseskonstrukturen vil kunne præge området.

 

Jakob Stengaard Madsen bemærkede, at der overvejende er opbakning til visionsoplægget og henviste til, at man kan se debatten i regionsrådet 24. august 2016 på hjemmesiden (https://regionmidt.tv/watch/1513/75).      

 

Konklusion

Orienteringen blev taget til efterretning.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

10. Orientering om status vedrørende arbejdet med Akutområdet (10 min)

Resume

Der vil på mødet blive givet en kort orientering om status vedrørende arbejdet med Akutområdet.

Det indstilles,

at orienteringen om status vedrørende arbejdet med Akutområdet tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Der vil på mødet blive givet en kort orientering om status vedrørende arbejdet med Akutområdet (bl.a. om spørgsmålet om speciale eller ej, organisering og HR-tiltag i forhold til uddannelse/kompetenceudvikling og rekruttering og fastholdelse).

 

Beslutning

Ole Thomsen orienterede kort om status vedrørende arbejdet med Akutområdet.

 

De slides, som blev anvendt i forbindelse med orienteringen, er vedlagt referatet.
 

 

Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:

  • Akutafdeling på Regionshospitalet Randers har eksisteret i to år, og Arbejdstilsynet har givet flere alvorlige påbud vedrørende arbejdspresset. Meget er forsøgt, men det er vanskeligt. Nu skal hjertepatienterne også gennem akutafdelingen. Gode ideer til at komme videre med hensyn til arbejdsmiljøet efterlyses.

 

  • Erfaringerne på Regionshospitalet Randers med èn akutindgang er helt overordnet gode, men der er nogle udfordringer. Det er en anden belastning at være i en akutafdeling. Vi er nødt til at lave forandringen på tværs af hospitalet. Alt kan ikke klares i en akutafdeling, og hospitalet som helhed skal understøtte akutafdelingen. Vi er på rette vej.
  • Hospitalsledelserne er glade for at have hjertepatienter i akutafdelingerne. Det gode ved akutområdet er, at der er meget samarbejde på tværs.
  • Det er væsentligt med fokus på arbejdsmiljøet og afklaring af, hvad der skal ligge i specialet – også for at forebygge unødvendig personaleomsætning. 
  • Der er et måltal om 12 speciallæger, men vi vælger at kalde dem speciallæger to år før tid. Sundhedsstyrelsen anbefaler et år før tid. Det kunne også være interessant at lave måltal for andre faggrupper.
  • Retorikken er blevet skærpet i forhold til det tværsektorielle samarbejde efter kommunerne har fået tilført flere midler vedrørende det forebyggende arbejde. Det er ærgerligt i forhold til at gå ind i samarbejdet om visioner om det tværsektorielle samarbejde.
  • Der er kommet mange kommentarer på de udgående teams. Vi har nok ikke fundet det rigtige snit endnu. Der er forskellige forudsætninger og vilkår afhængig af område. Vi skal have mere viden om, hvad der virker. Det er væsentligt ikke at miste momentum for drøftelsen med kommunerne.

 

Konklusion

Orienteringen blev taget til efterretning.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-13-1-69-16

11. Orientering om Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) (5 min)

Resume

De landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser samles i én organisation, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP). Organisationens sekretariat skal ligge i Aarhus og alle nuværende ansatte overføres som ansatte i Region Midtjylland, men vil fortsat arbejde på de nuværende geografier. Vedlagt notat om RKKP's opgaver og organisering.

Det indstilles,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Regionsrådet er den 4. august 2016 blevet orienteret om, at sundhedsdirektørerne for de fem regioner har besluttet med virkning fra den 1. januar 2017 at samle de landsdækkende kliniske kvalitetsdatabaser i én organisation. Sekretariatet for den kommende organisation Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) skal ligge i Aarhus og alle de nuværende ansatte i Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Region Syddanmark overføres til den nye organisation som ansatte i Region Midtjylland, men skal fortsat arbejde på de nuværende geografier i de tre regioner. RKKP's opgaver og organisation fremgår af vedlagte notat.

 

Oprettelsen af RKKP vil få betydning for en række medarbejdere ansat i de tre regioner. Disse medarbejdere overføres helt eller delvis til ansættelse i RKKP. Det vil sige, at deres nuværende ansættelse ophører (hvis de er fuldtidsbeskæftiget med RKKP opgaver) eller den nuværende ansættelse ændres til en deltidsansættelse (hvis de kun i en del af deres arbejdstid, løser RKKP opgaver). Overførslen sker som virksomhedsoverdragelse.

 

Der har været tale om en kompliceret proces, der er gået på tværs af alle regionerne. Det har derfor ikke i forløbet op til beslutningen være nogen klare medarbejderrepræsentanter, der kunne inddrages. Bestyrelsen for det kommende RKKP (sundhedsdirektørerne fra de fem regioner) er meget opmærksom på, at der skal være medarbejderinddragelse. I forbindelse med ansættelse af en direktør for RKKP vil et antal medarbejderrepræsentanter indgå som medlemmer af ansættelsesudvalget. Det samme gør sig gældende i forbindelse med opslag af andre lederstillinger. Når der er ansat en direktør og RKKP skal i drift, vil der hurtigst muligt blive taget initiativ til oprettelse af et LMU, som blandt andet vil blive inddraget i forbindelse med implementering af den nye organisation.

 

 

 

 

 

 

Beslutning

Ole Thomsen orienterede kort om RKKP og den ny organisering på området.

 

Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:

  • Der er en lang række uafklarede spørgsmål – fx hvem er arbejdsgiver, ledelsesreferencer og hvordan skal MEDorganisationen se ud?
  • Ole Thomsen understregede, at man meget gerne vil have sparring fra medarbejderside. De ledelsesmæssige referencer er nogenlunde beskrevet, men medarbejderne har ikke haft lejlighed til at se det. Region Midtjylland er arbejdsgiver, og man refererer til bestyrelsen for RKKP. Det er Region Midtjyllands spilleregler, som kommer til at gælde, når medarbejderne skal ansættes hos os. Det er en ny opgave og kan ikke slås op i en manual. Det blev opfordret til at sende spørgsmål til Jørn Mørup og Ole Thomsen, så de kan komme med i den videre proces.
  • Der blev fra medarbejderside anbefalet en ansættelsesmodel med én arbejdsgiver – eventuelt koblet med en udlånsaftale.
  • Det er vigtigt at få organiseringen og MEDstrukturen på plads, og afklaret hvis der fx er delt ledelse. Organisationsrepræsentanter skal vide, hvem de repræsenterer.
  • I forhold til MEDsystemet er det vigtigt at få beskrevet, hvor RKKP hører til. Processen har ikke været i orden, hvilket er set før.

 

  • Værtskaber for særlige organisatoriske enheder er formentlig kommet for at blive. Det er nogle MEDsammenhænge, som vi skal have beskrevet – ikke blot for RKKP, men også i forhold til de andre værtsskaber, som vil komme til. 

 

  • Vi skal huske på, at valget af Region Midtjylland som vært er et udtryk for, at det går godt hos os, og derfor får vi opgaven. Konstruktioner som denne har vi ikke haft mange af tidligere. Det er visionært af sundhedsdirektørerne at lave det og flot, at værtskabet er landet hos os.

 

Konklusion

Orienteringen blev taget til efterretning.

 

Til orientering kan det efterfølgende oplyses, at sundhedsdirektørerne i uge 36 har besluttet, at etablering af den nye organisation skubbes til 1. april 2017.

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

12. Kommunikation fra mødet og planlægning af kommende møder (5 min)

Resume

Mødeafviklingen drøftes med henblik på videreformidling af relevante informationer fra mødet til HMU'erne mv. De foreløbige forslag til punkter til kommende RMU-møder er oplistet i sagsfremstillingen.

Det indstilles,

at mødeafviklingen drøftes med henblik på videreformidling af relevante informationer til HMU'erne mv, og

 

at de foreløbige forslag til punkter til kommende RMU-møder tages til efterretning.  

Sagsfremstilling

Det drøftes, hvilke informationer fra mødet RMU ønsker videreformidler til HMU'erne, Midtnyt mv.   

 

Der foreligger pt. følgende forslag til kommende møder:

 

- Orientering om og drøftelse af status vedr. politikken om fuld tid (1. december 2016)

- Status for arbejdet med de nationale kvalitetsmål 

- Status vedrørende overvejelserne om ændret arbejdstidstilrettelæggelse, jævnfør Spar1519

Vedlagt mødeplan for 2017. Der er udsendt særskilt mødeindkaldelse til møderne i Outlook.

Beslutning

Det blev aftalt, at der skal kommunikeres om følgende fra dagens møde:

 

- RMU drøftede udkast til et kodeks for politisk rådgivning og bistand i Region Midtjylland. Direktionen har efterfølgende sendt udkast til kodeks og udkast til kommunikationsstrategi i høring i HMU'erne med opfordring til at inddrage relevante LMU'er. Der blev udsendt høringsbrev til HMU'erne 26. september 2016.   

 

- RMU blev orienteret om status vedrørende økonomi og budget 2017. Det blev besluttet, at RMU vil drøfte konsekvenserne af forløbet for budgetforlig 2017, herunder arbejdsmiljø samt perspektiverne for en mulig ændret inddragelsesproces på mødet med forretningsudvalget 11. oktober 2016. Der vil også blive lagt op til at drøfte implementering af de nye styringstiltag i sundhedsvæsenet.

 

- Det blev aftalt, at der skal arbejdes mere med udkastet til  politik for billed- og lydmedier, idet udviklingen går i en anden retning fx med hensyn til brugen af mobiltelefoner, facebook osv. Der er både juridiske og kommunikationsmæssige spørgsmål, som skal undersøges nærmere. Politikken vil blive forelagt for RMU igen, når teksten er bearbejdet.

 

 

Konklusion

Der kommunikeres til HMU'erne om de aftalte punkter fra dagens møde.

 

De foreløbige punkter til kommende RMU-møder blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

13. Gensidig orientering (5 min)

Beslutning

Ingen bemærkninger

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-01-77-7-15

14. Eventuelt (5 min)

Beslutning

Der blev fra medarbejderside opfordret til at undersøge de juridiske aspekter omkring   at sætte et lukket dagsordenspunkt på RMU, da det ifølge repræsentantens bagland ikke kan lade sig gøre. Hvis det kan lade sig gøre, blev der opfordret til en drøftelse af, hvordan RMU i praksis håndterer et lukket dagsordenspunkt.

(o)

 

Jakob Olesen orienterede om, at der - som en del af trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter - er indgået en aftale om særlig praktikstillinger til flygtninge. Der er udarbejdet en vejledning vedr. ansættelse af flygtninge og familiesammenførte som IGU-praktikanter, som er fremsendt til HR- og personalecheferne. Jf. vejledningen  informeres MEDudvalget hvis man lokalt indgår aftaler om denne type praktikstillinger.

 

Vejledningen findes på Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets hjemmeside:

http://uibm.dk/arbejdsomrader/Integration/integrationsgrunduddannelsen

 

Tilbage til toppen