Dagsordner-referater
til
mødet i
den 6. februar 2017 kl. 12:00
i Regionshuset Viborg, Konference 1
1. Mødedeltagere
Sagsfremstilling
Deltagere ved mødet
Lederside:
Jacob Stengaard Madsen (regionsdirektør), Christian Boel (koncerndirektør), Poul Michaelsen (hospitalsdirektør), Hospitalsenheden Vest, Regional Udvikling, Inge Pia Christensen (Lægefaglig direktør), AUH, Gert Pilgaard (direktør, Psykiatri- og Social), Jonas Dahl (hospitalsdirektør, Regionshospitalet Randers), Lisbeth Holsteen Jessen (hospitalsdirektør, Regionshospitalet Horsens), Ditte Hughes, (afdelingschef, Koncern HR), Jørn Mørup (afdelingschef, Koncern HR), Jakob Olesen, (sekretariatschef, Koncern HR, Stab), Rachel Mortensen, (HR-konsulent, Koncern HR, Stab).
Medarbejderside:
Anja Laursen (kredsformand, DSR), Jette Ohlsen (sektorformand, FOA, Aarhus), Mette Thomsen (regionsformand, Dbio), Nethe Lunden (faglig sekretær 3F), Henrik Ørskov (sygeplejerske, Risskov), Elin Randrup (SOSU-assistent, Hospitalsenheden Vest), Helle Engelsen (sygeplejerske, Regionshospitalet Viborg), Lise Lotte Christensen (Regionshospitalet Silkeborg), Pirkko Dinnesen (sygeplejerske, Regionshospitalet Randers), Kirsten Ægidius (fysioterapeut, Aarhus Universitetshospital), Lene Buhl Carstensen (lægesekretær, Regionshospitalet Viborg), Helle Maibritt Jørgensen (telefonist, Aarhus Universitetshospital), Mikkel Seneca (reservelæge, Aarhus Universitets hospital), Therese Simonsen Straarup (reservelæge, Aarhus Universitetshospital), Peter Hansen (fuldmægtig, Regionshuset Viborg), Kirsten Hansen (sygeplejerske, Aarhus Universitetshospital), Marianne Kirk-Thomsen (oftalmologiassistent, Regionshospitalet Holstebro), Maria Gaden Bjerre (jordemoder, Regionshospitalet Randers), Ole Echers (konsulent, Regional Udvikling), Helle Hjort Hyberts (suppleant for Jette Nielsen).
Afbud til mødet:
Ole Thomsen (koncerndirektør), Gert Pilgaard Christensen (direktør Psykiatri og Social), Michael Braüner Schmidt (lægefaglig direktør, Hospitalsenhed Midt), Helle Dybkjær (ledende ergoterapeut, Hammel Neurocenter), Rose-Marie Mollerup (psykolog, Risskov), Rene Lodahl Christensen (socialpædagog, Granbakken), Jens Boe Krag (plejer, retspsykiatrien), Vibeke Grusgaard Andersen (ergoterapeut, Psykiatri og Social), Jette Nielsen, (regionsformand, Kost og Ernærings- forbundet).
Øvrige deltagere:
Charlotte Kristiansen, chefkonsulent, Regionssekretariatet (punkt om kodeks), Dorte Christensen, afdelingschef Indkøb og Medicoteknik (punkt om ny indkøbs- og udbudspolitik), Anne Domino, journalist, Kommunikation (deltog under hele mødet).
2. Godkendelse af dagsorden ( kl. 12.00 - 5 min.)
Resume
Dagsordenen godkendes.
Det indstilles,
at | dagsordenen godkendes. |
Sagsfremstilling
Dagsordenen godkendes.
Beslutning
Dagsordenen blev godkendt.
3. Godkendelse af referat fra mødet den 1. december 2016 (kl. 12.05 - 5 min)
Resume
Referat fra mødet 1. december 2016 er vedlagt som bilag.
Det indstilles,
at | referatet fra mødet godkendes. |
Sagsfremstilling
Referat fra mødet 1. december 2016 er vedlagt som bilag.
Beslutning
Referatet blev godkendt.
Bilag
4. Drøftelse af kodeks for Region Midtjylland efter høring i HMU'erne (kl. 12.10 - 20 min)
Resume
Kodeks for samspil med regionsrådet i Region Midtjylland og kommunikationsstrategi for denne har været i høring. Høringssvarene er generelt positive overfor udkastet til kodeks og kommunikationsstrategi. Der er udarbejdet et revideret udkast til kodeks og til en kommunikations- og implementeringsstrategi på baggrund af høringssvarene.
Det indstilles,
at | udkast til kodeks-materialet godkendes af RMU og herefter viderebringes til politisk behandling, og |
at | eventuelle bemærkninger til kommunikationsstrategien drøftes. |
Sagsfremstilling
Udkast til kodeks og kommunikationsstrategi blev på baggrund af RMU's drøftelse af materialet sendt i høring den 26. september 2016. Høringsfasen er nu slut, og der er indkommet høringssvar fra en række Hoved-MEDudvalg. En sammenfatning af høringssvarene er vedlagt denne sag.
Det er kendetegnende for høringssvarene, at man er positiv overfor kodeks. I en række høringssvar ser man gerne kodeks udbredt til flere medarbejdere og ledere i regionen.
På baggrund af høringssvarene er der udarbejdet et revideret udkast til kodeks og til en kommunikations- og implementeringsstrategi. Både høringsversion og revideret version af materialet er vedlagt denne sag.
Udkast til kodeks og kommunikationsstrategi har været drøftet i Strategisk Sundhedsledelsesforum. Dette forum havde ingen bemærkninger til materialet.
Proces
Efter behandling i RMU vil kodeks-materialet blive drøftet på et temamøde i regionsrådet den 27. marts 2017. Herefter udarbejdes en egentlig godkendelsessag til regionsrådet.
Koncern Kommunikation og Regionssekretariatet er pt. i gang med at forberede implementeringsmateriale om kodeks, som kan bruges i introduktionen af nyansatte eller til dialog om de syv dyder.
Beslutning
(Charlotte Kristiansen, chefkonsulent, Regionssekretariatet og Anja Amdisen, specialkonsulent, Koncern Kommunikation deltog under punktet).
Jacob Stengaard Madsen orienterede kort om processen for tilblivelsen af kodeks, som er tilrettet efter høringen i HMU'erne. Der har generelt været positive tilkendegivelser omkring kodeks. Nogle stiller spørgsmålstegn ved, om kodeks ikke burde gælde for alle medarbejdere i regionen.
Kodeks vil blive drøftet på et temamøde i regionsrådet i marts, hvorefter der udarbejdes en egentlig godkendelsessag.
Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:
Kodeks:
· Er det tydeligt nok, at kodeks kun gælder administrativt personale? Der blev henvist til, at det står i tredje afsnit i forordet at: "Kodeks er således relevant for medarbejdere, når de yder rådgivning og bistand til regionsrådet. I praksis betyder det, at det hovedsageligt vil være administrative medarbejdere og ledere, der i deres daglige arbejde skal forholde sig til kodeks".
· Kunne man med fordel henvise til Bo Smidt Udvalget – evt. til slut, hvor der er en række henvisninger? Det var opbakning til forslaget.
· Bemærkningerne fra HMU for fællesfunktioner, stabe og Regional udvikling er taget til efterretning. Folk er meget enige i, hvad der står i kodeks og ser det som en hjælp til vores arbejde og nye medarbejdere. Det opfattes positivt.
· Der har været en god proces i HMU. Der er stor synlighed i forhold til, hvad kodeks skal bruges til. Måske skal vi blive mere skarpe på, hvordan det skal bruges efter denne dialog er gennemført.
· Der har været to debatmøder i regionshusene. Den faglige rådgivning til regionsrådet – gennem de tværfaglige specialeråd - drøftes i øjeblikket. Det kunne eventuelt være relevant at præsentere RMU for på et tidspunkt.
· Det bliver spændende at få afklaret, hvordan vi kan håndtere den faglige rådgivning. Man må gerne være fagligt uenig i forslag til prioriteringer og beslutninger og give udtryk for dette. Der blev henvist til, at der kan være forskellige
tilgange/positioner den forbindelse: 1) Man går efter at alt skal være ideelt/"den bedste af alle verdener", og med den ambition foretages en faglig vurdering" og 2) Man tager afsæt i den aktuelle situation og de faktiske muligheder, og kommer med faglige anbefalinger om, hvad der kan lade sig gøre.
· Nogle gange bliver der stillet faglige spørgsmål, hvor det er svært at se ud over sin egen matrikel. Det skal vi blive skarpere på.
· Det er væsentligt at være opmærksom på, at kodeks gælder det administrative personale, og at det suppleres af nogle "fag-faglige perspektiver", f.eks. et lægefagligt og et sygeplejefagligt.
Kommunikationsstrategi:
· Der blev opfordret til at genoverveje antagelsen om, at kodeks ikke vurderes at have pressens interesse. Der blev henvist til, at det er en kommunikationsfaglig anbefaling. Vi kan godt fortælle pressen lidt om kodeks.
Konklusion
Udkast til kodeks-materiale blev godkendt og viderebringes til politisk behandling.
Bilag
5. Status og tilretning af retningslinjer vedr. sporbarhed og lokalisering af medarbejdere (kl. 12.30 - 20 min)
Resume
På baggrund af drøftelsen i RMU 28. april 2016 om sporing af personale er der udarbejdet forslag til en præcisering af retningslinjerne vedrørende sporbarhed og lokalisering af medarbejdere. På mødet vil der blive givet en status for planerne for de kommende år med hensyn til at benytte lokaliseringsteknologi i forbindelse med de nye hospitalsbyggerier.
Det indstilles,
at | forslag til justering af retningslinjer vedrørende sporbarhed og lokalisering af medarbejdere godkendes, og |
at | status for anvendelse af lokaliseringsteknologi i forbindelse med de nye hospitalsbyggerier tages til efterretning og eventuelle bemærkninger drøftes. |
Sagsfremstilling
Som opfølgning på drøftelsen på RMU-mødet 28. april 2016 om chip til sporing af personale er der udarbejdet forslag til en enkelt præcisering i retningslinjerne vedrørende sporbarhed og lokalisering af medarbejdere, så det er tydeligt, at der skal være en dialog mellem ledelse og de berørte medarbejdere, der konkret bliver omfattet af lagring af oplysninger om medarbejdernes bevægelser (punkt 14). Derudover er der som ønsket fjernet to eksempler i afsnittet om logning (bilag 1).
På baggrund af input af hospitalerne og Psykiatri og Social er der udformet en kort status vedrørende anvendelse af lokaliseringsteknologi i forbindelse med de nye hospitalsbyggerier.
Vedlagt forslag til justerede retningslinjer vedrørende sporbarhed og lokalisering samt en status vedrørende anvendelse af lokaliseringsteknologi i forbindelse med de nye hospitalsbyggerier.
Beslutning
Jacob Stengaard Madsen orienterede kort om præciseringerne i retningslinjerne om sporbarhed.
Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:
· Der blev udtrykt tilfredshed med, at de ønskede ændringer er indarbejdet.
· Det sidste eksempel om en infektionsafdeling med smittefarlige patienter går imod retningslinjerne, idet lederen i alle situationer med overvejelser om iværksættelse af sporbarhed/lokalisering skal informere medarbejderne og MED herom.
· Datoen for evaluering af retningslinjerne skal rettes, nu da RMU har været igennem evalueringen.
· Det er vigtigt med en god, grundig og vedvarende dialog i HMU'erne om retningslinjerne.
Konklusion
Forslag til justering af retningslinjer vedrørende sporbarhed og lokalisering af medarbejdere blev godkendt. Det blev besluttet ikke at tage eksempler med, da de kan være misvisende og forældede. Der forestår nu en kommunikationsopgave i forhold til retningslinjerne på de enkelte enheder.
Status for anvendelse i forbindelse med de nye hospitalsbyggerier blev taget til efterretning.
Bilag
6. Udkast til ny indkøbs- og udbudspolitik - HMU-høringssvar indarbejdet (kl. 12.50 - 20 min + 15 min pause)
Resume
Det blev på RMU-mødet 1. december 2016 aftalt, at den reviderede indkøbs- og udbudspolitik med de indarbejdede bemærkninger fra HMU-høringssvarene skulle drøftes igen på mødet 6. februar 2017.
Den reviderede udgave samt et notat om, hvordan høringssvarerne er blevet behandlet er vedlagt sagen.
Der er udarbejdet udkast til en strategi for området samt en vejledning til konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser. Begge dokumenter er også vedlagt til orientering. Herudover er strategien for de fem danske regioner på indkøbsområdet vedlagt som baggrundsinformation, da udkastet til Region Midtjyllands er i tæt forlængelse af denne. Regionens nye brugergruppepolitik er ligeledes vedlagt til orientering.
Det indstilles,
at | orienteringen om baggrunden for den nye indkøbs- og udbudspolitik tages til efterretning (jævnfør mødet 1. december), og |
at | forslaget til den nye indkøbs- og udbudspolitik godkendes med henbik på efterfølgende behandling i regionsrådet, og |
at | orienteringen om udkast til vejledning for konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser, udkast til strategi for området og regionens brugergruppepolitik tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
På RMU-mødet 1. december 2016 blev forslaget til regionens nye indkøbs- og udbudspolitik drøftet. Det blev på mødet besluttet, at punktet skulle drøftes igen med de indarbejdede høringssvar. Det reviderede forslag er vedlagt i bilaget samt et notat, der viser, hvordan de enkelte høringssvar er blevet behandlet (selve høringssvarene var vedlagt sagsfremstillingen til RMU-mødet 1. december 2016).
Indkøbs- og udbudspolitikken er bevidst blevet gjort kort og med fokus på kompetencefordelingerne i regionen. Det er med henblik på at gøre den overskuelig og nem for læseren at orientere sig i. Der er derfor også lagt op til, at den skal suppleres af relevante vejledninger mv. Dette arbejde er igangsat i regi af Indkøb og Medicoteknik.
Et udkast til vejledningen for konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser er vedlagt. I bilaget kan der læses nærmere om, hvilke krav regionen stiller, hvordan der tages hensyn til medarbejdere ved eventuel udlicitering samt hvordan en udbudsproces (herunder kompetencefordeling) typisk ser ud.
Indkøb og Medicoteknik har udarbejdet et udkast til, hvordan strategien for området bliver i den kommende periode. Strategien er skrevet tæt op af de fem regioners strategi på området, der er udarbejdet og vedtaget i regi af Danske Regioner. Der er nogle klare mål for, hvad der skal opnås via indkøbsområdet frem mod 2020, og det er vigtigt at hele koncernen arbejder i denne retning for at kunne komme i mål. Herudover trækker den på dele af regionens nuværende spareplan. Udkastet til strategien er vedlagt i bilag samt den fulde strategi for de fem regioner.
Vedlagt er også regionens brugergruppepolitik, der blev vedtaget i efteråret 2016. I dette bilag kan man læse, hvordan brugere generelt udvælges og inddrages i en udbudsproces. Brugere har altid en plads i regionens udbud, og et tæt samarbejde mellem brugerne og Indkøb og Medicoteknik er vigtigt for at regionen får de rigtige produkter/løsninger til den rigtige pris.
Beslutning
Dorte Christensen, afdelingschef Indkøb og Medicoteknik orienterede om den ny indkøbs- og udbudspolitik, brugergruppepolitikken, strategi for indkøbs- og udbudsområdet samt vejledning til konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser.
Alt om indkøb lægges på indkøbsfanebladet på Koncernintra. Link: http://intranet.rm.dk/indkob/
De slides, som blev anvendt i forbindelse med orienteringen, er vedlagt referatet som bilag.
Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:
· De dialyseapparater, som omtales under punkt 12 om reaktioner fra Arbejdstilsynet, har givet anledning til påbud fra Arbejdstilsynet. Vi ved, at man på grund af økonomien valgte nogle apparater, som nu giver arbejdsmiljøproblemer. Dorte Christensen medgav, at det er rigtig ærgerligt. Det er noget, som vi fremadrettet skal huske at stille som et "skal-krav".
· Der er uklarhed om brugergruppepolitikken. Det kunne være relevant at få lejlighed til at drøfte politikken i RMU på et tidspunkt. Det kan være vanskeligt at sidde ganske få personer og repræsentere et stort område. Dorte Christensen bemærkede, at der tidligere har været erfaringer med store brugergrupper, som har gjort arbejdet meget vanskeligt.
· Jacob Stengaard Madsen tilkendegav, at hvis medarbejdersiden i RMU ønsker at drøfte brugergruppepolitikken, så gør vi det. Den korrekte repræsentation må også drøftes.
· Det er vigtigt at få tydeliggjort, hvor vi ikke har indflydelse. Vi er en del af Danske Regioners Fællesindkøb, hvilket sætter nogle rammer.
· Besparelser handler om færre produkter og bedre udbud. Det er der, vi kan spare penge. Dorte Christensen gav et konkret eksempel med overstregningstusser. En nedbringelse til 5 forskellige typer vil kunne give en besparelse på 70 pct. Der benyttes 700 forskellige kanyler i regionen, men det er dog ikke helt så enkelt at nedbringe som overstregningstusserne.
· Som læge bliver man sendt meget rundt i regionen, og der anvendes vidt forskellige produkter på de enkelte hospitaler. Det er vigtigt med et godt fodarbejde. Der blev for at illustrere dette givet et eksempel med valg af et kateter, som viste sig ikke at fungere i forbindelse med operation af patienter. Vi bør være opmærksomme på det patientsikkerhedsmæssige element.
· Der er mange medarbejdere, som ikke ved, hvad der menes med tjenesteydelser. Det bør beskrives nærmere og gerne med konkrete eksempler. Der er også nogle forkortelser, som Indkøb og Medicoteknik bør være opmærksomme på.
Konklusion
Der var opbakning til forslaget om den nye indkøbs- og udbudspolitik, som nu viderebringes til politisk behandling. (o) |
|
Bilag
- Slides i forbindelse med mødet
- Udkast til Strategi for indkøbsområdet
- Notat vedr høringssvar til indkøbs- og udbudspolitikken
- Forslag til ny indkøbs- og udbudspolitik 2016
- Udkast-Vejledning til konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser
- Brugergruppepolitik RM 2016
- regionernes-faelles-strategi-for-indkoeb-frem-mod-2020
7. Orientering om regnskab 2016 samt godkendelse af procesplan for budget 2018 (kl. 13.25 - 15 min)
Resume
Der er på baggrund af dialogen mellem RMU og forretningsudvalget 11. oktober 2016 lavet forslag til en proces for medarbejderinddragelse i budgetlægningen for 2018. På mødet vil der blive orienteret om den økonomiske status i Region Midtjylland med fokus på regnskab 2016.
Det indstilles,
at | RMU godkender processen for medarbejderinddragelse i budgetlægningen for 2018, og |
at | orienteringen om den økonomiske status tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Der lægges op til, at RMU godkender forslag til processen omkring medarbejderinddragelse i budgetlægningen som beskrevet i vedlagte procesplan for behandling af budget 2018.
Forslaget til procesplan for medarbejderinddragelse i budgetlægningen for 2018 er udarbejdet på baggrund af dialogen mellem RMU og forretningsudvalget 11. oktober 2016, hvor der RMU blev givet udtryk for ønske om en tidligere inddragelse i drøftelserne om økonomien.
Der orienteres på mødet om den økonomiske status i Region Midtjylland med fokus på regnskab 2016.
Beslutning
Jacob Stengaard Madsen orienterede om årsregnskabet for 2016, som har ramt meget præcist i forhold til budgettet, og det vidner om flot økonomistyring både lokalt og regionalt. På sundhedsområdet er der et mindreforbrug på 1,6 mio. kr. ud af et budget på 23 mia. kr. Alle hospitaler og øvrige områder har styret budgettet rigtig flot, hvilket er meget tilfredsstillende.
Han gennemgik herefter forslag til proces for medarbejderinddragelse i budgetlægningen for 2018. Processen skulle gerne tilgodese ønsket om tidligere inddragelse fra medarbejdersiden, herunder også en "Plan B" i tilfælde af, at processen ikke kan gennemføres som planlagt.
Jacob Stengaard Madsen bemærkede, at både ledelse og regionsråd arbejder for at få et nyt økonomistyringsgrundlag, som ikke afhænger af DRG.
De slides, som blev anvendt i forbindelse med orienteringen, er vedlagt referatet som bilag.
Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:
· Der er fra medarbejderside et stort ønske om at få relevant materiale vedrørende budgettet så hurtigt som muligt.
· Med hensyn til DRG, så tænkes der vel på aktivitets- og produktivitetskrav – ydelser skal fortsat registreres korrekt? Vi er nødt til fortsat at følge DRG. Der blev henvist til pilotforsøgene med andre styringsformer end DRG på udvalgte hospitalsafdelinger.
· Det forlyder, at man i Region Hovedstaden har afskaffet DRG for psykiatrien. Det undersøges nærmere.
(o)
· Det foreslås fra medarbejderside, at der på døgnseminaret kommer et tema om styring og måling af aktivitet, og hvad der sker, når DRG fjernes.
(o)
Konklusion
Orienteringen om den økonomiske status blev taget til efterretning. RMU godkendte processen for medarbejderinddragelse i budgetlægningen for 2018.
8. Opfølgning på evaluering af MED-systemet i forbindelse med mødet med de centrale parter 8. december 2016 ( kl. 13.40 - 20 min)
Resume
Som opfølgning på temadrøftelserne om evaluering af MED-systemet i forbindelse med mødet med de centrale parter 8. december 2016 er der lavet et kort referat, der samler op på hovedbudskaberne.
Det indstilles,
at | RMU kort drøfter eventuel opfølgning på evalueringen, herunder eventuelle input omkring RMU-mødernes forberedelse og afvikling, opfølgning på og kommunikation om mødet samt sekretariatsbetjeningen af RMU. |
Sagsfremstilling
Som opfølgning på temadrøftelserne om evaluering af MED-systemet i forbindelse med mødet med de centrale parter 8. december 2016 er der lavet et kort referat, der samler op på hovedbudskaberne (vedlagt til orientering).
Der lægges op til en kort drøftelse i grupper (10 min) omkring eventuel opfølgning på evalueringen, herunder eventuelle input omkring RMU-mødernes forberedelse og afvikling, opfølgning på og kommunikation om mødet samt sekretariatsbetjeningen af RMU.
Vi forventer som aftalt senere at få en tilbagemelding fra de centrale parter om hovedbudskaberne fra de øvrige møder med regionerne.
Beslutning
Der var 10 minutters drøftelse ved bordene om opfølgning på drøftelserne om evaluering af MED-systemet med de centrale parter 8. december 2016, hvorefter der var opsamling i plenum.
Opsamling i plenum i stikordsform:
Bord 1:
Mødet med de centrale parter var præget af, at de var her med deres egen dagsorden. Hvad vil vi gerne med RMU, hvad vil vi blive bedre til, hvor vil vi udvikle os hen? Måden vi er sammen med det politiske niveau på er blevet betydelig bedre. Vi har mærket tydeligt, at politikerne nu er interesseret i at høre, hvad RMU har at fortælle dem. Man skal i forbindelse med evalueringer passe på kun at tænke i ændringer. Der er sket meget udvikling gennem tiden i RMU. RMU drøfter som det øverste MED-niveau altid budgettet. RMU kunne godt udvikle sig som udvalg, så det får yderligere værdi uafhængigt af, om man er ledelse eller medarbejder.
Bord 2:
Mødet med de centrale parter var generelt set godt - dog med lidt forskellige perspektiver på udbyttet heraf. Sammenhængen mellem MED-niveauerne er vigtig, og hvordan vi kan øve os og komme videre i det spor. Der er stor forskellighed i, hvordan de enkelte driftsenheder er repræsenteret på medarbejderside i RMU. Nogle medarbejderrepræsentanter er næstformænd i deres eget HMU, mens andre HMU-områder slet ikke er repræsenteret på medarbejderniveau (fordi repræsentanten er stoppet), og det opfattes som uheldigt.
Bord 3:
I dag er sidste møde inden et nyvalgt RMU tiltræder 1. april. På døgnseminaret i juni foreslås en temadrøftelse om vores syn på RMU og gensidige forventninger til hinanden. Hvordan samarbejder vi? Hvad vil vi med RMU? Hvordan bliver vi bedre? Hvad kan vi bruge RMU-møderne til? Ser vi på dagsordenen i dag, så har både leder- og medarbejderside taget punkter på om evaluering af politikker. Måske har vi brug for et samlet overblik over, hvad der bør evalueres hvornår. MED-strukturen og forskellige perspektiver på sammenhængen til HMU blev også drøftet i gruppen.
Bord 4:
Drøftelserne i grupper var det mest frugtbare på mødet med de centrale parter. Måske skal vi også have en bordplan på RMU-møderne, så medarbejder- og ledelsesside blandes noget mere. I dag er der fx et bord med kun medarbejderrepræsentanter. Der er ønske om mere fremadrettede drøftelser i stedet for de mange evaluerings- og orienteringspunkter.
Bord 5:
Drøftede nogle af de samme budskaber, som ved de andre borde. Ingen tvivl om, at RMU havde "taget det fine tøj på" til mødet med de centrale parter og ønskede at få RMU og MED-systemet til at fremstå så godt som muligt. Tilbagemeldingen fra central side var, at de havde fået meget ud af dagen.
Konklusion
Forslaget om en temadrøftelse omkring samarbejdet i RMU på døgnseminaret falder fint i tråd med starten af en ny valgperiode, hvor der skal ses på, hvilke emner og indsatsområder, der er væsentlige at fokusere på og arbejde med i perioden.
Temadrøftelsen om værdibaseret styring, som blev foreslået under punkt 7, skal eventuelt allerede finde sted inden døgnseminaret, hvis forhandlingerne om økonomiaftalen forløber uden knaster.
Der vil blive udarbejdet et forslag til program for døgnseminaret 8.-9. juni 2017, som drøftes i formandskabet og præsenteres for RMU.
(o)
9. Status vedrørende uniformsprojektet (kl. 14.00 - 15 min)
Resume
Medarbejdersiden i RMU har bedt om at få en status vedrørende uniformsprojektet, da der har været kritik af de nye uniformer. Der kan henvises til en artikel om de nye uniformer i Midtnyt nr. 1, 12. januar 2017 samt omtale på intranettet 16. og 18. januar 2017 (vedlagt).
Det indstilles,
at | orienteringen om status på uniformsprojektet tages til efterretning, og at eventuelle bemærkninger videregives til styregruppen/referencegruppen. |
Sagsfremstilling
Medarbejdersiden i RMU har bedt om at få en status vedrørende uniformsprojektet, da der har været kritik af de nye uniformer. Der har været kommentarer om stramme bukser, lommer til kuglepenne mv, som ikke er syet til at åbne sig, når der er meget fyld i lommerne og gennemsigtige hvide bukser samt stramme og figursyede t-shirts (det er dog fortsat muligt at vælge de gamle busseronner). Nogle af udfordringerne kan eventuelt imødekommes gennem vejledning, men der kan være udfordringer, som bør genovervejes, inden alt tøjet syes færdigt.
Region Midtjyllands nye uniformer blev i uge 2 taget i brug på Regionshospitalet Silkeborg.
Der kan henvises til en artikel om de nye uniformer i Midtnyt nr. 1, 12. januar 2017 samt omtale på intranettet 16. og 18. januar 2017 (vedlagt).
Link til artikel i Midtnyt, omtale på intranettet og video med præsentation af de nye uniformer: http://intranet.rm.dk/kommunikation/udgivelser/midt-info/nyheder2017/januar17/overvejende-tilfredshed-med-nye-uniformer-i-silkeborg/
Der ligger et langt og grundigt forarbejde forud for ibrugtagningen af de nye uniformer. Uniformsprojektet blev sat i gang af Strategisk Sundhedsledelsesforum i 2011, hvor der blev nedsat en styregruppe og en referencegruppe med repræsentation fra de faggrupper, der skal bære den nye uniform.
Da de første prototyper var færdige, inddrog projektet et medarbejderforum, som kom med forslag til tilretninger, ligesom repræsentanter for hygiejneorganisationen og arbejdsmiljøorganisationen løbende har været involveret i processen. For at finde de bedste og mest behagelige materialer til de nye uniformer, er der blevet fremstillet uniformer i forskelige materialer, som er blevet testet af en afdeling på Regionshospitalet Silkeborg.
Den endelige udgave af de nye uniformer er desuden blevet testet af 277 medarbejdere fordelt på fire hospitaler, nemlig Aarhus Universitetshospitalet og Regionshospitalerne Herning, Viborg og Randers, gennem fire uger, hvilket også førte til forskellige tilretninger, inden de endelige mønstre kom på plads.
Kirsten Hansen har været udpeget som repræsentant for RMU og har siddet med i referencegruppen vedrørende uniformsprojektet. RMU er løbende blevet orienteret om og har drøftet uniformsprojektet, sidst på RMU-mødet 25. juni 2015.
Plan for skift til ny uniform:
2017: Regionshospitalet Silkeborg og Regionshospitalet Viborg/Skive
2018: Hospitalsenheden Vest
2019: Regionshospitalet Horsens og Regionshospitalet Randers
2020: Aarhus Universitetshospital
Beslutning
Anja Laursen orienterede kort om baggrunden for punktet. En række fællestillidsrepræsentanter har kunnet berette om en række dårlige oplevelser med de nye uniformer, hvor nogle har følt sig krænket. Der har også været et indslag i TV Midt/Vest.
De stramme t-shirts bevirker, at nogle føler sig udstillede, og der kommer svedskjolder efter kort tid. De stramme t-shirts kan efter vask fortsat lugte af sved og parfume. Den anden model af t-shirts er meget lang, og nogle kommer til at føle sig som "smølfer".
Bukserne er meget stramme, og vælger man en større størrelse, så bliver de meget løse i elastikken. Det giver bl.a. problemer, når man bøjer sig. Bukserne er meget gennemsigtige, og lommerne sidder langt nede og lukker sig ikke op, som ønsket.
Sortimentet er begrænset af, at man har valgt til og fra i de enkelte HMU'er. Endelig er der ingen graviditetstøj.
Kirsten Hansen har været med hele vejen igennem projektet som RMU's repræsentant. Projektleder Hanne Rosenlund har været med og givet vejledning ved uniformsudleveringen på Regionshospitalet Silkeborg. Til trods for dette er der fortsat kritik af de nye uniformer. Og det er nu, at der er mulighed for at ændre på uniformerne, inden de kommer ud til alle.
Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:
· Afprøvningen af de nye uniformer skete først på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, og det var ingen succes. Her har man brug for kønsneutralt sortiment på grund af patienterne, og det giver de stramme t-shirts ikke mulighed for. T-shirtene er syet i Italien, hvor man kører med mindre størrelser. Generelt set er medarbejderne nogenlunde tilfredse på Regionshospitalet Silkeborg – dog ikke med "kamelpuklen" på ryggen. Det skulle dog efter sigende blive bedre efter nogle gange i vask.
· Skal der ske ændringer, så skal det være nu – fx tilretning af lårlommerne på bukserne.
· Er det økonomien, som afgør sortimentet? I så fald vil frit valg af alle sortimentsmuligheder kunne løse nogle af problemer, dog ikke for de gravide.
· Kritikken kan undre, da uniformerne har været testet meget grundigt igennem. Det er næsten umuligt at finde en uniform, som passer alle. Busseronner er udgangspunktet for plejepersonalet, men man kan tage t-shirt på, hvis man ønsker det. Et nyt stykke tøj fx kjoler fordyrer uniformerne væsentligt, og ikke alle hospitaler har tidligere haft kjoler. Lommerne på bukserne har der været gjort et stort stykke arbejde ud af. Det er klart, at der skal være tøj til gravide.
· Projektet er gået over i drift, og det er Midtvask, der har opgaven nu.
· Det kommer bag på alle med kritikken, men vi kan ikke sidde den overhørig.
Konklusion
Det blev besluttet, at kritikken viderebringes til styregruppen, som må forholde sig til den. (Der skal findes en ny formand i stedet for tidligere formand Thomas Pazyj). De ting, der kan løses, vil blive forsøgt løst, og RMU vil blive orienteret herom. Valget af sortimentsbredde er en lokal beslutning. Der orienteres i MidtNyt om, at der ses på kritikken af uniformerne.
(o)
10. Status for lokale projekter vedrørende lokal løndannelse (kl. 14.15 - 10 min)
Resume
Der vil blive givet en orientering om status på lokale projekter om lokal løndannelse.
Det indstilles,
at | orienteringen tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Ved OK-15 blev det som bekendt aftalt at igangsætte et projekt om lokal løndannelse i regionerne med henblik på at styrke den lokale forhandlingsproces.
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Forhandlingsfællesskabet har nedsat en styregruppe, som løbende følger de indmeldte projekter og udviklingen i den lokale løndannelse generelt.
Projektet har bl.a. givet anledning til, at RLTN i samarbejde med organisationerne i Forhandlingsfællesskabet har foretaget en revision af det eksisterende "råderumspapir", udarbejdet nyt inspirationsmateriale m.v.
Overenskomstparterne har herudover forudsat en lokal proces, som i Region Midtjylland tog afsæt i et opstartsmøde, som blev afholdt den 18. september 2015 i Tinghallen i Viborg.
I forbindelse med projektet blev der nedsat en lokal arbejdsgruppe bestående af repræsenter fra de faglige organisationer og regionens ledelse.
Arbejdsgruppen har som Region Midtjyllands lokale projekt godkendt et forslag fra Psykiatri og Social om en "Fælles forhandleruddannelse". Samtidig godkendte arbejdsgruppen, at den resterende del af den lokale pulje, ca. 190.000, kunne anvendes til formålet.
Forhandleruddannelsen afvikles i marts, april og maj måneder 2017.
Arbejdsgruppen evaluerer på forløbet på et møde den 15. august 2017.
Den centrale styregruppe mødtes den 19. januar 2017 med en udvidet kreds af organisationsrepræsentanter, herunder de organisationsvalgte medlemmer af den lokale arbejdsgruppe i Region Midtjylland.
Beslutning
Jørn Mørup orienterede om status på lokale projekter om lokal løndannelse.
De slides, som blev anvendt i forbindelse med orienteringen, er vedlagt referatet som bilag.
Konklusion
Orienteringen blev taget til efterretning.
11. Orientering om målbilleder 2017 for Region Midtjylland (kl. 14.25 - 10 min)
Resume
I forbindelse med behandlingen af Budget 2017 vedtog regionsrådet et nyt målbillede for Sundhedsområdet. 21. december 2016 godkendte regionsrådet en række fokusindikatorer, som hospitalerne skal arbejde særligt med fra 2017. De nye målbilleder giver anledning til nye styringsdagsordener i 2017. Derfor udvikles nye rapporteringer til regionsrådet, således at regionsrådet får systematiske opfølgninger på udviklingen i målbillederne. Rapporteringer erstatter de nuværende regionsoverblik og sundhedsoverblik.
Det indstilles,
at | orienteringen om status vedrørende om målbilleder 2017 tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Regionsrådet vedtog i forbindelse med behandlingen af Budget 2017 et nyt målbillede for Sundhedsområdet (se bilag 1). Arbejdet med målbilledet på sundhedsområdet skal foregå i en forbedringskultur, hvor hospitalerne hele tiden kan tilpasse indsatser og handlinger i forsøget på at nå målene, sporene og den overordnede vision: "Et sundhedsvæsen på patientens præmisser.
På møde den 21. december 2016 godkendte regionsrådet følgende fokusindikatorer, som hospitalerne særligt skal arbejde med fra 2017.
• Forebyggelige indlæggelser blandt ældre
• Opfyldelse af kvalitetsmål i to kliniske kvalitetsdatabaser
- Hoftenære lårbensbrud
- Akutte hospitalskontakter
• Patientoplevet inddragelse
• Somatiske/psykiatriske patienter udredt inden for 30 dage
• Indlagte patienter i psykiatrien, der bæltefikseres.
Disse indikatorer sikrer fokus på målopfyldelse inden for flere områder i målbilledet. På nogle områder ønskes det at fastholde en høj målopfyldelse, eksempelvis på udredningsretten, hvor Region Midtjylland er i front nationalt set. På andre områder ønskes der forbedringer i de enkelte indikatorer inden for en relativt kort periode, eksempelvis i indikatorerne Hoftenære lårbensbrud og Akutte hospitalskontakter. En nærmere beskrivelse af de foreslåede fokusindikatorer ses i bilag 1.
Der kan ske ændringer i indikatorerne, hvis der på nationalt plan udskiftes indikatorer eller ændres i definitionerne af de enkelte indikatorer.
Der er også udarbejdet målbilleder for Regional Udvikling og socialområdet (vedlagt som bilag). Disse målbilleder blev også fremlagt for regionsrådet på mødet den 21. december 2016. (Link til hjemmesiden med referat af regionsrådets møde 21. december 2016: http://link.rm.dk/2isZ3lU)
De nye målbilleder giver anledning til nye styringsdagsordener i 2017. Derfor udvikles nye rapporteringer til regionsrådet, således at regionsrådet får systematiske opfølgninger på udviklingen i målbillederne. Disse rapporteringer erstatter de nuværende regionsoverblik og sundhedsoverblik. Regionsrådet vil følge op på "Et sundhedsvæsen på patientens præmisser" fire gange årligt. To gange vedlægges ledelsesberetninger med særligt fokus på de udvalgte fokusindikatorer.
Beslutning
Jacob Stengaard Madsen orienterede om, at vi har fået nye politisk godkendte mål i Region Midtjylland. Arbejdet med de nye målbilleder har været en øvelse i at snævre ind og få de vigtigste mål i fokus.
Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:
· Hvordan måler vi på patientens involvering? Der er en række detaljerede spørgsmål, som vi kan vælge ud fra – en form for værktøjskasse.
· Hvornår bliver der mulighed for at drøfte målene for 2018? Det kan RMU byde ind på i forbindelse med budgetdrøftelserne. Der er dog ikke ønske om at få en masse nye mål.
· Det er vigtigt at holde fast i forenklingsdagsordenen. Det er ude i den enkelte afdeling, hvor det skal drøftes, hvad der giver mening i forhold til målene.
· Lad os holde os til de 8 mål og de 22 indikatorer. Det er klinikerne, som har været med til at arbejde med indikatorerne.
· Spørgsmålet omkring muligheden for at drøfte målene for 2018 var egentlig rettet mod, hvor meget klinikerne har været med i udviklingen af de nye mål. RMU kender ikke til mellemregningerne. Fx sidder der ikke mange klinikere i Akutstyregruppen. Der blev redegjort for, hvordan klinikere har været involveret. Fx sidder der mange klinikere i Akutfagligt Råd, som har været involveret, inden Akutstyregruppen.
· Der sker hvert år i forbindelse med de centrale økonomiforhandlinger en forhandling af de nationale kvalitetsmål.
Konklusion
Orienteringen blev taget til efterretning.
12. Orientering om reaktioner fra Arbejdstilsynet i 2016 (kl. 14.35 - 10 min)
Resume
Direktionen har tidligere besluttet, at regionsrådet fire gange årligt modtager oversigter over Arbejdstilsynets reaktioner i Region Midtjylland. Oversigterne fremsendes tillige til direktionen, RMU samt de enkelte områders hovedpostkasser.
Arbejdstilsynet har i 2016 indført en ny tilsynsmetode – udvidet risikobaseret tilsyn, der sætter særlig fokus på psykisk arbejdsmiljø og ergonomiske arbejdsmiljøproblemer.
Det har i 2016 givet meget fokus på hospitalernes psykiske og ergonomiske arbejdsmiljø og det har endvidere også haft pressens interesse.
Sammenlignes antallet af reaktioner i forhold til antallet af besøg med tidligere år, ligger de på samme niveau.
Der arbejdes med løsning af påbud på alle niveauer i organisationen, og der videndeles på tværs i Region Midtjylland for at udbrede kendskab til de gode løsninger.
Det indstilles,
at | RMU tager orientering om reaktioner fra Arbejdstilsynet i 2016 til efterretning. |
Sagsfremstilling
Arbejdstilsynet har i 2016 indført en ny tilsynsmetode – udvidet risikobaseret tilsyn, der sætter særlig fokus på psykisk arbejdsmiljø og ergonomiske arbejdsmiljøproblemer. Til-synsmetoden foregår som anmeldte besøg og kan være af flere dages varighed, idet der indgår observationer og interviews med ansatte, arbejdsmiljøorganisation og ledelse.
Arbejdstilsynet gennemfører desuden en række andre former for tilsyn, fx detailtilsyn, der sætter fokus på et afgrænset arbejdsmiljøproblem, fx ulykker eller vold og trusler.
Sammenlignes antallet af reaktioner i forhold til antallet af besøg med tidligere år, ligger de på samme niveau. Der har imidlertid været gennemført mange udvidede risikobaserede tilsyn i efteråret 2016.
Den endelige oversigt over reaktioner er udsendt til RMU 17. januar 2017 og vedlagt som bilag.
De mange udvidede risikobaserede tilsyn har givet meget fokus på hospitalernes psykiske og ergonomiske arbejdsmiljø, og det har endvidere også haft pressens interesse. En del af Arbejdstilsynets reaktioner indenfor det psykiske arbejdsmiljø er forbundet med de mange omstillinger, forandringer og flytninger.
Arbejdstilsynets reaktioner er især indenfor de arbejdsmiljøproblemer, der er omfattet af de fokusområder, RMU har vedtaget i forbindelse med Arbejdsmiljødrøftelsen. Arbejdsmiljøorganisationen er således bekendt med problemstillingerne, og der arbejdes flere steder målrettet med at forebygge disse.
Der er mange steder igangsat forebyggelsestiltag med øget ledelsesfokus, der styrker koblingen mellem kerneopgave og det gode arbejdsmiljø, og der vurderes at være behov for fortsat fokus på dette i forbindelse med det daglige arbejde og de mange forandringer.
Koncern HR, Fysisk Arbejdsmiljø vurderer alle indkomne reaktioner ved modtagelsen fra Arbejdstilsynet. Koncerndirektionen orienteres direkte om udvalgte reaktioner, der vurderes særligt alvorlige/akutte. Det vurderes i den forbindelse også, om regionsrådet skal orienteres om disse. Fire gange årligt udarbejdes der oversigter over Arbejdstilsynets reaktioner til brug for ledelsessystemet og MED- og Arbejdsmiljøorganisationen. Oversigterne distribueres ligeledes til koncerndirektion og regionsråd til orientering.
Der følges løbende op på reaktioner fra Arbejdstilsynet. De påbud Region Midtjylland får tages meget seriøst af ledelsen på de enkelte arbejdspladser, driftsområder og Arbejdsmiljøorganisationen. Viden fra påbuddene indgår i arbejdet med Region Midtjyllands tre fokusområder (Sundhed og trivsel, Ergonomi og forflytning samt Ulykkesforebyggelse).
Der arbejdes systematisk med videnopsamling fra de reaktioner, der gives med henblik på at skabe læring i ledelsessystemet og MED- og Arbejdsmiljøorganisationen samt eventuelt igangsætte understøttende processer eller udvikling af redskaber til MED- og Arbejdsmiljøorganisationen. Der videndeles om erfaringer fra Arbejdstilsynets besøg og deres reaktioner på kvartalsmøder mellem Koncern HR, Arbejdsmiljø og arbejdsmiljøkoordinatorerne og på øvrige netværksmøder som for eksempel "Flyt på tværs", hvor der videndeles om Arbejdstilsynets reaktioner i forhold til forflytninger.
Som eksempel på samarbejde om opfølgning på et påbud kan nævnes, at Dialyseklinik-ken på Aarhus Universitetshospital i slutningen af 2016 fik et påbud om muskel-skeletbesvær i forhold til arbejde ved dialyseapparater. Hospitalsenhedernes arbejdsmil-jøkoordinatorer og arbejdsmiljøgrupperne på Dialyseafdelingerne samarbejder om ind-satsen for at nedbringe belastningerne i arbejde ved dialyseapparater. Løsning af påbuddet deles i netværksgruppen for afdelingssygeplejersker på Dialyseafdelinger i Region Midtjylland.
Beslutning
Jacob Stengaard Madsen orienterede om, at regionsrådet og RMU modtager oversigter over Arbejdstilsynets reaktioner fire gange årligt. Arbejdstilsynet har i 2016 indført en ny tilsynsmetode, der sætter særlig fokus på psykisk arbejdsmiljø og ergonomiske arbejdsmiljøproblemer. Der forventes ikke samme fokus i 2017.
Opsummering af bemærkningerne fra mødedeltagerne:
· Hvad gør ledelsen, når der opstår et arbejdsmiljøproblem? De venter vel ikke på, at der kommer et påbud fra Arbejdstilsynet? Ledelsen afventer ikke påbud, men helt undgå det kan vi nok ikke med de store kampagner, som Arbejdstilsynets kører stort set kun rettet mod hospitalerne. Hele formålet med arbejdsmiljøorganisationen er at forebygge, at der kommer påbud.
· Alle bestræber sig på at undgå påbud, og vi benytter både arbejdsmiljøorganisationen og ledelsessystemet. Det interessante er intern læring, og her er arbejdsmiljøorganisationen rigtig vigtig. Der skal ske en læring, og det skal kommunikeres ud. Der opleves et enormt godt samarbejde omkring arbejdsmiljø og læring i HMU.
· Pointen er, at det er meget lidt fremmende med opgørelser over reaktioner fra Arbejdstilsynet. Det er meget mere interessant at høre om, hvad der gøres i de konkrete situationer med påbud. Hvad der lykkes, og hvad der gøres ved det. RMU vil gerne høre om, hvad der virker.
· RMU får opgørelserne fire gange årligt. På døgnseminaret får RMU en uddybende orientering og videndeling om påbuddene sammen med HMU'erne. Ærgerligt, at man ikke kan se, hvad vejledningerne præcist går på. Nogle af dem handler faktisk om psykisk arbejdsmiljø.
· Vi investerer meget i læring - fx den årlige arbejdsmiljøkonference - om, hvad der virker og ikke virker. Måske skulle vores investeringer formidles bedre.
Konklusion
RMU tog orientering om reaktioner fra Arbejdstilsynet i 2016 til efterretning.
13. Orientering om anvendelsen af personalepolitiske puljer 2016 og prioritering af puljerne i 2017 (kl. 14.45 - 5 min)
Resume
Koncern HR har lavet en oversigt over, hvordan de personalepolitiske puljer har været anvendt i 2016 samt hvordan puljerne prioriteres i 2017.
Det indstilles,
at | orienteringen om de personalepolitiske puljer tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Koncern HR har lavet en oversigt over, hvordan de personalepolitiske puljer har været anvendt i 2016 samt hvordan puljerne prioriteres i 2017.
Prioriteringerne for 2017 har været drøftet på Lederforum for HR på deres møde den 7. december 2016
Det overordnede formål med de personalepolitiske puljer er at sikre, at Region Midtjylland ved konkrete aktiviteter kan skabe forudsætningerne for, at regionen vedvarende kan rekruttere, udvikle og fastholde dygtige og engagerede medarbejdere i et sundt og udviklende arbejdsmiljø.
De personalepolitiske puljer fordeler sig på: Personalepolitikse initiativer, Mangfoldighedsindsats, Psykologordning, Det Sociale Kapitel, Organisationsudvikling, Lederudvikling, Trivselsundersøgelser og ledelses-evaluering (TULE-dialoger), seniorpulje, MED-Uddannelse, Centrale arbejdsmiljøaktiviteter samt Rekruttering.
Beslutning
Der blev fra medarbejderside spurgt til, hvilken indflydelse de har på prioriteringen af de personalepolitiske puljer. Der er ikke lagt op til en drøftelse heraf i indstillingen, men måske kunne RMU få en orientering om og drøftelse heraf på et senere tidspunkt.
Jakob Olesen henviste til at der er tradition for, at RMU efter ønsker herom orienteres om hvordan puljerne er anvendt, og hvordan de personalepolitiske puljer tænkes prioriteret det kommende år. En stor del af prioriteringen er fastlagt på forhånd, fx omkring partssamarbejdet, seniorpuljeordning mv. Det er bl.a. i forbindelse budgetprocessen, at medarbejderrepræsentanterne har mulighed for at kommentere på prioriteringen af puljerne. Dertil kommer, at der i forhold til nogle af posterne er en særlig historik, hvor der har været medarbejderinddragelse omkring prioriteringen, jf. fx. personalepsykologordningen, som har været drøftet ved flere lejligheder, og hvor der er sket tilpasninger af kapacitet og økonomi.
Jacob Stengaard Madsen tilkendegav, at man godt kan gennemgå puljerne fra post til post, så RMU får et større indblik heri. Indledningsvist vil RMU-formandskabet se på det.
(o)
Konklusion
Orienteringen om de personalepolitiske puljer blev taget til efterretning.
14. Kommunikation fra mødet og planlægning af kommende møder (kl. 14.50 - 5 min)
Resume
Mødeafviklingen drøftes med henblik på videreformidling af relevante informationer fra mødet til HMU'erne mv. De foreløbige punkter til kommende RMU-møder er oplistet i sagsfremstillingen.
Det indstilles,
at | mødeafviklingen drøftes med henblik på videreformidling af relevante informationer til HMU'erne mv, og |
at | de foreløbige punkter til kommende RMU-møder tages til efterretning. |
Sagsfremstilling
Det drøftes, hvilke informationer fra mødet RMU ønsker videreformidler til HMU'erne, Midtnyt mv.
Der foreligger pt. følgende forslag til dagsordenspunkter til kommende møder:
- Ændring af rygepolitikken
- Udkast til revideret mangfoldighedspolitik - opfølgning på HMU-høringssvar
- Status omkring udfordringerne vedrørende LibreOffice
- Revision/opdatering af politik om vold, mobning og chikane
Beslutning
Det blev aftalt, at der skal kommunikeres om følgende fra dagens møde:
· RMU godkendte udkast til kodeks for Region Midtjylland samt kommunikationsstrategien herfor, som har været i høring i HMU'erne. Kodeks-materialet viderebringes til politisk behandling. Koncern Kommunikation og Regionssekretariatet er i øjeblikket i gang med at forberede implementeringsmateriale om kodeks, som kan bruges i introduktionen af nyansatte eller til dialog om de syv dyder.
· RMU godkendte en justering af retningslinjerne vedrørende sporbarhed og lokalisering af medarbejdere. Det er tydeliggjort, at der skal være en dialog mellem ledelse og de berørte medarbejdere, der konkret bliver omfattet af lagring af oplysninger om medarbejdernes bevægelser. Derudover fjernes de tre eksempler i bilag 1 på situationer med lokalisering og lagring af oplysninger. Der forestår nu en kommunikationsopgave vedrørende retningslinjerne i de enkelte enheder.
· RMU bakkede op omkring et forslag til en ny indkøbs- og udbudspolitik, som nu viderebringes til politisk behandling. Brugergruppepolitikken vil blive drøftet på et kommende RMU-møde.
· Endelig godkendte RMU processen for medarbejderinddragelse i budgetlægningen for 2018, jævnfør tidsplan for behandling af budget 2018, som skal endeligt godkendes af regionsrådet i marts. Der er lagt op til, at den 10. august 2017 fremsendes forslag til budget 2018 til ledelsesområderne med henblik på drøftelse i HMU'erne og eventuel afgivelse af høringssvar. Fristen for høringssvar er 1. september 2017.
· RMU fik en orientering om status på uniformsprojektet. Der blev på mødet rejst en række kritiske kommentarer til de nye uniformer. Det blev besluttet, at styregruppen skal forholde sig til den fremkomne kritik på RMU-mødet. Der er orienteret i MidtNyt om, at der ses på kritikken af uniformerne.
Konklusion
Der kommunikeres til HMU'erne om de aftalte punkter fra dagens møde.
15. Gensidig orientering (kl. 14.55 - 15 min)
Sagsfremstilling
Der er siden sidste RMU-møde 1. december 2016 sendt følgende orienteringsmails til RMU:
- Orientering om forskningsprojekt vedr. brug af hjælpemidler ved forflytning
- Orientering om, hvordan man danner belægningsrapporter via BI-portalen
- Opmærksomhed om tavshedspligt ved brug af sociale medier
Medarbejdersiden har bedt om, at der på mødet redegøres for forløbet vedrørende ny hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital.
Beslutning
Jacob Stengaard Madsen orienterede om forløbet vedrørende ny hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital. Efterfølgende var der en række kommentarer fra medarbejderside til forløbet og kommunikationen herom, og hvordan det blev oplevet og den usikkerhed og de rygter der opstod.
Christian Boel orienterede kort om situationen indenfor psykiatrien som opfølgning på orienteringen på sidste RMU-møde. Der er som tidligere nævnt nedsat en fælles styregruppe. Siden sidste RMU-møde har der været afholdt fællesmøde med læger og fællestillidsrepræsentanter. Psykiatrien i Region Midtjylland skal komme med et bidrag til de kommende økonomiforhandlinger omkring de udfordringer, der særligt gælder sengene i psykiatrien. Der pågår en proces omkring etablering af socialpsykologiske afdelinger/ institutioner, og hvilke udfordringer der er. I forhold til Risskov er der lavet et analysearbejde. Først når der iværksættes et initiativ, kommunikeres der om det - fx omkringvagthunde, vagtselskaber og konvertering af vikarforbrug til fast personale (i første omgang i 6 mdr.). Der er flyttet 17 senge fra psykiatrien i Holstebro til Viborg og Herning, så der er 6 pladser tilbage i Holstebro. Det blev fra medarbejderside bemærket, at der også ligger et kommunalt spor i forhold til Aarhus Kommune. Der er indlagt mellem 17-34 personer i Risskov, som venter på et sted at være. Der er taget kontakt til forskellige ledere i Aarhus Kommune omkring situationen.
Jacob Stengaard Madsen orienterede om, at der vil komme presseomtale vedrørende lægernes lønninger de kommende dage. TV Østjylland har været i gang med en undersøgelse heraf.
16. Eventuelt (kl. 15.10 - 5 min)
Beslutning
Ingen bemærkninger.