Abonnementer på aviser, der betales af arbejdsgiveren og leveres på hjemmeadressen, er normalt skattepligtige. Det gælder også aviser, som er bestilt via en bruttolønsordning.
Du bliver dog ikke beskattet, hvis værdien af avisen eller aviserne er omfattet af bagatelgrænsen (se mere om bagatelgrænsen nedenfor), forudsat at abonnementet i overvejende grad er af hensyn til arbejdet. Ifølge skattereglerne skal arbejdsgiveren konkret kunne begrunde, at avisen i overvejende grad er stillet til rådighed af hensyn til arbejdet. Region Midtjylland skal derfor som arbejdsgiver forholde sig konkret til dette.
Det vurderes, at kravet imødekommes, hvis du afklarer med din nærmeste leder, at abonnementet i overvejende grad er af hensyn til arbejdet. Du skal selv sørge for at afklare med din leder, at abonnementet i overvejende grad er af hensyn til dit arbejde, hvis du bestiller en eller flere aviser i bruttolønsordningen. Når du bestiller avisen i FlexValg, skal du ved afkrydsning i et felt tilkendegive, at du har afklaret dette spørgsmål med din leder. Det er dit eget ansvar at kunne godtgøre over for SKAT, at avisen i overvejende grad er af hensyn til arbejdet, og at værdien derfor ikke selvangives.
Hvis valg af en avis ikke kan siges i overvejende grad at være af hensyn til arbejdet, er avisen skattepligtig, og dermed er det ikke nogen fordel at bestille den som bruttolønsordning.