Jordemoder Charlotte Orloff Madsen, Hospitalsenhed Vest, Herning, fortæller om løsningen:

Indretningen af denne fødestue er inspireret af helende arkitektur, hvis grundtanke er, at arkitektur påvirker menneskers velvære. Fødestuen er indrettet i forventning om, at det kan gøre de fødende kvinder og deres partnere mere trygge under fødslen, så de i højere grad kan føde spontant og uden indgreb.

Der er valgt møbler i naturmaterialer, der giver indtryk af et hjemligt miljø, og der kan skabes projektioner af naturstemninger på væggene. Projektionerne styres fra en Ipad, hvor forældrene selv vælger naturscener, musik og lys. På den måde er det muligt at skabe et rum, som matcher de kommende forældes behov. Rummet kræver samme vedligehold og drift som andre fødestuer.

Der er planer om, at projektet skal indgå i en forskningsbaseret forskningsguide for indretning af de syv nye fødestuer på DNV.

 

Kan løsningen bruges i andre afdelinger/på andre hospitaler?

Ja, løsningen vil også kunne bruges til andre specialer. Vi har haft besøg af fagpersoner fra andre specialer, og et typisk udsagn under fremvisninger er ”Det vil også lige være noget for vores patienter i …..”.