IT-konsulent Allan Madsen, Institut for Kommunikation og Handicap, fortæller her om løsningen:

 

På Institut for Kommunikation og Handicap underviser vi borgere, der er ordblinde eller har andre funktionsnedsættelser i at bruge de forskellige it-mæssige hjælpemidler, der er til rådighed. Det sker fx i forbindelse med hjælp til skole, studier eller arbejdsfastholdelse.

Jeg fandt ud af, at mange i den situation er ret pressede og derfor har svært ved at huske det, de lærer på kurset. Derfor begyndte jeg at lave instruktionsvideoer, som de så kan se igen, når de har mulighed for det. Jeg gjorde de første instruktionsvideoer offentligt tilgængelige i november sidste år, og de er indtil videre blevet set mere end 6.000 gange.

 

Kan løsningen bruges på andre hospitaler/i andre specialer?

Ja, jeg kan se, at mange forskellige bruger instruktionsvideoerne – deriblandt også mine kolleger her på stedet og kolleger andre steder med lignende funktioner benytter videoerne. Og potentialet er stort i og med at der i Danmark er over 800.000 mennesker, som er i en situation, hvor kravene til deres læse- og skrivefærdigheder er større end de kan honorere.