Bodil Pallesen, sygeplejerske, i observationsafsnittet i operation- og intensiv syd, Aarhus Universitetshospital, fortæller om løsningen:

Løsningen er en app til smartphones og iPads, som fungerer som et smertescorings-redskab til nyopererede børn. App´en viser en smertescoringsskala i form af forskellige ansigter, som barnet kan relatere deres følelseoplevelse til. Det er en skala som er testet og godkendt til brug på tværs af kulturer, og den findes i forskellige varianter alt efter barnets alder. App´en indeholder samtidig en række alderssvarende spil.

Gennem app´en kan børnene samarbejde med os, føle kontrol over situationen og samtidig føle sig værdsat i det samarbejde. Også efter indlæggelsen kan app´en gøre gavn, fordi den giver forældrene mulighed for at tale forløbet igennem med barnet.

Vi gik i gang med at udvikle app´en, dels fordi vi kunne se, hvor optagede børnene er af denne teknologi, og vi tænkte at vi kunne bruge den dør ind i spiluniverset til at hjælpe, når de er urolige og har smerter. Undersøgelser viser nemlig, at sygeplejersker risikerer at underbehandle børn med smerter, når de udelukkende bruger deres kliniske blik og med app´en får de en mere valid scoring af barnets smerter.

 

Kan løsningen bruges på andre hospitaler/i andre specialer?

Ja, den kan med fordel implementeres alle steder på AUH, hvor børn er indlagt/i behandling.